Brev til Renée: Skal jeg forlade min mand, der altid arbejder over?
Kære Renée
Jeg skriver dette brev i håb om et råd. Jeg har snart været gift med min mand i to år og bor i hans hus med min otteårige datter, som jeg har fra et tidligere forhold, og vores fælles datter på halvandet år. Jeg er ved at blive udredt til fleksjob, så jeg arbejder kun 12 timer om ugen, og min mand har fast arbejde som smed. Jeg føler ikke, at min mand prioriterer os herhjemme, da han vælger at arbejde over hver eneste dag. Hvis han en sjælden gang ikke arbejder over, tager han til fodbold, som han går rigtig meget op i. Pigerne når knap at se ham 1-2 timer om dagen, og jeg har flere gange sagt, at jeg har brug for, at han er mere hjemme hos os og hjælper herhjemme. Til det svarer han bare, at han ikke kan sidde hjemme, at vores forhold ingen vegne kommer, at han gerne vil skilles, og at jeg bare kan skride, hvis jeg vil.
Jeg føler lidt, jeg står med alt herhjemme. Rengøring, mad og børn. Det gør, at jeg ikke har tid til noget socialt, da han næsten aldrig er hjemme til at tage pigerne. Ofte tager han i byen og lover at komme hjem mellem kl. 24 og 02, men kommer så alligevel hjem kl. fem-seks stykker om morgenen, og hele næste dag bliver så brugt på at sove rusen ud, og jeg står igen med alt herhjemme. Når han står op, og jeg spørger, hvordan aftenen har været, lukker han helt af, og der går flere timer, måske dage, inden han kommer og undskylder og siger, at det ikke vil ske igen. Men det gør det altså – hver eneste gang. Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op, da jeg føler, det går ud over vores piger. Det tærer på min energi. Jeg håber, du kan komme med et godt råd.
Hilsen en kvinde i tvivl
LÆS OGSÅ:
Min mand er ligeglad med altKære kvinde i tvivl
Det lyder som et hårdt sted at være. Ikke kun fordi du er i tvivl om, hvorvidt du skal gå fra din mand, men fordi du har en følelse af ikke at blive prioriteret. Sådan som du beskriver din mand, virker du meget alene, og på samme tid lader det til, at din mand ikke tager dine følelser alvorligt. Ud over det er hans respons til dig, når du siger, at du ikke kan holde det ud, at du bare kan skride. Og så er det, jeg tænker: Hvorfor mon den kvinde ikke er gået fra den mand endnu? Du skriver, at du ønsker, han skal hjælpe dig derhjemme med mad, rengøring og børn, og et eller andet sted er der bare så meget forkert i den sætning. Hvad betyder det, at han skal hjælpe dig? Hvorfor skal han hjælpe og ikke være medansvarlig? Som jeg forstår familielivet, er det noget, man er fælles om at få til at fungere, ikke noget, den ene er ansvarlig for, og som den anden indimellem giver en hjælpende hånd med.
Du er i udredning lige nu for at få et fleksjob, og din mand er den, der går på arbejde og således tjener de fleste penge til familien. Det betyder, at du er mere hjemme hos børnene, og at du hovedsagelig er ansvarlig for huset. De otte timer han er væk, har du måske tid til at købe ind og ordne vasketøj, hente og bringe unger, man kunne sige, at det var dit arbejde. Man kunne sige, at når din mand kommer hjem, burde resten af dagen være et fælles projekt. At din mand så ikke har forstået, at det er sådan, familien bør hænge sammen, er tydeligt. Jeg forstår virkelig godt, at det gør dig ked af det. Jeg kan ikke sige, om du skal blive eller gå, jeg kan kun udtrykke de tanker, jeg får, når jeg læser dit brev, og at jeg virkelig ikke synes, du skal finde dig i det.
Derfor tænker jeg, at du bliver nødt til at få ham til at forstå, at jeres forhold hænger i en tynd tråd, og det i sig selv virker til at være en stor opgave. Når du siger til din mand, at du vil skilles, og du så ikke gør alvor af det, så forstår han ikke, at du mener det. Derfor tænker jeg, at du finder ud af, hvilke muligheder du har for at gå fra din mand? Hvis du skulle gå fra ham, hvordan ville det så skulle gøres praktisk? Hvor skal du og dine børn bo? Er det realistisk, at I har mulighed for at gøre det, du ønsker? Hvem kan hjælpe dig med at gennemføre det? Hvad er dine økonomiske muligheder? Måske kan kommunen hjælpe dig med at finde en bolig?
Alle den slags overvejelser synes jeg, du skal gøre dig, og når du har regnet det hele ud, så synes jeg, du skal gå til din mand og fortælle – hvis det er det, du vælger – at du forlader ham, hvis der ikke sker noget. Og så fortæller du ham hvordan. Hvis du vælger at lave en plan for at forlade ham, og fortæller ham, at det er det, du vil, så skal du være parat til at gøre det, ellers giver det ingen mening. Endnu en tom trussel om skilsmisse fører ikke til noget, det vidner dit brev og din mands manglende omsorg om. Alternativet er, at du intet gør, og at tingene fortsætter, som de er – og hvilken følelse skaber den tanke inde i dig?
Kærlig hilsen RenéeSkriv til Renée
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til
. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.
Meget mere RenéeHer kan du finde tidligere svar fra Renée
. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.
