Catharina Collet er godsejerfrue og borgerlig feminist. Nu har hun gjort noget, "man" ikke gør i de kredse

Catharina Collet var engang med i en ”dameklub” for kvindelige medlemmer på store herregårde. Klubbens motto var: ”Den, der lever stille, lever godt”. Hun kan ikke have passet særlig godt i den klub. ”Kvinder i landadlen skriver ikke memoirer”, skriver hun i sin bog ”Giftmord, kærlighed og herregårdsliv”. Catharina gør.

Der løber en fin rød tråd i svenskfødte Catharinas liv. Helt tilbage fra familie­hemmeligheden Hedvig, Catharinas tip­oldemor, der slog sin hustrumishandlende mand ihjel med gift og kom til at sidde i fængsel til sine dages ende. Den røde tråd handler om kvindeliv, uretfærdighed, kvindelig usynlighed, maskulin overmagt og ligestillingskamp.

Med en tankevækkende række eksempler viser hun, hvordan diskrimination mod kvinder har foldet sig ud i hendes formødres liv og i hendes eget – som ansat, i organisationer i ind- og udland, i foreningsregi og faktisk også i hendes eget privatliv.

79-årige Catharina læser stadig New York Times hver eneste dag.

– Fordi der er mange interessante aspekter. Ikke mindst kvindepolitiske.

Catharinas memoirer er et sprudlende indblik i hendes usædvanlige livsrejse og familiehistorie. Og historien om hende er på sin vis en historie om et liv fra den ene yderlighed til de anden.

Fra de stærke socialdemokratiske rødder med en klasserejsende morfar, der voksede op som fiskerdreng i en lille svensk kystlandsby og blev minister i Sveriges første socialdemokratiske regering. Til ægteskabet med danske Bernt Johan Collet og livet på godset Lundbygaard på Sydsjælland.

I bogen skriver hun om sig selv: ”Jeg fødtes ind i et miljø med stærke socialdemokratiske rødder og landede ved et tilfælde i et stærkt konservativt overklassemiljø i Danmark. Det har hele livet føltes som et paradoks”.

Catharina, der har været erhvervspsykolog og har haft sin egen virksomhed, er i dag forkvinde for foreningen ”Kvinder & Sundhed”, der arbejder for at sprede viden om kvindesygdomme og øge kvinders ligestilling i arbejdslivet og samfundet. Og så er hun – med et ord, hun ikke selv bryder sig om – godsejerfrue.

Janteloven

På begge sider af den lange allé ned mod Lundbygaard vokser oceaner af juletræer. De sidste ni år har været ”dårlige” for juletræer, siger Catharina. Hidtil har rekorden ellers været syv. Hvis nogle tror, at man lever det fede dagdriverliv på Danmarks godser og herregårde, kan de godt tro om igen. Det er hårdt arbejde. Men nu er juletræspriserne på vej op igen.

– Nogle år er det en god idé at dyrke juletræer. Nogle år er det en mindre god idé. Vi har 2.000 tønder land, men forpagter også en del jord af andre mennesker. Vi producerer enorme mængder juletræer. 600.000-800.000, tror jeg. Men vi sælger nærmest ingen i Danmark, vi sælger til udlandet. Det giver jo cash til den danske statskasse.

Catharina åbner porten med remote­kontrollen, og dér ligger herregården, som har eksisteret siden middelalderen, engang blev ejet af Gøngehøvdingen, og hvor prins Joachim var landbrugselev i sin ungdom.

Den er utrolig smuk og minder om et Danmark, vi måske nogle gange bevidst eller ubevidst glemmer: De gamle fine familier, deres store, herskabelige huse og den nationalarvskultur, begge dele repræsenterer. Det er et samfundslag, hvor det er helt naturligt, at Catharina siger: ”Dronningen gav mig engang en gravhund”.

Det med glemsomheden er tveægget. For det kan godt være, at danskerne generelt ikke rigtig har den del af samfundet med i deres nutidsbillede. Men den landadelige del af Danmark holder sig også helst lidt for sig selv.

Lider vi af eliteangst?

- Ja. Det gør hele samfundet. Danskerne opfatter sig selv som meget lige. Man må endelig ikke være elitær. Men der er jo forskelle i landets samfundslag. Og vi er ikke alle gode til det samme, nogle er gode til at bygge huse, andre til at skrive bøger. Og vi er ikke født ens.

”Kvinder i landadlen skriver ikke memoirer”?

– Nej det gør de ikke. Det har jeg igennem årene også tænkt meget over, for i min opvækst i Sverige var jeg ikke vant til omgivelser og et liv som det her. Men jeg tror altså, at Janteloven har noget med det at gøre. Jeg ved det faktisk ikke, for jeg har en helt anden opdragelse. Sådan noget som det her eksisterede ikke. I min familie lå vores kapital herinde, siger Catharina og peger på sit hoved.

Hvorfor har du skrevet dine memoirer?

– Fordi jeg synes, der er sket så meget for kvinderne i den tid, jeg har levet. Der har været enorme fremskridt. Men … når jeg ser mig omkring, synes jeg alligevel, at en del kvinder stadig ikke rigtig har udnyttet mulighederne. At de ikke rigtigt har frigjort sig. Måske har de været bange, eller måske har der været for meget modstand?

– For mit eget vedkommende tror jeg, at min mor var et skræmmeeksempel for mig. Hun var meget velbegavet. Hun begyndte på en uddannelse til socialrådgiver i Sverige, men den dag, hun skulle op til eksamen, var også den dag, hun skulle giftes, så hun sagde til sin lærer, at den dag kunne hun altså ikke. Så sagde læreren: ”Jamen, det er altså den dag, vi har eksamen”. Min 24-årige mor svarede: ”Så kan det være lige meget”, og så gik hun. Hun valgte meget hårdt, at så ville hun blive hausfrau. Det fortrød hun hele livet.

Kærlighedslommer

Catharina havde en rodløs opvækst i den øvre middelklasse med evigt flytteri rundt i Sverige, fordi hendes far var karriere-bankmand i Svenske Handelsbanken. Og hendes forhold til hendes mor var svært.

Du beskriver din barndom som dysfunktionel?

– Ja. For det første havde mine forældre et meget dårligt ægteskab. Det blev ikke bedre af, at min lillebror fik den der skrækkelige sygdom, da han var fire år. Epilepsi. Og vi boede to år her, fem år der og tre år et andet sted, fordi min far blev sendt fra det ene sted i Sverige til det andet.

– Jeg skiftede skole hele tiden. Jeg skulle hele tiden have nye kammerater. Hver gang tabte jeg mine veninder og hele tilhørsforholdet til klassen, skolen, fritidsaktiviteter. Jeg havde en rodet barndom.

Og du havde ikke det bedste forhold til din mor?

– Nej. Hun var manipulerende. Jeg var ældste barn, og når der var ballade mellem mine forældre, og det var der tit, så blev jeg brugt som go-between. Min mor kunne være stille i dagevis. Silent treatment. Hun sagde ikke noget til min far, hun var sur. Hvis hun så alligevel ville sige noget til ham, blev jeg sendt af sted til ham med et spørgsmål, og så skulle jeg komme tilbage til hende med svaret. Det er at udnytte børn. Det er ikke fair.

– Men jeg havde faktisk nogle lommer af kærlighed og tillid hos mine bedsteforældre. Min franske bedstemor var meget kærlig. Hun og min mor kunne ikke særlig godt sammen, men det var praktisk, for jeg blev passet ret meget hos hende. Og min vidunderlige morfar var jeg også meget sammen med. Så jeg fik kærlighed og tillid. Men den opvækst betød, at jeg fik … en skal. Jeg ser folk an.

– Jeg tror, at sådan en barndom giver en lidt hård skal. Men det, at der faktisk var kærlighed, betyder, at jeg har fået tillid til livet, jeg tror på livet. Jeg tror, lommerne af kærlighed har reddet mig.

Du har følt dig lidt udenfor hele dit liv?

– … Den opvækst har i hvert fald gjort mig til et meget observerende og analytisk menneske.

Catharina fik samtidig et stort tab med sig:

– Min lillebror var altid syg. De prøvede med al mulig medicin, men dengang havde man ikke så god medicin mod epilepsi, og i dag mener man, at han fik kræft af den. Der var rigtig mange mænd med epilepsi, der døde af testikelkræft dengang. Det gør de ikke mere. Han var 26, da han døde, og han ville så gerne leve. Jeg tror, det er det værste, der er sket i mit liv.

Den charmerende dansker

Catharina troede først, hun skulle være journalist og kom ind på den nyetablerede Journalisthögskolan, søgte siden aspirantplads på avisen ”Arbetet” og fik som eneste kvinde en. Hendes far blev rasende: ”Vi havde ingen kontakt det næste halvandet år”.

På avisen blev hun mobbet på grund af sit køn. Som hendes daværende redaktionschef Harry Ekblom sagde på en konference og til citat dengang: ”Det er foruroligende, at der findes så mange kvindelige elever på journalisthøjskolerne. Jeg ansætter hellere en dårligere meriteret mand end en kvinde. Som ansvarlig for redaktionsledelsen kan jeg ikke ansætte en kvinde, som, jeg ved, om nogle år vil være handikappet af et barn.”

– Tænk at sige sådan noget! Der var en ældre, ugift kvinde uden børn ansat på avisen. Det eneste, hun lavede, var madopskrifter og strikkeopskrifter. Det var vel også sådan, det var for Lise Nørgård …

Catharina sansede tidligt de systemisk indbyggede uretfærdigheder over for kvinder. Men insisterede på at bruge sin intellektuelle kapital, selv om hendes far mente, at en kvindes plads var i hjemmet. Hun læste psykologi og sociologi på universitetet i Lund, da hun mødte Bernt Johan Collet.

– Jeg mødte den her meget charmerende dansker ...

Dér kommer du med dine socialdemokratiske rødder og møder Bernt Johan og skal ind i det landadelige liv i Danmark?

– Jamen, det vidste jeg jo ikke, for han læste på Handelshøjskolen dengang. Vi mødte hinanden i Lund hos en anden studerende, og jeg blev ikke inviteret hjem på Lundbygaard før efter seks måneder; han ville ikke præsentere mig før. Så vi var kærester i seks måneder, inden jeg rigtigt forstod, hvad han kom fra.

– Han fortalte mig intet om, at han skulle arve gården. Han havde en lille lejlighed på Pile Allé på Frederiksberg, der læste vi begge til eksamen. Det var vores lille helle.

Så Catharina opdagede først, hvad Bernt Johan havde med i bagagen, da hun kom ned på den allerførste jagt på Lundbygaard.

– Og det gik ikke godt. Der faldt jeg jo lidt igennem. Jeg skulle testes.

For der kom Catharina i sin fineste kjole – en lysegul kjole hun havde fået syet, da hun var brudepige til et bryllup – og hun var ret spændt på det hele.

– Vi stod i den store sal, også hans to yngre brødre, alle havde klædt om – mændene var i smoking. Det er ret fint, når man er 22 år. Så dér står alle med et glas champagne i hånden, da den ene af Bernt Johans brødre trækker mig ud på gulvet og vælter mig ned på ryggen. Altså han … skubber mig ned, så jeg falder, så kalder han på den anden bror, og så tager de fat i hver sit af mine ben og trækker mig rundt i den store sal. De går simpelthen rundt med mig på den måde … det var ikke en god introduktion …

Desuden: Catharina havde måttet acceptere, at herregården var Bernt Johans særeje, før de kunne blive gift.

Din far blev vred?

– Ja. Han syntes ikke, jeg skulle giftes med den fyr, der sagde sådan noget.

Hvad betød det krav for din selvopfattelse som kvinde?

– Jeg var selvfølgelig klar over, at hvis vi blev skilt, skulle jeg have et job. At det ikke nyttede at tro, at man kunne holde pause i 10 år og så komme tilbage på arbejdsmarkedet. Så det har nok holdt mig på arbejdsmarkedet. Og det var bare sådan fra begyndelsen.

– Bernt Johan gjorde det meget klart, for det havde hans far også sagt: ”Der bliver ikke noget ægteskab, hvis du ikke får lavet særeje”. Jeg vidste ikke engang, hvad særeje betød.

En uge efter brylluppet rejste de – med meget få penge på lommen – til USA, hvor Catharina byggede på sin uddannelse og blev erhvervspsykolog. De havde egentlig planlagt at blive i USA, men efter tre år blev Bernt Johan kaldt hjem til gården.

– Den uddannelse, jeg kom hjem med, var helt ny og groundbreaking. Fokusgrupper og interviews og analyser. Jeg havde det så sjovt, og tjente rigtig godt. Min svigermor sagde: ”Hvorfor arbejder du, det behøver du jo ikke?”. Hun var meget velhavende og vidste intet om økonomi. Da hun døde, havde hun aldrig selv betalt regninger eller skrevet sine egne breve. Hun troede, at Bernt Johan og jeg levede i sus og dus, fordi vi boede her. Det har vi aldrig gjort.

– Bernt Johan overtog godset uden egenkapital. Så jeg skulle tjene penge. Heldigvis. Jeg arbejdede meget om aftenen som erhvervspsykolog og sov længe om morgenen. Det, syntes alle på landet, var mærkeligt. Men da forvalterens kone, som også var bogholder, så min selvangivelse, kom der ligesom ro på ...

Sagen er vel, at Bernt Johan i de kredse måske hellere skulle have været gift med en af ”sine egne”.

Der var dem i Bernt Johans omgangskreds, der ikke gav jer mange år?

– Ja. Fordi jeg var så anderledes end dem, de andre giftede sig med.

Men Catharina var trods alt godt hjulpet af sin gode opdragelse hjemmefra.

– Da min mor var færdig med gymnasiet, blev hun – en socialdemokrats datter – sendt på finishing school for piger, hvor de skulle gå rundt med en bog på hovedet og skulle spise med en avis under hver arm klemt ind til kroppen. Det har jeg også lært, og ved du hvad – det har jeg også lært mine børn, ha ha ha. En af de første ting, min svigermor dengang sagde om mig til min mand, var, at jeg havde pæn bordskik.

Det hjalp?

– Ja, det gav et meget positivt indtryk. Servietten i skødet og at man ved, hvilket glas man skal tage til hvad. Det er vigtigt, så går man aldrig i panik. Man ved, hvad en østersgaffel skal bruges til. Eller en hummergaffel i hvert fald.

Rollemodeller

Igennem alle årene er det lykkedes Catharina både at passe og indrette Lundbygaard sideløbende med hendes travle og aktive arbejdsliv. Hun har pendlet mellem de to verdener. Tre nu voksne børn er det også blevet. Og et langt ægteskab.

Hvad har livet lært dig om kærlighed?

– Om kærlighed … det er, at man ikke skal være ligeglad. At man hele tiden skal være opmærksom på hinanden. Og at man skal gøre små ting for hinanden. Hele vejen. Det kan bare være at komme med en kop te.

Hvorfor har det holdt?

– Måske bare fordi vi elsker hinanden, ha ha. Jeg tror også, det har holdt, fordi vi intellektuelt er på samme niveau. Vi snakker meget om politik. Måske er det også, fordi jeg altid har bjæffet op. Han kan være skrap. Men det kan jeg altså også.

Kvinders ligestilling løber som rød tråd i din bog ...

– Vi er halvdelen af befolkningen. Og de kvinder, der gerne vil mere, burde få lov til det. På lige fod med mændene. Jeg synes også, at vi kvinder burde være sødere til at hjælpe og løfte de kommende generationer af kvinder. Hvem var min rollemodel? Jeg kunne ikke se en eneste.

– Min mor var en skuffet, bitter kvinde. Min svigermor havde opgivet sin karriere, hun var holdt totalt op med at arbejde, da hun kom hertil. Hvem skulle jeg spejle mig i? Jeg fik efterhånden nogle rollemodeller, men det tog lang tid.

Catharina siger, at hun altid bare har ønsket at være med, hvor tingene sker. Hvor forandringer til det bedre sættes i værk. Ikke mindst for kvinder.

– Jeg synes bare, der har været så meget uretfærdighed over for kvinder. Gå en tur rundt på kirkegårdene og kig på stenene, hvor der nogle gange står: ”Min trofaste hustru”. Altså, trofast hustru? Hvad betyder det? At hun har varmet hans tøfler og passet hans børn? Mens han har lavet, det han ville?

Hvad ser du i dag?

– At det i hvert fald er blevet bedre for kvinderne. De er måske ikke helt klar over, hvor meget bedre det er blevet. Men det er blevet bedre. Og så alligevel: Hvad angår bestyrelserne herhjemme, er kun en fjerdedel af medlemmerne kvinder. Det er meget bedre i Norge, Finland og Sverige. Og hvorfor det?

– Jeg tror, det har noget med lovgivningen herhjemme at gøre. Min mand er imod at lovgive om det. Men jeg tror altså, det er den manglende lovgivning, der gør, at det går så langsomt, siger Catharina, der har haft sin del gamle hanelefanter af slås med i bestyrelser og foreninger, hun har siddet i.

Befamlinger

Engang for længe siden, i 1962, vandt Catharina en skønhedskonkurrence som ”Malmøs smukkeste skolepige” og siden endnu en som ”Malmøs sødeste skolepige”. Hun fortæller om, hvordan piger dengang ”blev bedømt på deres udseende”. Og skriver, at hun i løbet af livet ”har fået min del af uønskede seksuelle befamlinger. Det var en del af det at vokse op som pige i 60’erne. Mange ældre mænd opfattede det som deres ret”. Og så siger hun:

– Jeg er så taknemmelig for metoo. Også for hvad det betyder for de yngre kvinder og piger i min egen familie. Meget taknemmelig.

Hun havner mentalt til en middag for år tilbage:

– De store godser har en forening, hvor de mødes en gang om måneden og snakker business. Da jeg som 35-årig skulle holde den middag første gang, havde vi ingen hjælp, så jeg skulle selv servere. Da jeg bøjer mig ned for at servere for en godsejer, stikker han hånden ind under min kjole og kniber mig så hårdt i låret. Jeg var ved at tabe det store sølvfad. Det, tror jeg ikke, ville foregå i dag, vel? Men ved du hvad? Jeg sagde ikke noget.

– I dag havde jeg givet ham en lussing, og det, tror jeg, at de unge kvinder i dag ville gøre. Men jeg sagde ikke noget, for jeg vidste, at jeg bare ville blive latterliggjort. Så min egen historie i bogen er også en udviklingshistorie om, hvordan kvinder igennem tiden ikke er blevet taget alvorligt – og trods alt bliver taget mere alvorligt i dag.

Nu er du formand for ”Kvinder & sundhed”, som også kæmper for kvinders rettigheder.

– Ja. Jeg overtog for fire år siden en forening, der var ved at gå nedenom og hjem. Den havde næsten ingen medlemmer og ingen penge. Nu har vi fire gange så mange medlemmer, det går fremad, og det er sjovt.

Du er 79?

– Ja, og jeg bliver ved. Så længe man har helbredet, har man på en eller anden måde også pligten. Selv om jeg er gammel, har jeg stadig evnerne til at arbejde, skulle jeg så ikke gøre det? Jeg mener, at jeg med mit ngo-arbejde laver noget for samfundet.

Catharina har også fået ridderkorset undervejs.

– Ja … jeg startede jo – der var jeg også eneste kvinde – den her kulturarvsforening fra nul og fik den banket op. Vi fik så meget omtale og så mange priser. Prins Henrik var præsident i foreningen, og han var en rigtig god og positiv frontfigur. Jeg rejste rundt med ham, og han fik et godt image, fordi det var seriøse ting, han kom ud og lavede.

Du har også mødt dronning Margrethe mange gange. I har arbejdet sammen til Susanne Heerings balletforestillinger i Næstved?

– Jamen, dronningen er da en inspiration. Hun er meget åben og meget vidende. Hun er også vittig. Hun kan virkelig fortælle nogle sjove vittigheder. Også svenske. Og hun kan mange svenske sange og taler perfekt svensk.

Kold balsal

Vi går en runde i godsets store, smukke rum og sale. I et af de store rum hænger en lysekrone fra Catharinas socialdemokratiske minister-morfars hjem. Det er et privilegie at være omgivet af bjergtagende skønhed, siger Catharina.

Det er mindre herligt at have stiftet bekendtskab med skimmelsvamp, men det er for dyrt at varme hele godset op om vinteren. I balsalen er der ikke engang radiatorer.

Det er et evigt og hundedyrt slid at holde de kæmpemæssige, fredede bygninger. Taget bliver utæt. Gamle rør ruster og laver vandskader. Og så er der lige 2.500 vinduesruder, der skal pudses. Men Lundbygaard er indiskutabelt smukt.

Det liv, du lever i dag, hvad er det for et liv?

– Vanvittig forkælet, ikke? Det føler jeg også selv, for det er det jo. Jeg elsker alt, hvad der er smukt, og her går jeg rundt i de her store, smukke, lyse omgivelser. Jeg synes selv, jeg har været heldig. Men jeg har også arbejdet hårdt. Der er ikke noget, der kommer af sig selv. Det findes ikke.

Skal du blive gammel her?

– Vores ene søn skal overtage driften på et eller andet tidspunkt, men min mand har besluttet, at han vil blive gammel her, han vil arbejde, til han falder af pinden.

– Jeg har mægtig længe ønsket at komme ind til København, for jeg vil gerne kunne gå på gallerier og kunstudstillinger og til koncerter, opera, teater og ballet. Det vil min mand ikke. Han er født her. Jeg tror, hans rødder er så dybe, at han ikke kan forestille sig at bo nogen andre steder. Jeg tror, han ville dø. Omgående. Så han har besluttet for os.

– Jeg har foreslået, at vi fik en lejlighed i København, men han sagde, ”Jeg kommer aldrig til at bo der, og jeg tror, du kommer til at være derinde hele tiden.” Og så ville det jo være slut med vores ægteskab. Så skulle jeg vælge det, og dét vil jeg ikke.

Hvis du skulle give et livsråd videre?

– Man skal ikke tro, man kan gøre alle tilfredse, og dem, man ikke kan gøre tilfredse, skal man ikke gå og ærgre sig over. Jeg er glad for dem, jeg kan gøre tilfreds. Og så er det bare ærgerligt, hvis nogle synes, at jeg er for meget eller råber for højt eller fører mig frem. Hvilket jo er noget af det værste, ikke?

Catharina har for længe siden forladt flinkeskolen.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 30/2024, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.