Brev til Renée: Min mand vil ikke kysse, medmindre det leder til sex

Kære Renée

Min mand og jeg har været sammen i 22 år, og jeg elsker ham over alt på jorden, men fra starten af vores forhold har jeg manglet ømhed, kærtegn, romantik, hengivenhed og bekræftelse, både verbalt og fysisk.

Han bryder sig ikke om at holde i hånd, kærtegn, kys eller ”nus”, medmindre det leder direkte til sex.

Jeg har ofte spurgt ind til, hvorfor han ikke ville holde om mig, danse med mig, og jeg har fortalt ham, hvor ked af det jeg bliver, når jeg mærker hans modvilje.

Hver gang er svaret, at ”sådan er jeg bare”.

Jeg føler, det er pinligt at bringe det på bane gang på gang, da jeg ikke mener, det skulle være nødvendigt at skulle bede ham om kærtegn. Det burde være noget, han slet ikke kunne lade være med.

Han siger, at han elsker mig højt, og jeg tror ham faktisk. Han bakker mig op i livets andre henseender og er god, sjov, gavmild, udadvendt.

Vi elsker at rejse sammen, vi har mange skønne venner og skændes aldrig. Alt i alt et dejligt liv, men det ændrer ikke, at jeg føler mig følelsesmæssigt forsømt.

Jeg fortæller ham tit, hvor meget jeg elsker ham, hvor lækker han er, hvilken dejlig far han er.

Jeg ved, at man ikke kan få alt, og jeg synes, min mand repræsenterer så mange dejlige sider, som jeg har prioriteret, så jeg er bevidst om, at han er mit eget valg, og jeg ønsker at blive gammel med ham.

I mellemtiden drømmer jeg kun om, at han vil knuge min hånd i sin, stryge mig over kinden, kigge mig i øjnene, trække mig ind til sig og holde mig tæt.

Jeg ville ønske, han indimellem ville sige: ”Du ser dejlig ud”, i stedet for: ”I lige måde”, når jeg giver ham komplimenter. Men jeg er sgu nok bare en håbløs romantiker. Hvad tror du?

Hilsen Den længselsfulde kone

Kære længselsfulde kone

Tusind tak for et fint brev, hvor du på den ene side beskriver et dejligt og rart, venligt og fint ægteskab og på samme tid en kvinde, der længes sindssygt efter kærtegn og tegn på kærlighed, og som i mange år har ”ladet sig nøje”.

Jeg læser også om en kvinde, der, selv om hun har ladet sig nøje, alligevel har været lykkelig – en kvinde, der er meget taknemmelig for det ægteskab, hun fik, for den venlige, gavmilde, sjove og rare mand, hun har – og så ved jeg ikke helt, om det er at lade sig nøje?

Du spørger, om du bare er en håbløs romantiker? Til det vil jeg sige klart: NEJ, det synes jeg absolut ikke, du er.

Du længes bare efter det, som de fleste af os længes efter: Tæthed, nærhed, fysisk kærlighed og samhørighed, som også opstår ud af den fysiske kærlighed. Ikke at man ikke kan føle sig elsket uden det fysiske, det kan man godt, men det er bare vanskeligere.

Jeg tænker, du har valgt at leve sådan, som du har gjort, af en grund.

Måske kommer du fra en urolig familie selv, måske har du trængt enormt til den tryghed, jeg kan høre, din mand har repræsenteret i dit liv?

Måske er du meget genert? Måske har du tænkt, at det ikke betød så meget, og så har behovet alligevel trængt sig på, som årene er gået?

Uanset hvorfor du har valgt din mand, vel vidende, at det var sådan, han var, lyder det ikke, som om du på nogen måde fortryder dit valg eller har tanker om at vælge om. Så jeg tænker, du er dér, hvor du skal være, og at det er godt nok, sådan som det er.

Men jeg tænker også, at man aldrig skal give op, og din længsel findes og presser sig på derinde.

Din mand elsker dig, og du elsker ham – det må være muligt for jer at gøre noget for at få et mere aktivt sexliv og være mere fysisk kærlige i hverdagen.

Jeg synes derfor, du skal vise din mand det brev, du har skrevet til mig, og det svar, jeg skriver her. Så synes jeg, du skal være så åben og sårbar, som du aldrig har været før. At det ikke burde være sådan, at man er nødt til at bede sin elskede om kærtegn – jamen sådan er det hos jer.

Du skal tage mod til dig, fortælle ham ALT, hver eneste lille følelse, hvert eneste lille ønske, alle dine længsler og alle dine savn.

Du skal finde det rette sted og det rette tidspunkt, og så skal du bede ham sidde stille og lytte ... fortæl ham, at han skal gå med til en professionel parterapeut, som skal hjælpe jer til at finde ud af at vise den kærlighed, I allerede har til hinanden.

Det er muligt, han vil gøre, som han plejer og forsøge at feje dig af, men denne gang giver du ikke op. Ugen efter gør du det samme igen, du beder ham lytte, du fortæller ham, du har brug for, at han fortæller dig det samme. At du har brug for fysisk nærhed, at du længes efter at vide, at han elsker dig, også fysisk.

Jeg tror, du er nødt til at være mere pågående, og du er nødt til at bede ham om at slippe dovenskaben og gøre en indsats. Han skal selvfølgelig ikke overskride sine egne grænser, men han kan måske godt gøre mere, end han gør lige nu, uden at miste sin integritet.

Kærlig hilsen Renée

Skriv til Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du får svar. Kun afsendere af breve, der bringes i bladet, modtager svar.

Meget mere Renée

Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.