Brev til Renée: Jeg gik ned med stress i jagten på det perfekte

Kære Renée Tak for dine altid meget vise ord! Jeg har lige læst din klumme om ”Det gode liv” og fik en trang til at byde ind. For hvad er det gode liv egentlig? Jeg er en mor på 32 år med to skønne børn og er i øjeblikket sygemeldt med stress og angst. En grim følge af det pressede og ”perfekte” liv, som vi småbørnsfamilier forventes at leve i dag. Da det jo forventes, at vi kan alt og samtidig klare os selv. Løb tre gange om ugen, pas på økonomien, spis sundt, lav lektier hver dag med dit barn, leg med dit barn, se godt ud, vær glad hele tiden, og deltag i diverse arrangementer i både vuggestue og skole. Helt ærligt, så brækker jeg mig snart – for det er jo på ingen måde et normalt og sundt liv? Hvornår begynder vi at tage os af hinanden og ikke bare passe os selv? Erkende, at der findes ikke noget perfekt liv, men at der findes et godt, roligt og afbalanceret liv, som er værd at stræbe efter, og det opnår man bedst i fællesskab? Hvis bare der var nogen, der havde rakt ud og lyttet til mig, da jeg råbte op om det pres, jeg følte – i stedet for at passe egen butik og dømme. For hold op, hvor kan jeg mærke den grimme bagside nu, når jeg lige pludselig er et sted, hvor jeg ikke kan klare mig selv. At være i et sygdomsforløb med stress og angst og samtidig opfostre to små børn er på ingen måde nemt. Og jeg har fornemmet, at det er o.k. at være sygemeldt i tre-fire måneder, men så forventes det også af både systemet, éns arbejdsgiver og de nærmeste, at man tager sig sammen – når det eneste, man egentlig ønsker, bare er fred og ro til at finde sig selv! Jeg har selv været en af dem, der har dømt andre uden at vide, hvad der egentlig lå bag selve mennesket, og hold op, hvor jeg flover og skammer mig i dag. Det er én af de gode ting, jeg har fået ud af det her forløb: Døm ikke andre, før du ved, hvad der egentlig ligger bag mennesket og dets handlinger. Hvornår begynder vi for alvor at være hinandens lykkes smed og ikke kun vores egen? De kærligste hilsner fra en ­ udbrændt mor Kære udbrændte mor Hvor er det dog et fint brev, og selv om du ikke decideret har spørgsmål, så har jeg alligevel lyst til at bringe det, for du beskriver nemlig en hverdag som mor, kæreste, ægtefælle og veninde, som mange har svært ved at få til at hænge sammen. Og det værste er, at når vi siger fra over for det, som stresser os, så bliver vi mødt af andres fordømmelse over ikke at kunne klare presset. Og lige netop den fordømmelse bliver det sværeste, for den ydre fordømmelse ender ofte med at blive indlært i os selv, hvorefter det transformerer sig og bliver vores egen fordømmelse – igen. Jeg mener jo, ingen er bedre til at skose os selv end os selv – og dermed bliver presset dobbelt, når det både kommer udefra og indefra. Og derfor opfatter vi også stress og sygemeldinger som noget helt andet, end det faktisk er. Når vi bliver stressede, er det jo vores krop, der så dygtigt fortæller os, at det er tid til en pause, så vi ikke brænder fuldstændig sammen. Men det, vi selv og omverdenen fortæller os, er, at vi er slappe, svage, og at vi ikke kan tillade os at tage den tid, det kræver for at kunne vende tilbage. Og det er bare så ukærligt og demoraliserende. Og fuldstændig uden omsorg for et menneske, der har brug for netop dét. Det gode ved hele det her er, at du pludselig er vågnet op og har vendt blikket indad. Opdaget, at du selv engang var en af dem, der dømte andre ude uden egentlig at forsøge at sætte dig i deres sted. Og lige netop dén bevidsthed vil du kunne bruge i dit liv fremover – ikke kun over for andre, men også over for dig selv. Det er nemlig bl.a. i overbærenhed og omsorg for os selv, vi kan hele os selv. Og når vi først har gjort det, så kan vi pludselig igen være noget for andre mennesker. Så kære du, skam dig ikke over, at du er gået ned med stress og angst som en følge af en for stor belastning. Se det i stedet som en stor gave, at du har så vis en krop, at den hjælper dig til at lukke ned, inden hele systemet brænder sammen. Du kunne ikke selv få stoppet det travle liv – og nu har du fået hjælp af din krop. Læren af det kan være, at du fremover skal blive rigtig dygtig til at lytte til dig selv og rent faktisk respektere det, du hører og mærker – også selv om de andre derude måske ikke forstår. Du nævner, at du rent faktisk prøvede at råbe op om, hvad der var ved at ske med dig, men at ingen hørte det. Og her må jeg bare sige: Du hørte det jo heller ikke selv – eller du tog det ikke alvorligt. Nu er du et sted, hvor du ikke kan andet, og jeg kan høre på alle dine tanker, din empati, din kalden på solidaritet og din forståelse bagud, at selv om det er smertefuldt lige nu, så vokser der de fineste blomster ud af den smerte – det synes jeg virkelig, du kan være både stolt og glad over. Kærlig hilsen Renée