Caroline Henderson: Det er gået op for mig, at livet har en udløbsdato
foto: Sif Meincke
Caroline Henderson er blandt andet kendt som den ene del af succesbandet Ray Dee Ohh, der har skrevet og sunget soundtracket til mange danskeres ungdom.
Og musikken fylder fortsat store dele af hendes liv - hun er albumaktuel og kan se tilbage på nogle hektiske år, hvor hun både har lavet en jazzplade, forestillingen på Østre Gasværk, »Jazz, Love & Henderson«, udgivet et bokssæt med mine seks seneste plader og en dvd. Hun har turneret rundt i landet, været en del af forestillingen »Love Songs« på Det Kongelige Teater, været en del af DRs julekalender »Julestjerner« og til sidst har hun været på en månedlang turné i Tyskland.
- Og så nåede jeg også at fylde 50, siger Caroline Henderson.
Caroline Henderson: Gud hvor tiden går hurtigt
Hvilke tanker har det vækket i dig at fylde 50?
- Det var nok første gang i mit liv, jeg faktisk forstod, at livet har en udløbsdato. Det hang overhovedet ikke sammen med nogen som helst form for ked-af-det-hed eller forfængelighed eller hvis-jeg-bare-havde-gjort-det-eller-det-anderledes-hed. Det handlede bare om det der helt store: »Gud, hvor går tiden hurtigt!«, siger Caroline Henderson i et stort interview i SØNDAG.
På trods af det halve århundrede, så ser Caroline Henderson stadig blændende godt ud. Under artiklen har vi samlet en masse skønne billeder af den skønne sangerinde
Et halvt århundrede - det er fandeme meget
Og i forhold til at fylde 40, så blev de 50 mere en øjenåbner i forhold til, at 50 faktisk er et halvt århundrede.
- Jeg tror, mange kvinder kender til, at når vi fylder 40, så føler vi os befriede, for så er vi som regel færdige med at føde og er kommet godt i gang med vores karriere, og vi ser stadig attraktive ud, og der er ikke længere nogen, der klapper os patroniserende på håret og siger: »Nåååh, lille du!«. Men med de 50 blev det så tydeligt, i hvert fald for mig: Du er ET HALVT ÅRHUNDREDE. Det er fandeme meget, konstaterer Caroline Henderson.
Men alderen er ikke kun et tal. Det er også tid, der har gjort noget ved Caroline Hendersons som person.
- Jeg synes afgjort, jeg er blevet et mere rummeligt menneske med årene. Jeg er blevet bedre til at favne både andre mennesker og mig selv. Og det er vel også en slags godhed, ikke, siger Caroline Henderson.