Brev til Renée: Min eksmand svigter vores døtre

Kære Renée Jeg blev skilt for næsten fire år siden, efter at jeg i flere år havde været syg med depressioner, flere indlæggelser, elektrochokbehandling og alverdens medicin uden effekt. Jeg følte, at min familie var den eneste grund til at holde mig i live. Jeg havde lagt alt ansvar over på min eksmand, og jeg havde bare givet op. Det kan jeg nu se efterfølgende, selv om jeg dengang gjorde alt, hvad der stod i min magt for at være en god kone og mor. Derfor forstod jeg godt, at min mand gik fra mig, og jeg har ikke været vred på ham over det. Til gengæld har jeg været meget vred over hans svigt af vores piger. Min eksmand og jeg var sammen i over 25 år. Vi havde gennemlevet mange op- og nedture, bl.a. at vi ikke kunne få børn. Efter ni år fik vi vores første adoptivbarn og to år efter det næste. Og ingen kunne være mere ønskede end de to. Det var den yngste, der fandt ud af, at hendes far var utro, da hun lånte hans telefon. Selvfølgelig var det hårdt, men jeg fandt hurtigt et andet sted at bo. Den ældste var allerede flyttet hjemmefra, og den yngste valgte at bo på skift en uge hos os hver. Vi lovede pigerne, at det skulle blive en ”god” skilsmisse, og at vi altid ville kunne snakke med hinanden. Alt gik også nogenlunde, indtil min eksmand flyttede sammen med sin nye kæreste. Da blev det umuligt for os at snakke sammen, pga. den nye kærestes jalousi. Den yngste ville heller ikke bo hos sin far mere, for hun følte ikke, der var plads til hende. Pigernes forhold til deres far blev værre og værre. De følte sig fuldstændig valgt fra. Og lige pludselig stod jeg med hele ansvaret for to piger, der var meget ulykkelige og vrede på os begge. Jeg synes helt ærligt, at jeg har prøvet at være meget loyal i forhold til pigernes far og hans kæreste. Den ældste fik konstateret adhd, men begge piger har nu fået en studentereksamen, selv om det virkelig har krævet blod, sved og tårer. Deres far har ikke på nogen måde deltaget i deres kamp for at få en studenterhue, og fordi hans kæreste er så jaloux, må jeg nu kun kontakte ham på arbejdet. Jeg bliver bare så ked af, at vi ikke kan opføre os som voksne mennesker, men så for nylig fortalte min eksmand mig, hvor svært det er med hans kærestes jalousi, og det var en lettelse at høre. Pigerne og han ses i dag lidt oftere, men som regel alene. Jeg ved også, at min eksmands kæreste til en vis grad havde grund til jalousi, for det tog mig lang tid at komme over ham. Men alle de gange jeg oplevede, at han svigtede pigerne, gjorde, at jeg mistede respekten for ham. I dag føler jeg, at jeg har fået et godt liv. Jeg kan ærligt sige, at jeg i de sidste tre år ikke på nogen måde har ønsket hverken at ”eje” eller have ham. Det, jeg stadig frygter, er, om min eksmand vil svigte pigerne totalt igen, hvis han overhovedet kan svigte dem mere, end han allerede har gjort. Jeg er bange for, at de ikke kan klare det igen. Men mit spørgsmål er: Hvordan kan jeg støtte pigerne bedst? Jeg kan jo ikke ændre på den måde, de modtages på i deres fars hjem. Mange hilsner og tak for din gode brevkasse fra en anonym kvinde LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Jeg vælger altid de forkerte mænd Kære anonyme kvinde Mens jeg læste dit lange brev, tænkte jeg på, at mit svar til dig skulle handle om, hvor vigtigt det er for dig, at du trækker dig hjem til dig selv og opgiver tanken om at kunne styre noget som helst i din eksmands nye hjem. For selvfølgelig kan du ikke styre, hvad der sker dér, og med den kone, han har fundet, er det jo helt umuligt overhovedet at have en ordentlig dialog. Hendes jalousi er ødelæggende for din eksmands forhold til sine døtre, det er der ingen tvivl om, men det er bare ikke noget, du kan gøre noget ved, desværre! Det er ham, der svigter sine piger, og ham, der ikke får taget det opgør med sin nye kone, som han burde, og det er pigerne, der lider under det – men du har faktisk overhovedet ingen plads i det drama. At det så er dig, der skal samle dem op, er så den lod, du må bære som deres mor, og det er selvfølgelig hårdt. Men så læste jeg heldigvis din allersidste sætning, hvor du skriver, at du godt véd, du ikke kan ændre på den måde, de modtages på i deres fars hjem, og det er bare så fint, at dit spørgsmål går fremadrettet på, hvordan du kan støtte dine piger i forholdet til deres far. Det bedste, du kan gøre, er at lytte til dem. Være opmærksom og nærværende, når de fortæller, uden at du tager noget af det, der sker, på dig – og at du altså rummer, at det er, som det er for dem. Rummer den sorg, der er deres, uden at du bliver fortvivlet over det. Hav tillid til, at det er to stærke piger, du har opdraget, og at de selvfølgelig nok skal klare sig igennem – også selv om deres far ikke er der for dem. Du skriver f.eks., at du ikke tror, de kan klare det, hvis deres far svigter dem igen – og her tror jeg faktisk, din støtte kan være at tro på dem og på, at de selvfølgelig kan klare det. Måske svigter deres far igen, det er sandsynligt med den kone, han har fået, og det er det, dine piger skal lære at klare. Det er den kamp, de skal tage med ham. På et eller andet tidspunkt bliver de så voksne, at de måske endda kan sige fra over for at blive behandlet som nogen, der er på tålt ophold, når de er på besøg hos ham. Ja, måske vælger de ligefrem ikke at komme på besøg i en periode. Nogle gange skal børn tage store opgør med deres forældre, ikke kun for at få et bedre forhold til dem, men for at blive afklaret indeni i forhold til, hvor meget smerte de kan/vil holde til. Når den tid kommer, hvis den kommer, kan du støtte dem ved at rådgive dem til at være tro mod sig selv og mod det, de mærker. Og så tror jeg også, du kan støtte dem ved at erkende de svigt, du selv har været med til grundet din sygdom, som jeg også kan høre, du allerede gør. I den forbindelse kan du støtte dem ved ikke at have skyldfølelse. Du blev syg, og det kan du på ingen måde gøre for – ja, det har været hårdt, både for dig og for dem, men det blev jeres vilkår, og heldigvis har du det langt bedre nu. Så fortæl dem, og ikke mindst vis dem, at både de og du er stærke, og at selv om livet byder på hårde tider, selv om man får ar, så overlever man. Arrene må gerne være der, for de er en del af det at leve. Kærlig hilsen Renée Cand. psysch. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til FEMINA, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges eller ej. Meget mere Renée Du kan finde tidligere svar og klummer fra Renée her. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også FEMINA på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet, eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.