Selvudvikling
18. august 2020

Brev til Renée: Min kæreste vil gerne være mere ”alene”. Hvordan når jeg ind til ham?

"Han har ikke villet snakke om det eller svaret på mine beskeder siden. Jeg har forsøgt med forståelse og indsigt, men jeg ved ikke, hvor vi står, eller hvordan jeg kommer ind til ham." Læs ugens brev til Renée her.
Af: Renée Toft Simonsen. Runolfur Gudbjørnsson
Brev til Renée

Hej Renée

Jeg mødte min kæreste for seks måneder siden, og alt var kvalmende lyserødt fra start. Jeg er 35, har været single i fem år og haft dårlige oplevelser med det modsatte køn. Han er 41, fraskilt og har tre skønne piger.

Alt har været så nemt – både at møde hans børn og ekskonen, som er virkelig rare og imødekommende. Han ville ret hurtigt have et barn og flytte sammen. Det er ikke sket, fordi jeg gerne vil vente.

Han fortalte tidligt i forholdet, at han i perioder har behov for at være alene, og det var vigtigt, at jeg ikke ville tage det personligt, når han trak stikket. Det er sket én gang, og jeg kunne sådan set godt være i det.

Nu er vi her igen i en lidt hårdere udgave. De sidste måneder har været hårde for ham arbejdsmæssigt. Det er gået fint, når vi har set hinanden, men de dage, vi ikke har set hinanden, har han været svær at komme i kontakt med, og han har trukket sig mere og mere.

Så fik jeg en besked fra ham om, at han havde svært ved at dele sine børn med mig, at han havde mere og mere lyst til at være alene, og at han derfor havde svært ved at have en kæreste, der krævede opmærksomhed.

Han har ikke villet snakke om det eller svaret på mine beskeder siden. Jeg har forsøgt med forståelse og indsigt, men jeg ved ikke, hvor vi står, eller hvordan jeg kommer ind til ham.

Han har haft ro fra mig i 14 dage. Jeg har lavet en deadline for mig selv, at jeg må kontakte ham om en uge. Men er det en god idé? Hvordan griber jeg det an og lokker ham ud af hulen, så vi kan få talt om det her.

Kærlig hilsen, S

Kære S

Det lyder som et lidt kompliceret forhold. Din kæreste har skrevet en sms til dig, hvor han, efter min opfattelse, nærmest slår op med dig?

Sådan opfatter du det tydeligvis ikke. Jeg må også erkende, at det er en meget mystisk og kujonagtig måde at slå op på, hvis det altså er det, han gør. Især når man tænker på, at han er en voksen mand på 41 med tre børn.

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Min kæreste bruger min som skraldespand?

Han er ikke vendt tilbage på dine henvendelser, hvilket virker ret aparte på mig, hvis I har et forhold. Du har ikke henvendt dig yderligere, hvad end din grund er. Jeg tænker, at en grund er, at du inderst inde kan mærke, at der er noget galt, og at du frygter konsekvensen af at lytte til din intuition.

Jeg læser hans kommunikation, som at han ikke ønsker at være i forholdet længere, og det vil betyde, at du står over for en afvisning, hvilket er så uendelig smertefuldt. Ikke mindst når man er forelsket og ønsker, at forholdet skal vare ved.

Som jeg læser, er du vild med ham og overvejer endda at få børn med ham. Når man er fyldt med så dejlige følelser, hvordan når man så frem til, at disse følelser ikke har rod i virkeligheden længere? Det er så sårende og frygteligt på alle tænkelige måder.

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Skal jeg flytte sammen med min eksmand og prøve igen?

Hvis han ikke ønsker at stoppe jeres forhold, vil jeg sige, at du har fundet en kæreste, der er lidt særlig, og det i sig selv kan også være vanskeligt. Det er altid i orden at tage tid til sig selv alene. Mange har svært ved at lytte til det behov, så på det punkt er din kæreste ret dygtig. Skulle du have behov for at være alene, vil han sikkert være meget forstående.

Jeg vil dog mene, at selv om man har behov for at være alene, så skulle det være muligt, at man i løbet af 14 dage kunne kommunikere lidt på sms.

Din kæreste efterlader dig et usikkert sted, og jeg tænker, at hvis I fortsat skal være kærester, er det muligt at lave aftaler om kommunikation – også selv om han vil være alene. Et kærlighedsforhold handler om at tage hensyn til hinanden. Det gælder begge veje, så du ikke bliver så usikker, at du er nødt til at skrive til mig.

Hvis din kæreste ikke ønsker at imødekomme dine ønsker, skal du overveje, om det i det hele taget er sådan én, du skal være sammen med og have børn med.

Du spørger, om du kan kontakte ham nu. JA, selvfølgelig kan du det – og det synes jeg, du skal. Du skal ikke være usikker. Det er ødelæggende for dit velvære og din selvtillid. Grib telefonen, og sig, at du vil have klarhed.

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Jeg er ved at gå fra min mand. Er det dumt?

Sig, at hvis han ønsker et forhold, må han som det mindste være med til at gøre dig så tryg, at du ved, der er et forhold. At du ønsker at respektere hans alene-behov, men ikke så det får dig til at tvivle på forholdets eksistens.

Lige nu går du som katten om den varme grød, stop med det. Måske har jeg slet ikke ret, måske elsker han dig højt og planlægger et langt og kærligt liv sammen med dig. Det trænger du til at finde ud af – så træk vejret dybt ned i maven, og ring til ham allerede i dag.

Kærlig hilsen, Renée

SKRIV TIL RENÉE

renee@femina.dk

MEGET MERE RENÉE

Her kan du finde tidligere svar fra Renée

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også