Selvudvikling
12. juni 2018

Brev til Renée: Min mand tænder på, at jeg har sex med andre mænd. Det gør jeg bare ikke

Min mand tænder utrolig meget på cuckold/hotwife-idéen. Jeg har ikke de ønsker og vil bare gerne have et helt almindeligt sexliv med nærvær og kærlighed. Læs ugens brev til Renée her
Af: Renée Toft Simonsen
sorgen

Hej Renée

Min mand og jeg har været sammen i 15 år og har tre dejlige børn sammen. Vores sexliv har været en stor udfordring i mange år.

Ved mit yngste barns fødsel for otte år siden fik jeg en fødselsskade, der indebærer, at jeg er blevet for stor forneden.

Det er ikke noget, der kan opereres. Min mand er gennemsnitligt udrustet.

Det medfører, at der skal ekstra meget arbejde og tid til, for at vi begge får noget ud af sex.

En quicky er ingen mulighed, hvilket ellers kan være dejligt i et travlt familieliv.

Men det stopper ikke dér: Min mand tænder utrolig meget på cuckold/hotwife-idéen (seksuel leg, hvor manden tænder på at se sin kone være sammen med andre mænd, red.).

Han har i årevis forsøgt at skubbe, presse og lokke mig med til det.

Han mener, at jeg altid har kendt til hans tendenser, hvilket jeg slet ikke er enig med. Jeg har ikke de ønsker og vil bare gerne have et helt almindeligt sexliv med nærvær og kærlighed.

Jeg vil gerne tage fantasien med i vores sexliv, men jeg vil ikke være hotwife.

Han vil ikke rigtig gå på kompromis og sender mig ofte billeder og kontaktoplysninger på fyre (såkaldte bulls), som han har været i kontakt med.

Han skubber mig væk og straffer mig nærmest ved ikke at give nærhed, kærlighed eller opmærksomhed, når vi har drøftet emnet.

Jeg har en enkelt gang ladet mig presse til, at vi sammen tog hjem til en fyr efter en fest. Jeg var fuld, og det var en forfærdelig oplevelse, som sad i mig meget længe.

Jeg følte mig klam og brugt, og jeg vil ikke være med til det igen.

Jeg har været tæt på at opgive vores parforhold mange gange, da jeg ofte er usikker på, om vi kan være tilfredse, som det er nu.

Skal vi gå fra hinanden? Kan vi finde en mellemvej?

Hvis vi går fra hinanden, er mine muligheder for at møde en ny mand i fremtiden begrænsede, da min fødselsskade vil være en stor forhindring.

Jeg er 39 år og ked af et parforhold med lange perioder uden sex og nærvær. Vi elsker stadig hinanden og har ellers et godt familieliv.

Jeg vil gå langt, for at vi kan holde sammen, men jeg ved ikke, om det er muligt. Jeg føler ikke, jeg kan tale med mine veninder om det, da det er meget personligt. Derfor skriver jeg til dig med håb om et råd.

Bedste hilsner fra hjerter dame

Kære hjerter dame

Det er et alvorligt problem, du har, og derfor fylder det ganske forståeligt en del.

Der er mange måder at få noget ud af sex på, hvor orgasme ikke er målet.

Orgasmen eller udløsningen er selvfølgelig det, vi alle længes efter, når vi har sex, men når man har et problem som dit, så kunne det være konstruktivt at anskue sex bredere.

Nemlig som en måde at være sammen på, hvor man er i fysisk kontakt, nærværende, kærlige og omsorgsfulde, og nusser med hinanden.

Det væsentligste er, at I er sammen og fysisk tætte – det kan være lige så vigtigt og fint for et ægteskab, som det er at knalde og få udløsning.

Den blide måde at være sammen på tager også tid, og jeg ved godt, det passer dårligt ind i en hverdag med børn og arbejde, men jeg tror på, at den tid, vi aktivt og bevidst bruger sammen med hinanden i ægteskabet, er virkelig godt givet ud i forhold til det følelsesmæssige bånd, der skal holde os sammen i mange år.

Det andet problem er sværere: Din mand har lyst til, at I skal hive en tredjepart ind i jeres soveværelse – en tyr – eller bull, som du kalder det.

Skal I gå fra hinanden, eller kan I finde en mellemvej? Hvordan skal man finde en mellemvej, hvor du står?

Du HAR prøvet at være sammen med en tredjepart, og du kunne slet ikke lide det.

Du følte dig brugt og klam bagefter, så hvad tænker du? Kunne du forestille dig at gøre det igen for at tilfredsstille din mand?

Hvis ikke, så er der tilbage, at I ser det sammen på internettet, eller at din mand får frihed til at gå ud og være sammen med en anden kvinde og mand.

Spørgsmålet er, om du har lyst til det første eller kunne leve med det andet?

Som jeg læser dine ord, har jeg på fornemmelsen, at det, der tiltaler dig, er blød og nærværende sex – det modsatte af pornoficeret sex.

Du bliver såret over, at han har lyst til at dele dig med andre.

Det forstår jeg virkelig godt, og desværre har jeg ingen idé om, hvorfor hans lyster er, som de er. Jeg kan ikke forestille mig, hvad der får en mand til at have lyst til den slags.

Men det siger nok mere om mig og min seksualitet, end det siger om din mand.

Jeg har derfor spurgt nogle mænd om, hvad de tænker. Hvorfor vil en mand dele sin kone og se hende blive knaldet af en anden mand? Svarene, jeg fik, var: Han har homoseksuelle tendenser. Han er biseksuel. Han elsker hende ikke nok eller rigtigt. Han har ikke ordentlig respekt for hende.

Jeg ved ikke, om noget af det passer på din mand. Mænd er lige så forskellige som kvinder, og havde jeg spurgt nogle andre end dem, jeg spurgte, havde jeg sikkert fået nogle andre svar.

Men det, som virkelig slog mig, var, at din mand véd, du ikke har lyst til det her, alligevel vil han presse dig til at gøre det, fordi HAN tænder på det.

I mine øjne vil ingen part i et ægteskab have lyst til, at den anden part gør noget, han/hun ikke har lyst til, og som han/hun oplever som noget decideret klamt, og som får én til at føle sig brugt.

For mig er det ikke kærligt at presse nogen til at gøre noget, de ikke bryder sig om. Så enkelt er det faktisk. Og ja, din mand har trang til den slags sex, han har fantasier.

Det er der ikke noget som helst galt i. Men jeg synes, det er galt, at han ønsker – og endda presser dig til – at deltage i noget, der er dig så meget imod.

Jeg ved faktisk ikke, om det handler om sex eller magt, men det handler i hvert fald ikke om kærlighed.

Kærlig hilsen Renée

Skriv til Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.

Meget mere Renée

Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

Læs mere om:

Læs også