Brev til Renée: Vores datter har fået tilbagefald i sin spiseforstyrrelse

Kære Renée,

Jeg er bekymret for min 21-årige datter. Hun er overvægtig med et BMI på 29,6 grundet overspisning. Vi adopterede hende, da hun var otte måneder, fra et børnehjem, hvor hun skulle kæmpe om maden.

Vi har forsøgt med diætist, personlig træner, kontrolvejninger, at motivere hende til at dyrke motion og psykologsamtaler. Hun har i perioder tabt sig lidt. Hendes far og jeg spiser generelt sundt og er bevidste om, hvad vi serverer og portionsstørrelserne. Jeg bruger meget tid på løbetræning og har forsøgt at motivere hende til at deltage, men det har snarere haft modsatte effekt.

Hun har netop afsluttet et højskoleophold med fokus på kostændring, selvindsigt og motion. Hun har tabt sig lidt, kom i god form og fik større selvtillid.

Vi tror, at hun har fået tilbagefald, idet hun igen spiser usundt og overspiser i smug. Når vi konfronterer hende, bliver vi vrede, kede af det, og konflikterne optrappes. Vi har daglige skænderier, der ofte ender med, at hun tager ud med veninderne, hvor der bliver drukket alkohol, som det hører ungdommen til.

Hun har søgt ind på en mellemlang videregående uddannelse og søger samtidig arbejde, da hun ønsker at flytte hjemmefra. Jeg frygter, at det er kørt helt af sporet, idet jeg genkender hendes gamle mønstre.

Vores datter er sød, sjov, omsorgsfuld og socialt vellidt, men hun har brug for hjælp. Jeg ved, at hun er voksen og derfor selv ansvarlig, men det er svært at være vidne til, for vi vil gerne hjælpe vores datter, men ved simpelt hen ikke, hvordan vi kommer videre.

Kærlig hilsen, En bekymret mor

Kære bekymrede mor,

Jeg tror, mit råd ligger til slut i dit brev, og jeg tror, at du allerede kender det. Du skriver nemlig selv: ”Jeg forstår godt, at hun er voksen og derfor selv ansvarlig.” Det er dér, din udfordring ligger, for din datter er voksen og på vej hjemmefra, og din indflydelse på hendes liv herfra bliver begrænset.

Jeg tror ikke, der er meget, du ikke har fået sagt til hende om kostvaner og sundhed – det fornemmer jeg på dit brev og det liv, du lever. Det er ikke viden, din datter mangler, men personlig motivation og måske indre styrke til at gøre noget ved det, hvis hun altså også ønsker en livsstilsændring.

Renée om sønnens misbrug: Var jeg en fiasko, hvis vi ikke havde klaret den?

Du skriver, at det er svært for dig at være vidne til, og dét er dit problem, og ikke at hun overspiser – det er hendes problem. Men du skal, som alle forældre, være vidne til dit barns problemer. De kan variere i størrelse, ligesom den smerte, vi forældre oplever er knyttet til disse problemer. Alle børn får problemer i deres liv. Ingen går fri. Næsten alle forældre oplever en smerte knyttet til det faktum. Men det er et vilkår, man må acceptere, når man er forælder.

Hvordan vi tackler problemerne, er det interessante. Formår vi at være kærlige, selv om vores børn gør noget dumt? Formår vi at elske dem på trods af det, de ikke formår? Kan vi holde af det, de er, frem for det, vi drømte om, at de skulle være?

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Kokainen har taget magten over min søn

Hvad, hvis det er et problem, din datter altid vil have? Hvis hun aldrig kommer til at løbe og hellere vil være overvægtig end undvære ”glæden”, hun oplever ved at spise for meget? Kan du elske hende og tro på, at hun får et godt liv alligevel? Hvad, hvis hun aldrig finder styrken til at tabe sig og er ked af det? Vil du så være den, der får øje på alle hendes fejl, eller vil du hjælpe hende med at finde alle de ting, hun er god til?

Jeg tænker, at du kommer godt videre ved at give slip på at skulle videre. Forstået sådan, at I ikke skal videre, for det er ikke dit problem at komme videre med. Hvis din datter vil videre, så må hun gøre det.

Du har givet hende den viden og kærlighed, du kan, så du skal læne dig tilbage og knuselske hende, præcis som hun er: Sød, sjov, klog, omsorgsfuld, socialt vellidt og, ja, måske med et par kilo for meget på kroppen. At give slip er en afsindig svær og stor opgave for os mennesker. Der er mange temaer knyttet dertil, som er personlige og ofte kan handle om vores egen barndom, eller hvad andre tænker og siger om os.

Det er her, jeg tænker, du kan sætte ind. Slip din datter, og find ud af, hvorfor det er så vigtigt for dig, at hun taber sig. Har du altid haft det sådan, og hvad sker der med dig, når du løber? Elsker du det bare så meget, at du gerne vil dele det med din datter? Føler du dig afvist, fordi hun har andre fokusområder end dig? Er du skuffet over hende? Eller bange for at miste hende grundet overvægt? Begynd at arbejde med dig selv i stedet for din datter.

Kærlig hilsen, Renée

SKRIV TIL RENÈE

Cand.psych. Renée Toft Simonsengiver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.