Brev til Renée: Min familie har valgt mig fra

Kære Renée

For 10 år blev jeg skilt på grund af psykisk og fysisk vold og efter flere år med manipulation af mine forældre og søskende, som min eksmand kontaktede, når vi diskuterede og skændtes.

Det betød, at de bakkede ham op. Jeg bad dem om at afvise ham, hvilket de nægtede.

Da jeg valgte skilsmisse, forsøgte min søster at få mig indlagt på psykiatrisk, fordi hun mente, jeg var psykisk syg, selv om læger og psykologer sagde, at jeg var rask.

For at finde ro blev jeg nødt til at bryde med mine forældre. De kunne ikke holde ud, at jeg var ked af det.

De kunne heller ikke forstå, at jeg ville skilles.

Jeg havde længe forsøgt at få hans og min familie til at hjælpe min eksmand, men ingen ville se den mulighed.

Han havde manipuleret alle til at tro, at jeg var den syge. Da jeg røg i konflikt med mine forældre, brød min søster øjeblikkeligt med mig.

Ved konfliktens start ophørte kontakten med resten af familien også.

Dem, jeg talte med, forlangte, at mine forældre skulle vælge mellem os. Få ville ikke vælge og blev derfor lagt for had af mine forældre.

Jeg er i dag 42 år og har min datter på 12 med min eksmand. Ingen i familien vil mig. De har valgt at blande sig i min skilsmisse uden at interessere sig for min version.

Jeg er skuffet og såret. Det mener jeg er rimeligt. Mine forældre vil have, at jeg skal se fremad og glemme de sidste 10 år. Jeg synes, det er et urimeligt krav.

Det var mit liv, der var i krise, og dem, der svigtede, da jeg havde mest brug for dem.

Alt det her har også påvirket mine øvrige relationer. Jeg har svært ved at have tillid til folk. Jeg har gode venner, veninder og et job, hvor jeg tjener godt, og min datter trives.

Alligevel fylder det med familien meget. Det er et tabu for mig, og jeg har haft tendens til at påtage mig ”forkert”-rollen.

Det har medført mange sorger. Jeg kan ikke se nogen vej ud af situationen.

Jeg er så frustreret over det hele, at jeg har skrevet et brev og bedt dem fortælle mig, hvad der retfærdiggør deres opførsel – men uden held.

Jeg ved, at det er dem, der er galt på den, men det er mig, der sidder alene med en masse ubesvarede spørgsmål. Hvordan kommer jeg igennem til dem?

Mvh. den seje kæmper

Kære seje kæmper

Det lyder sindssygt, når man læser din historie.

At blive udelukket fra hele din egen familie, fordi du lader dig skille fra din mand, som både er psykisk og fysisk voldelig over for dig.

Det lyder faktisk uforståeligt, hvis jeg skal være ærlig. Hvad der gør, at din far og mor slet ikke vil lytte til dig, forstår jeg ikke.

Det skriver du intet om – ud over at din eksmand har fordrejet sandheden og manipuleret dem til at være sådan over for dig.

Det er den del, der lyder sindssyg, for hvorfor ville et forældrepar vælge at tro på en eksmand frem for deres egen datter?

Når det er sagt, virker det også meget mærkeligt, at dine forældre ikke vil have, at andre i familien taler med dig.

At de får alle til at lukke dig ude. Jeg bliver nødt til at sige, at jeg – ud fra dit brev – simpelthen ikke forstår, hvordan konflikten er blevet så stor, som den er.

Det er nok også det, der rider dig som en mare, at det hele er så mærkeligt og uforståeligt. Du føler dig uretfærdigt behandlet, og du føler, at du har skullet gennemgå megen smerte, fordi din familie har reageret, som den har.

Så selv om det er mange år siden, er en forsoning stadig meget vanskelig, fordi I står i hver jeres lejr, og ingen af jer synes at ville give slip på at ”kende sandheden”.

Du spørger mig nu, hvordan du skal komme igennem til dine forældre, fordi du ønsker at få svar på, hvordan de dog kunne udelukke dig fra familien. Men jeg tænker ikke, at det er hovedmotivet for at søge kontakt til dem. Jeg tænker, at det er, som du selv skriver, fordi du stadig søger deres kærlighed og anerkendelse. Og det er naturligt, at du gør det. Der bor en inde i dig, som føler sig så godt og grundigt svigtet, og hun er så dybt trist og ked af det, at hun kan være svær at være sammen med, fordi hun konstant søger at få den kærlighed, hun er blevet nægtet. Men du er en stædig rad, du giver ikke op, du VIL have den kærlighed, koste, hvad det koste må.

Nu har konflikten varet i 10 år, og dine forældre har ikke ændret standpunkt. De har ikke gjort ansats til at sige undskyld eller anerkende din sandhed.

Derfor tænker jeg, at hvis du stadig vil have kærligheden fra dem, så er du nok nødt til at give afkald på, at de skal forstå dig.

Du vil være nødt til at give slip på alt gammelt nag og give slip på at få en undskyldning. Du skriver selv, at det er urimeligt at forlange af dig og din datter.

Men det er det, de forlanger. Så enten går du med på det, eller også må du give slip på forsoningen og komme videre med dit liv alene.

Det lyder hårdt, men du har hængt fast i, at dine forældre skal forstå dig, i 10 år, og det vil de ikke. Så er der ikke så meget andet at gøre end at give slip – enten på forsoningen eller på ønsket om forståelse.

Spørgsmålet til dig selv kunne være, hvor længe den her konflikt skal have lov til at styre og fylde dit liv? Det lyder dog, som om du faktisk har et godt liv og passer godt på dig selv.

Jeg har lyst til at sige til dig, at hvis du på ingen måde kan give slip på at få forståelse og forsoning, så er det faktisk muligt for dig at give dig selv det, som dine forældre ikke kan eller vil give dig.

Det handler om at få en indre fornemmelse og tryghed i, at din sandhed er din, og at den er lige så god som deres, også selv om de ikke ser det sådan.

Og altså finde ud af, hvordan du kommer til at hvile i, at du er god nok, som du er, og at du gjorde det rigtige for 10 år siden.

Hvis du på nogen måde kan begynde at få det integreret i dit hjerte, vil behovet for mors og fars accept måske svinde bare en smule ind?

Kærlig hilsen Renée