Brev til Renée: Min søn har Asperger, og min familie vil ikke hjælpe mig

Kære Renée

Jeg har en søn på 17, som går på gymnasiet. Han har Asperger og har det rigtig svært med det sociale. Han har meget svært ved at komme ud ad døren om morgenen, dels fordi han bekymrer sig om de interaktioner, han skal have i løbet af dagen, og dels fordi han stresser over, at bussen ikke kommer til tiden og så videre. Hans fravær er skyhøjt, og han læner sig op ad en depression.

Det gør en stor forskel, når han kan blive kørt i skole, så han får en god og stille start fra morgenstunden. Vi er som familie i forvejen hårdt prøvet med megen sygdom, og overskuddet er i bund. Det ved resten af vores familie godt, men spørger sjældent ind til det. Det har jeg lært at acceptere, men jeg har nu taget mig mod til faktisk at bede om hjælp. Min brors søn, min søns fætter, går på samme gymnasium og kører i bil derhen hver dag. Han er en af de smarte og populære drenge, der har det let, ligesom min brors families største livskriser har været at beslutte, hvor de skulle tage hen på deres fire ugers sommerferie. Jeg har forklaret, at det ville være en stor hjælp, hvis min søn må komme med i bilen, hvor der er plads, om morgenen. Svaret på denne bøn var et klart nej. Det gad han ikke lige.

Min mor vil ikke blande sig, og det forstår jeg på den ene side godt. Det handler om børn og børnebørn på hver side. Samtidig er jeg skuffet og ked af, at hun ikke træder i karakter. Kan jeg tillade mig at forvente hjælp, når jeg beder om den, og de samtidig kender vores situation. Eller skal jeg prøve at acceptere, at deres værdier og prioriteringer er meget anderledes end mine?

Kærlig hilsen

Den Forventningsfulde

Kære Forventningsfulde

Ja, du kan godt tillade dig at forvente hjælp fra din familie. Spørgsmålet er, om de vil give dig den hjælp, du har brug for? Her har du fået et klart svar: Det vil de ikke.

Nu kender jeg jo ikke din brors situation. Derfor er det svært at vurdere, hvor stor en indsats det vil være for ham at yde den hjælp, du ønsker. Jeg kan dog læse i dit brev, at du har et fastlåst billede af din bror og hans familie, som handler om, at de ingen store problemer har. Da jeg læste det, tænkte jeg to ting: Den ene var, at den holdning kunne skinne igennem i jeres forhold, og måske var det noget, din bror er blevet ked af?

Den anden ting er, at den holdning også vidner om, at du på en eller anden måde sætter dig selv i en offerposition i forhold til din bror. Du oplever, at dit liv er meget hårdere end hans. Det er muligt, at det er rigtigt, fordi du har en søn med store udfordringer. Du ser, at din søn har det hårdt med sit handicap, og du ønsker mere end noget andet at hjælpe ham. Du kan bare ikke lige se dig ud af det, så du rækker ud, men får ikke det, du ønsker, og det skaber en vrede i dig. Livet ER uretfærdigt, sådan er det bare.

Din families lod blev at få en søn med Asperger og tendens til depression. Din bror har ikke haft den slags udfordringer endnu – jeg tror ikke, at nogen mennesker går fri for udfordringer i deres liv. Vi ved ikke, hvilken slags vi får, eller hvornår de kommer anstigende, men tro mig, alle møder dem på et eller andet tidspunkt. Og det bedste, vi kan gøre, er at møde dem så venligt og kærligt som muligt og virkelig forsøge ikke at blive vred og bitter. Og ja, det er svært og en kunst – men vi er nødt til at forsøge.

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Hvordan slipper jeg min angst?

Derfor synes jeg, du skal tage fat i kommunen og høre, hvad der er af muligheder for at få hjælp til jeres familie. Din søn har Asperger, og han har svært ved at komme i skole. Det bør de tage alvorligt. Måske er det muligt, at han kan blive hentet af en taxa hver dag? Måske er det også muligt, han kan komme i en gruppe med andre unge, der har de samme slags udfordringer? Jeg tænker også, du kunne have brug for at tale med en psykolog eller for at komme i en forældregruppe, hvor der er andre, der har børn, der ligner din søn, hvor du kan dele dine erfaringer og møde den forståelse, du længes efter. Jeg synes også, du skal kontakte Sind, som er landsforeningen for psykisk sundhed. De har rådgivning til pårørende, og de har netværksgrupper over hele landet. De vil kunne rådgive dig i forhold til, hvilken hjælp du kan søge, og hvad du har krav på til din søn.

I det hele taget vil de kunne rådgive dig om kurser og lade dig komme til foredrag om psykiske udfordringer, som måske ville kunne hjælpe både dig og din søn? At have et barn med et handicap er ikke kun en udfordring i forhold til den ”daglige drift”, men også fordi man følelsesmæssigt har brug for at bearbejde den sorg, der også kan være knyttet til netop det og ikke mindst til den proces, det kan være at acceptere de vilkår, man fik.

Kærlig hilsen Renée

SKRIV TIL RENÉE
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

MEGET MERE RENÉE
Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

LYT TIL RENÉE
I podcasten ”Brev til Renée” kan du møde Renée, der svarer på spørgsmål om følelser og parforhold fra jer derude. Lyt med her