Brev til Renée: Jeg må ikke se mit barnebarn

Kære Renée Jeg skriver til dig om et dilemma, som jeg tror, andre end jeg og min familie havner i. Hvad gør man som familie/farmor, når éns søn får et barn med en kvinde, hvor vi/jeg har store problemer med at få lov til at se barnet? Min søn har fået et barn med en kvinde, som han kun har haft sex med en enkelt gang efter en bytur. Et par måneder efter modtag han et brev, hvor hun fortalte, at han skulle være far til hendes barn. Hun var meget reel og gav ham muligheden for enten at vedkende eller frasige sig faderskabet, det var op til ham! Min søn valgte at stå ved det, der var sket, og han ville gerne være far for sit barn, selv om han og moren til barnet ikke skulle være sammen. De aftalte at lære hinanden at kende, nu hvor de skulle være forældre sammen, og vi mødte også kvinden, som var rigtig sød. I starten havde min søn lov til at komme på besøg hos sit barn en dag om ugen, men så blev det ændret til hver anden uge. Status er nu, at jeg og resten af familien kun kan se barnet, når min søn tager barnet med ud at gå en tur, hvor vi så kan opholde os i nærheden og gå med. Det gør det noget vanskeligt for os at have kontinuerlig og tæt kontakt til barnet, da det kun kan lade sig gøre, hvis det er godt vejr. Det betyder, at der kan gå tre til fire måneder imellem, at jeg eller andre fra vores familie ser barnet. Jeg vil dog gerne præcisere, at det vigtigste for mig er, at min søn ser sit barn, og at barnet har det godt. Kvinden og min søn havde, inden barnet blev født, talt om, hvordan min søn skulle have mulighed for at have barnet hjemme hos selv, når barnet var klar til det omkring étårsalderen. Det er desværre ikke blevet sådan. Nu står jeg her på sidelinjen som farmor uden rettigheder og uden mulighed for at have ret meget kontakt med mit barnebarn, og det gør mig uendelig trist. Hvad kan jeg gøre? Med venlig hilsen fra en trist farmor LÆS OGSÅ: Forholdet til min datter gør mig ulykkelig Kære triste farmor Der findes mange bedsteforældre, der ikke har kontakt til deres børnebørn, og som er dybt ulykkelige over det. I de fleste tilfælde sker det som følge af en skilsmisse, hvor bedsteforældrene efter mange år pludselig fryses ude. Ofte er det svigerdøtre, der er blevet bitre efter skilsmissen og lader deres bitterhed gå ud over eksmandens forældre. Dit tilfælde er anderledes, da din søn jo aldrig har været kæreste med barnets mor, men det gør det hverken mindre vigtigt eller mindre ulykkeligt. Der findes en forening, De Nye Bedsteforældre, som du kan tage kontakt til. Det er en græsrodsbevægelse, der arbejder for at styrke forholdet mellem børnebørn og bedsteforældre, og måske kan de give dig råd om, hvordan du kan få en bedre kontakt med din søns mor – og dermed med dit barnebarn? Den mulighed, du har, tænker jeg ligger i at blive gode venner med moren til barnet – og få hende overbevist om, at det vil være godt for hendes barn at se sin farmor. Hvis jeg var dig, ville jeg skrive til barnets mor. Forsøge at appellere til hendes moderfølelser og måske endda tilbyde dig selv som barnepasser eller tilbyde din hjælp i alle mulige og umulige situationer. Moren er jo alene om at tage sig af barnet, og du ved ikke, hvordan hendes relation til hendes egen familie er – det kan jo være, hun har brug for ekstra hjælp, men bare ikke har været i stand til at etablere den slags kontakt til din søn? Men før du skriver til moren, synes jeg, du skal tale med din søn om det. Fortæl ham, at du gerne vil forsøge at tage sagen i egen hånd, og hør, om det er okay for ham? Jeg tænker også, at moren jo har været ret samarbejdsvillig førhen, men lige nu er barnet ikke ret gammelt, og når man selv er mor, kan man godt huske, hvordan det er at stå med så lille et barn. Man bliver nærmest overbeskyttende, mens de er helt små, og synes ikke, de tåler ret meget – og i al fald ikke kontakt med mange mennesker, de ikke kender godt. Den overbeskyttende måde at være på forsvinder mere og mere, jo ældre børnene bliver, så det tænker jeg også kan være en fordel for dig. Tiden arbejder for dig, og i al fald kan det give dig håb om, at det ikke altid vil være sådan, som det er nu. Jeg foreslår, at du i brevet fortæller barnets mor, at du forstår, at barnet lige nu er så lille, at det er svært for det at undvære sin mor, men at du håber på, at du kan få lov til at være en del af deres liv, når barnet bliver større. Skriv, at du ønsker det bedste for dit barnebarn, fortæl om alle de følelser, du har, og fortæl hende, at du vil gøre meget for at få lov til at være en del af barnets liv. Skriv også, at du håber, at hun en dag vil ringe, hvis hun skal i biografen eller på kursus, og at hvis hun gør, så står du klar. Husk altid at have respekt for, at hun er barnets mor, og at det er hende, der bestemmer. Jeg tror, de fleste mødre ville blive glad for sådan et brev, og jeg tænker, at du med tiden, hvis du er kærlig, respektfuld og omsorgsfuld i din tilgang, vil kunne få lov til at se dit barnebarn. Det håber jeg, for jeg er sikker på, det er i barnets interesse at lære sine bedsteforældre på sin fars side at kende. Kærlig hilsen Renée Cand. psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Du kan finde tidligere svar og klummer fra Renée her. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet, eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.