Brev til Renée: Kan man leve uden at føle sig elsket?

Kære Renée Jeg har skrevet til dig tidligere, og jeg satte stor pris på det svar, du gav mig dengang. Nu har jeg brug for din hjælp igen. Siden sidst er forholdet til den mand, der var i mit liv, slut. Jeg afsluttede det, men fortrød. Vi genoptog kontakten, dog kun på SMS, men så afsluttede han. Sådan bliver det, og det er også til det bedste. Jeg kunne mærke, at jeg ikke længere kunne være i et forhold, hvor hunden i huset fik flere kærtegn og søde ord end mig. Jeg blev aldrig mødt med ord som ”jeg savner dig”, eller ”hvor er det dejligt at se dig”. Jeg fik ingenting. Men der er et spørgsmål, som plager mig. Hvordan skal man leve det ene år efter det andet uden kærlighed? KAN man overhovedet det? Efter mange års arbejde med mig selv hos en psykolog ved jeg godt, at det nok er min fars kærlighed, jeg søger – og den kan jeg ikke finde som voksen. Heller ikke selv om jeg møder en kærlig mand. Jeg tænker tit: Hvordan gør andre kvinder? Hvordan overlever de uden en sød og kærlig partner? Jeg er blevet meget bedre til at gøre gode ting for mig selv, købe en koncertbillet eller læse en god bog, men mit problem er nok, at jeg aldrig har følt mig rigtigt elsket. Det betyder, at jeg i voksenlivet ikke har fået det fundament, som giver følelsen af at være god nok. Jeg vil ikke lyde dramatisk, men den manglende kærlighed får mig somme tider til at overveje, om jeg har lyst til at blive ved med at leve. Men det er nok en gammel følelse, der sidder i mig – allerede som 5-årig sagde jeg til min mormor, at jeg ikke ville leve mere. Dengang vidste jeg ikke, hvor følelsen kom fra, men nu tror jeg helt sikkert, at jeg har følt mig uelsket som barn. Tror du, at jeg bare skal finde fred med mit liv som single og forlige mig med, at det er mit lod? Mange kærlige hilsener En, der bare ikke føler sig elsket

LÆS OGSÅ: Hvordan finder jeg en god veninde Kære dig, der ikke føler dig elsket Det er et stort spørgsmål, du stiller, og hvis jeg havde en krystalkugle, ville jeg kunne svare på det. Svaret findes nemlig kun ude i fremtiden, og den kender ingen, hverken du eller jeg. Om der findes én til lige nøjagtig til dig derude, som du vil møde en dag, er et stort spørgsmål. Jeg kan sige til dig, at jeg tror på, at han findes – især fordi du ønsker det, og fordi du leder efter ham. Der er selvfølgelig mange mennesker, som forbliver singler hele deres liv. Både dem, der vælger det bevidst, og dem, der ikke ønskede, at det blev sådan. Sådan er livet jo også. Jeg tror, at du skal stoppe med at tænke i absolutter. Altså at du enten finder en kæreste nu eller aldrig. Det giver ikke så meget mening at stille det op på den måde, når man tænker på, hvor organisk en størrelse livet er. Ingen kan vide, hvad der sker, eller hvor du er om fem år. Der kan komme den berømte curveball, som ændrer alt på et sekund, om en time eller allerede i morgen. Måske er du om tre år emigreret til Australien og bor alene på en gård i bushen. Eller måske kommer du ud for en bilulykke og møder verdens dejligste fysioterapeut til genoptræning, som du bliver kærester med. Det, du kan forholde dig til uden at skulle spå, er lige nu, dette øjeblik, i dag. Lige nu kan du forsøge at være her og rumme de følelser, der fylder lige nu. De følelser har selvfølgelig en historie, og med din bagage handler det om at føle dig uelsket som barn. Der er ingen tvivl om, at vi bærer på vores barndomsfølelser hele livet igennem, men det betyder ikke, at vi behøver at tro på det, som måske engang var sandt, resten af vores liv. Med det mener jeg, at du kan ændre den opmærksomhed, du giver dine triste tanker. Du er blevet god til at gøre gode ting for dig selv, men så længe du er single, kan du ikke slippe følelsen af ikke at være elsket. Måske skal du acceptere, at den følelse bor i dig. At det er et livsvilkår for dig at bære på den, men at du selv kan bestemme, hvor meget opmærksomhed du giver den. Følelsen har nok brug for konkurrence fra følelsen af, at du rent faktisk er værd at elske. Derfor kunne det være et mål for dig, at du dagligt skal bruge tid på at tænke på alt det, du kan lide ved dig selv, alt det, du er stolt over og har opnået. Jeg ved, at det hurtigt kommer til at lyde nemt, og det er det overhovedet ikke. Samtidig ved jeg også, at når noget er meget smerteligt, så fylder det enormt meget inde i os. Man kan ikke altid få det smertelige til at gå væk, så derfor bliver løsningen at lære at leve med det og finde ro i andre tanker. Hvis du i dag bruger 80 procent af din tid på at tænke på, hvor meget du savner en kæreste, kunne et delmål være kun at bruge 50 procent af dagen på de tanker. Hvis det kunne lade sig gøre, vil du sandsynligvis opleve det som en stor lettelse. Jeg håber, at det giver mening, og jeg sender dig det varmeste kram, som jeg håber kan være med til at fortælle, at du er værd at elske, for det er vi alle sammen. Kærlig hilsen Renée Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere