Selvudvikling
25. oktober 2016

Brev til Renée: Min datter lider af angst

En mor er dybt fortvivlet over sin 22-årige datter der lider af angst og søger råd hos Renée - læs hvad Renée råder den fortvivlede mor til
Af: Renée Toft Simonsen
https://imgix.femina.dk/media/article/1637-renee-1.jpg
Hej Renée Jeg er dybt fortvivlet! Min datter på 22 år stoppede for tre år siden med ALT: Arbejde, sport, kærester, omgang med anden familie end mig (hun beholdt dog kontakten til to nære veninder). Hun blev pludselig angst for alt og kunne slet ikke overskue livet. Vi opsøgte på egen hånd først psykologer, da hun i første omgang ikke kunne få hjælp andre steder. Ingen kunne hjælpe hende, for hun var ”smuk, køn, har humor og skal bare i gang med en uddannelse”. Hun startede i et specialforløb på hg, men det gik helt galt. Hun kunne ikke komme af sted, da hun var angst for at køre med bl.a. bus, for at være lukket inde og for at være blandt mange mennesker. Hun begyndte også at få det fysisk dårligt – meget træt, energiforladt, frøs eller svedte, blev svimmel, rystede og havde ondt i hovedet og maven. Tiden gik, og hun blev til sidst tildelt kontanthjælp/uddannelseshjælp og en mentor, som skulle støtte hende. Det blev dog aldrig rigtig til noget, da denne mentors mening var: ”Hvis vi ikke hører fra hende, må hun være o.k.”. Vores datter gik både til terapi alene og i en gruppe, men da hverken det eller psykologhjælpen hjalp, bad vi om en henvisning til samtale på psykiatrisk afdeling. Efter en del afslag fra lægen lykkedes det endelig. Forløbet er nu afsluttet, hun er blevet udredt og har ADD og svær socialangst! I korte perioder har hun det godt (max fire-fem dage på en måned), og her forsøger hun at leve livet med de redskaber, hun har, selv om det er vanskeligt for hende. Hun har prøvet at være i praktik, men måtte opgive. Sagsbehandleren har bedt hende starte i voksenundervisning på 8. klasses niveau, og nu er min datter helt ude af den. Hun er tidligere blevet testet og har ikke evner til uddannelse eller krævende arbejde, men det er der ingen, der vil lytte til. Nu venter vi blot på endnu et nederlag, som kan gøre hende endnu mere dårlig. Jeg vil så gerne gøre noget, men ved ikke hvad? Jeg møder ofte en datter, der har opgivet livet, og som af og til beder mig give en god grund til, at hun skal være her. Med venlig hilsen ”bare” mor LÆS OGSÅ: Forfatteren, der kom fri af angst Kære ”bare” mor Hvor må det bare være tungt at se sit barn have så store vanskeligheder. En ung pige, der burde favne livet foran sig med åbne arme, men som i stedet spørger, hvorfor hun overhovedet er her. Angst æder sjæle op! Den kan endda føles som en alien, der har besat éns krop, og som langsomt bare fortærer livsglæden for til sidst at udradere alt andet end sig selv – den ubestemmelige frygt, der styrer hele éns væsen. Du spørger, hvad du kan gøre som mor til en pige med stor angst. Først og fremmest kan du være der for hende og elske hende, nøjagtig sådan som hun er. Og så kan du være hendes sikkerhedsnet, når der er konkrete ting, f.eks. som at tage bussen, der skal klares. Du kan med andre ord være en tro væbner, når hun skal ud og udfordre monsteret – når hun skal eksponere, som man kalder det inden for den kognitive terapi. Og det, at du er der, kan faktisk være lige nøjagtig det, der gør, at hun får mod på at tage udfordringen/eksponeringen op. Du kan ikke tage kampen for hende, det siger sig selv, men du kan være en fast støtte. Jeg kan høre, at hun har lang vej hjem, og at hun allerede har prøvet rigtig meget, og det kan selvfølgelig være med til at give hende en følelse af håbløshed – men hun skal aldrig give op, og slet ikke over for angsten. For nogle stopper angsten helt, for andre holder den aldrig op, men de fleste finder måder at være i verden på, som gør, at de kan holde ud at være her – og det tror jeg også nok, din datter skal finde. Hun er stadig meget ung og har ikke kendt angsten så længe, og jeg tror på, at hun med årene vil finde veje at gå, hvor den ikke er til stede i så høj grad som lige nu. Der findes mange forskellige måder at have angst på. Nogle er angst for helt konkrete ting som at tage bussen, og dermed er de ”kun” angste, når de skal det, de er bange for. Andre lider derimod af mere generaliseret angst og kan derfor ikke forudsige, hvornår angsten overhovedet kommer, hvilket kan være virkelig invaliderende. Du skriver mest om, at din datter ikke kan klare at gå den vej, de fleste unge mennesker går i forhold til skole. Så det kan måske være din opgave lige nu at hjælpe hende med at sige, at den vej skal hun heller ikke – ikke lige nu i hvert fald. Hun skal finde sin egen vej, hvor den så end er. Og hvis den bare handler om at finde fred en time eller to om dagen, så er det det, det handler om. Har hun angst hele dagen, eller er det kun i bestemte situationer? Og hvis det er, hvordan ville det så være for hende, hvis hun blev fritaget fuldstændig for de situationer, der gør hende bange? Bare for en stund, så hun kan finde ro, finde ind til sig selv og få modet til at leve igen. Du skriver, at I lige nu bare venter på endnu et nederlag – men det synes jeg faktisk ikke, I skal! Hvorfor ikke kæmpe for, at hun ikke skal begynde i den klasse? Der må være noget, en pige på 22 kan lave, andet end gå i skole? Kan hun måske begynde på en planteskole, komme ud i skoven og tæt på naturen, måske blive skovhugger eller lignende? Være et sted, hvor der ikke er mange mennesker, og hvor hun kan arbejde uden at få stillet krav om at skulle sidde på skolebænken? Kan hun måske gå i gang med noget kreativt? Noget, der ikke behøver at føre til noget, men som ”bare” skal gøre hende godt tilpas? Jeg tror, I skal tænke kreativt, og at du skal spørge ind til, hvad hun kan forestille sig at bruge dagene på, som måske kan bringe hende lidt fred i sjælen. Lige nu kan hun ikke gå den gængse vej, og det kan du hjælpe hende med at tale med sin sagsbehandler om. Jeg tror ikke, det handler om at tvinge din datter ud i alt muligt, hun ikke tør, men derimod om at lokke hende frem med netop de ting, hun tør. Kærlig hilsen Renée Cand. psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Du finde tidligere svar og klummer fra Renée her. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet, eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.

Læs mere om:

Læs også