Brev til Renée: Min veninde taler kun om sig selv
Kære Renée
Jeg skriver til dig, da jeg gerne vil have dine øjne på den situation, jeg står i. Kort fortalt drejer det sig om mit venskab med min veninde Jette. Vi har kendt hinanden siden 1997, hvor hun blev kærester med min gode kammerat. Vi er meget forskellige af type, men det tror jeg er sundt for forholdet. Pia er den tredje veninde i vores trekløver. Vi har hyggelige pigeaftener, hvor vi spiser sammen en gang om måneden, tager til motionsløb, i sommerhus, osv.
Desværre har Jette ændret sig mere og mere med årene. Jeg, som er tæt på hende, kan se, at hun minder om sin mor, som hun har store problemer med. Det virker ikke til, at Jette selv kan se, at hun har ændret sig, og jeg synes ofte, hun taler ned til mig, ligesom det tit sker, at hun ikke svarer på beskeder. Andre gange er det hele, som det bør være. Vores venskab har altid været sådan, at det er Jette, der fortæller om sit liv og sine problemer, selv spørger hun aldrig ind til mig og mit liv. Jeg kan fortælle om det, men hun følger ikke op på det. Alt handler om hende, og det er desværre blevet værre de seneste år.
Det har Pia også oplevet, og hun har fået nok og afsluttet deres venskab. Jeg vil virkelig gerne beholde dem begge, og jeg har meldt ærligt ud til dem, at jeg forholder mig neutralt i forhold til deres skænderier, og at de selv må løse det, der evt. skal løses. Nu er Jette så begyndt at bruge Pias og mit forhold som en trussel. Hvis jeg spørger ind til noget, kan hun sige: ”Du går jo ikke med sladder …”. Og det gør jeg heller ikke. Jeg har brug for at høre dit råd.
Hilsen en trist veninde
LÆS OGSÅ:
Min bedste veninde har ikke længere tid til migKære triste veninde
Der er flere problemstillinger i dit brev. Hvis man koger det ned, så tænker jeg, det kan handle om følelsen af ikke at være noget værd, måske følelsen af ikke at få omsorg og kærlighed af din veninde. Du elsker hende, men samtidig er du ikke tilfreds med hende, da hun ikke evner at sætte sig ud over sig selv og være interesseret i andres liv. Det er selvfølgelig også et problem, for hvordan forholder man sig til en veninde, der helst kun taler om sig selv, og som på samme tid ikke forstår den frustration, det afstedkommer hos dig? Ét er sikkert: Du kan ikke ændre hende, det kan kun hun selv gøre, og for at der skal ske en ændring hos hende, er hun nødt til at erkende, at den ændring er nødvendig. Det virker ikke til, at hun er lige på nippet til at nå til den erkendelse, ud fra de ting, du skriver.
Derfor tænker jeg, at din mulighed for at ændre noget som helst i jeres relation ligger hos dig selv. At ændre sine egne mønstre er tudesvært og kompliceret, det ved enhver, der har prøvet. Vi har nemlig tendens til at gentage os selv, selv om vi har oplevet, at noget ikke virker. I dit tilfælde kunne jeg tænke, at du er meget langmodig, forstået på den måde, at du fortæller, at du i årevis har lyttet, men ikke er blevet hørt selv. Hvorfor mon du har holdt fast i relationen i så mange år, når nu du ikke selv får det, du higer efter, nemlig også at blive set? Det kan der være mange grunde til, men det, du selv kan gøre, er at reflektere videre og dybere over det spørgsmål: Hvorfor er jeg villig til at opgive mig selv for at være tæt på hende?
Mit råd til dig er, at du fremover forsøger at handle ud fra det, du mærker inde i dig. Det vil sige, at når din veninde kommer med en harsk bemærkning, som ”du går jo ikke med sladder”, så kan du kigge hende direkte i øjnene og sige: ”Nej, det gør jeg ikke”, og mene det og vide, at det er sandt. Derudover kan du sige til hende, at du faktisk ikke gider blive angrebet på den måde, og du kan bede hende stoppe sit angreb. Hvis hun ikke vil det, så kan du gå.
Jeg ved, det lyder hårdt, og hvis du vælger så direkte en tilgang, så er risikoen, at du mister hendes venskab, sådan vil det altid være, når man forlanger noget af nogen. Din veninde virker ikke til at være særlig omsorgsfuld over for dig, og hun har heller ingen erkendelse af, at hun fylder det meste, så hvad skulle få jeres forhold til at ændre sig, hvis ikke du vælger at være den, der ændrer det? Jeg forestiller mig ud fra dit brev, at det kan være grænseoverskridende for dig at skulle være den, der siger, hvad du gerne vil have, og den, som siger, hvad du ikke vil have, og måske også at være sådan en, der sætter grænser, når du egentlig helst bare vil have det hyggeligt og ikke været indblandet i andres konflikter? Det er heller ikke sådan, at du nu pludselig skal styrte af sted og være stejl og hård og kun ville have det, som du vil have det. Men måske er tiden kommet til, at du får det en lille smule sådan, som du synes, det skal være?
Kærlig hilsen RenéeSkriv til Rrenée
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til
. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun afsenderne af de breve, der bringes i bladet, får svar.
Meget mere RenéeHer kan du finde tidligere svar fra Renée
. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.
