Cecilie Hother: "Tænk, hvis vi roste én gang, for hver gang vi kritiserede?"

Cecilie Hother åbner med lille Ellinor på armen og stråler i hele ansigtet på den måde, kun nybagte mødre gør.

”Hun sidder lige med i dag. Men hun er så nem, så det bliver ikke noget problem,” siger Cecilie og kigger hengivent på den lille trold: ”Gør det vel? Neeeej, det gør det ikke,” pludrer hun til Ellinor, der flækker i et kæmpe tandløst smil.

Vi bænker os ved det store køkkenbord over kaffe, gulerødder og hjemmelavede flødeboller. Mopsen Coco skal lige helt op i hovedet på mig og kysse goddag, før vi kan gå i gang – i det hele taget emmer hele atmosfæren i huset af hjemmegående hygge og kærlighed. Sådan et hjem, hvor man godt kunne smække benene op og blive hængende resten af dagen.

”Ja, jeg er primært mor lige nu, ingen tvivl om det,” smiler Cecilie Hother.

Læs også: Hella Joofs vigtigste leveregler om selvværd

Cecilie Hother har PCO

For hende er det nok den fornemste titel, man kan få, for det var slet ikke nogen selvfølge, at hun kunne blive gravid. Da Cecilie Hother var først i tyverne, fik hun konstateret sygdommen PCO – Polycystisk Ovariesyndrom, som er en hormonel forstyrrelse, der rammer 5 til 10 procent af kvinder i den fødedygtige alder.

”Én ting var at opdage det, men da min læge sendte mig videre til en gynækolog, var hun benhård og sagde, at jeg højst sandsynligt ikke ville kunne få børn ad naturlig vej. At jeg i hvert fald skulle have noget hjælp. ”Jeg kan lige så godt sige det til dig nu, så ved du det,” sagde hun. Og jeg tudede jo. Tudede og tudede og tudede. Og det affødte en masse spørgsmål i mit hoved: ”Er jeg så ikke en rigtig kvinde? Hvordan vil det påvirke mit selvværd? Hvad siger jeg til de kærester, jeg får? Vil de overhovedet være sammen med mig, når jeg ikke kan få børn? ALT var bare oppe at vende i hovedet på mig. Men da jeg havde slået mig selv oven i hovedet et stykke tid, blev jeg faktisk rigtigt glad, for den gynækolog havde sparet mig for mange frustrationer ved at sige det, som det var. Jeg var helt klar på præmissen: Hvis jeg valgte den naturlige vej, skulle jeg ikke gøre mig for store forhåbninger. Og når jeg skulle i gang med at have børn, ville det være en enormt bevidst beslutning,” fortæller Cecilie Hother.

Uønsket hårvækst og elevatorvægt

Da Cecilie Hother mødte sin kæreste, Thomas, gav de det to år. Hvis ikke det lykkedes ad naturlig vej, ville de få noget hjælp. Men det var der heldigvis ingen grund til: Cecilie blev gravid mod alle odds og havde en problemfri graviditet. Men hendes liv med PCO har absolut ikke været problemfrit, helt ufrivilligt har meget af det handlet om hendes udseende, fordi sygdommen også medfører andre gener som for eksempel uønsket hårvækst og elevatorvægt.

”Mit største problem har helt klart været den uønskede hårvækst. Det er jo okay at barbere sig under armene, på benene og i bikinilinjen, men hvis du begynder at barbere dig i ansigtet, ned langs navlen, på brystet eller endda på ryggen … så er du jo en mand! Hvis du som kvinde har den slags hårvækst, begynder du at dukke dig. Og man tænker over det konstant. ”Hvordan falder lyset? Kan man se mit overskæg nu?” Man bliver ekstremt sårbar, føler sig ukvindelig, og det påvirker ens selvværd enormt. Og det er ikke noget, man bare taler med sine veninder om på samme måde, som man taler om andre ting.”

Hvorfor ikke?

”Jeg ved det ikke rigtigt. Det er okay at tale om menstruationssmerter og sex og alt muligt andet, men uønsket hårvækst er ikke noget, man taler om. Heller ikke overvægt. Eller akne. Dette er tabuer, og det er det, fordi det rører ved alt det, vi ser som kvindeligt. Så vil man hellere tie, fordi man ikke har lyst til at være forkert. Man føler sig SÅ ukvindelig, og det påvirker ens selvværd enormt,” siger Cecilie Hother.

Hun har valgt at være åben omkring det i bevidstheden om, at hun ikke er alene og som offentligt ansigt kan gøre en forskel ved at tale højt om det. Men det har krævet noget mod.

”Jeg blev frustreret over, at man skal sidde med det her tabu, når nu vi er så mange, der lider af det. Jeg var pinlig over det HVER dag! Når jeg skulle stå og barbere mig, når jeg havde elevatorvægt og kæmpede en vild kamp for at blive denne her lille størrelse. Det var en indignation, der gav mig en drivkraft til at ville gøre noget. Noget, der kunne hjælpe andre kvinder i samme situation.”

Læs også: 11 kendte kvinder om kropskærlighed

En kronisk byrde

Cecilie Hothers redning blev mødet med specialsygeplejersken Rie Jensen, som via laserbehandling hjalp hende af med den uønskede hårvækst.

”Det var første gang, jeg ikke følte mig mærkelig, og at jeg skulle skjule mig. Rie er så dygtig, og jeg opdagede, hvor vigtigt det er at være et sted, hvor man ikke føler sig stigmatiseret. Nu har jeg lige været gravid, og det har min krop reageret på hormonelt, så jeg skal ind og have en tur igen. Men ellers har jeg været hårfri i flere år og ville nok også have været det nu, hvis ikke jeg havde været gravid.”

Cecilie blev så begejstret for Ries fine måde at tackle sygdommen på både professionelt og menneskeligt, at hun gik ind i et samarbejde med hende og sidste år åbnede klinikken CeriX, hvor kvinder med PCO kan få en effektiv og respektfuld behandling.

Hvordan har du så haft det med jobbet som tv-vært, hvor hele Danmark kigger på dig?

”Det har da været helt vildt anstrengende. Jeg har altid været ekstremt opmærksom på min makeup og tjekkede konstant, om man kunne se noget på mig, og hvad jeg kunne gøre for at kontrollere det. Der er sikkert nogle af mine kolleger, der har tænkt: ”Hold da op! Hun er godt nok hys!” Det har været en kronisk byrde, men man lærer at tjekke sin toilettaske for skrabere, dækstift og … AV, for pokker, skatter! Du bed mig!” griner Cecilie Hother til Ellinor, der ligger og storhygger sig ved hendes bryst.

”Man lærer at tage sine forbehold. Og jeg har brugt en FORMUE på det! Men man finder pengene – om man så skal leve af pasta resten af måneden. Og jeg valgte jo selv at gå ind i en branche, hvor man er krops- og ansigtsfikseret til den store guldmedalje. Særligt studieværter skal jo være præsentable, så det har fyldt rigtigt meget. I dag hviler jeg mere i mig selv, men jeg kan ikke lade være med at være fokuseret på det,” erkender Cecilie.

Læs også: 5 cool comebacks: Kendte kvinder siger fra overfor bodyshaming

Hvad har du det godt med?

Hvis nogen havde tilbudt Cecilie Hother en pille, som tryllede hende slank og i superform, havde hun taget den, for hun er absolut ikke typen, der holder af at træne.

”Jeg har altid været en pige med former – jeg har hofter og en stor bagdel – og er ikke en størrelse 36. Det bliver jeg aldrig. Jeg er mere disponeret for overvægt på grund af PCO’en, og jeg har vejet 25 kilo mere, end jeg gør i dag. Men dengang var jeg meget ude af balance på grund af nogle problemer på mit arbejde, som påvirkede mig – i dag har jeg det godt med min krop, når jeg bare kan hoppe i tøjet uden problemer. Nu har jeg født og vil gerne ned på min normalvægt igen, men jeg gad ikke at have det med vægten hængende over hovedet, da jeg var gravid. Jeg stoppede med at tjekke, da jeg havde passeret 15 kilo,” griner Cecilie.

Hvordan oplever du det fokus, der er på kvindekroppen i din branche?

”Jeg synes, at der er alt for meget fokus på, hvordan vi ser på hinanden. For mig handler det om, hvordan man selv har det – med sig selv. Vi er jo forskellige, og jeg kunne godt tænke mig, at det begyndte at handle om DIG, og hvordan DU har det med dig. På klinikken er der utroligt mange kvinder, der kommer ind og gerne vil have Botox eller Restylane, hvilket jeg bifalder totalt. For hvis man har noget, man går og fokuserer på – en rynke, der virkelig irriterer, eller bryn, der går sammen og får en til at se vred ud, hvis man er det mildeste væsen – jamen, hvorfor søren skulle man så ikke få det ændret? Der kan godt være en tendens til, at folk ser lidt skævt til det, men hvis man gerne vil være den bedste udgave af sig selv, så handler det da for pokker om, hvad DU har det godt med. Så jeg synes, det ville være rigtigt dejligt, hvis folk gad at flytte deres fokus fra andre til, hvordan de selv har det. For eksempel er vi jo ikke alle sammen bygget til at være små perfekte nips, og jeg tror – desværre – ikke, at der er én eneste kvinde, der ærligt kan sige, at hun er hundrede procent tilfreds med sig selv. Om hun så er supermodel. Jeg tror, at vi er indrettet sådan, at vi er ufatteligt gode til at finde vores egne fejl. Men hvorfor skal vi dog fokusere på dem og ikke på alle de gode og dejlige ting? Der er flere ting, jeg gerne ville ændre ved mig selv, men jeg ville da blive tosset i hovedet, hvis jeg hele tiden skulle gå og tænke på det. Så jeg kigger på mine arme, som er pæne, og bliver glad over det. Eller min skønne datter, som jeg har produceret. Selvfølgelig har jeg dage, hvor jeg kun fokuserer på de dér øv-ting, men det ville da være rart, hvis der ikke var alle mulige andre, der hjalp mig med det.”

”Har du ingen selvkritik?”

Jeg har ikke helt fantasi til at forestille mig, hvad Cecilie Hother mener med det, så hun sætter Ellinor fra sig i bærestolen og går ovenpå for at hente noget.

”Her, læs selv,” siger Cecilie og rækker mig et brev med gnidret skrift. Det er fra en Jørgen fra Amager, og jeg er ved at falde ned af stolen, mens jeg kæmper mig igennem de ujævne bogstaver:

”Kære Cecilie.

Du er da en pæn pige, men der er da et stort men. Har du da ingen selvkritik? Dine lår og bagdel er gigantiske, er det da umuligt for dig at finde et spejl, kigge i det og tage en beslutning. Gå kun med nederdel eller kjole. Vi er mange, der får brækfornemmelser, når vi skal sidde og se på dine gigantlår. Det er så direkte ulækkert. Det ender med, at du en dag møder op i g-streng. Fy for pokker!”

”Det var en af de første ’fanbreve’, jeg fik. Og det er ikke det eneste. Jeg har fået mange kommentarer om mit udseende, min krop, at jeg griner for meget, osv. osv.”

Det er jo helt sort! Påvirkede det dig?

”Ja. Jeg blev simpelthen så ked af det. Jeg har valgt et offentligt job og må tage de hug, der kommer, men jeg prøver jo at gøre det bedste, jeg overhovedet kan – jeg går ikke på arbejde for at gøre det dårligt. Bedømmelsen af mit job ligger ude hos rigtigt mange mennesker, og jeg er helt okay med, at der er nogen, der ikke kan lide mig, men at man også bliver skydeskive på grund af sit udseende, er slet ikke i orden. Og jeg er altså stadig et menneske og ikke en eller anden væg, bare fordi jeg er på skærmen. Så sådan noget gør ondt. Man siger jo heller ikke til sin kollega, at hun er smælderfed og skal gå på slankekur – det siger man ikke til nogen! Så hvorfor er det her anderledes? Det går da lige i hjertet på mig.”

Hvad ville du sige til Jørgen fra Amager, hvis du kunne sige noget til ham?

”Jeg ville aldrig nogensinde kritisere ham, men jeg ville vise ham, at jeg OGSÅ er et menneske. Og at han har skrevet til et menneske, som er blevet rigtigt ked af det. Jeg er da heller ikke fan af alle mennesker, men man kan jo zappe væk, hvis man ikke kan lide mig. Ligesom man kan søge nogle andre, hvis der er nogen i ens omgangskreds, man ikke bryder sig om. Lad være med at kritisere andre mennesker, det er så ufrugtbart.”

Se også: Video - kropsidealer gennem 3000 år

Ros, for hver gang du kritiserer

Lige præcis den negative kritik er en kæphest for Cecilie Hother, som skynder sig at sige, at hun gerne vil sige tusinde tak til alle dem, der skriver positive ting til hende. Fordi:

”Det er ti gange sværere at sætte sig ned og skrive noget positivt end noget negativt. Eller at sige det. Men tænk, hvis vi nu prøvede at rose én gang, for hver gang vi kritiserede. Bare så det var i forholdet 1:1. Hvor ville det være dejligt! Der er nemlig altid mindst lige så mange gode ting ved et menneske som dårlige. Vi lægger bare ikke mærke til dem, fordi vi er så fokuserede på det negative. Jeg kan få 15 søde mails, men de forsvinder som dug for solen, når jeg får en af de negative. Jeg kan ikke forklare hvorfor, og jeg ville ønske, at det ikke var sådan, for det er jo en helt forkert skala på vægten, at der kun skal en negativ kommentar til for at ødelægge det hele. Med alderen er jeg blevet bedre til at acceptere, at man ikke kan gøre alle tilfredse, og at der nogen derude, hvis knapper jeg virkelig trykker på. Men jeg har stadig svært ved at forstå det.”

Går det ud over dit selvværd?

”Hmmm ... Nej. Der er jeg blevet stærkere. Og meget åben om det – jeg taler det igennem med min kæreste og mine venner, og så griner vi af, hvor latterligt det er.”

Er det kun mænd, der skriver til dig?

”Nej, jeg får fra begge sider. Og det er lige så gement som mobning – om man er kvinde eller mand. Jeg frygter da, at min egen datter kommer ud for sådan noget, når hun vokser op – når hun helt glad og naiv møder verden med det smil, du også blev mødt med, da du kom, og nogen så fortæller hende, at hun er forkert. Det ville knuse mit hjerte. Der er ikke noget forkert ved nogen, og jeg håber, at jeg vil være i stand til at give hende jordforbindelse nok til, at hun ikke vil lade sig påvirke af andre, og vide, at hun er helt fantastisk og skøn, som hun er.”

Oplever du – i frontlinjen – at der er sket en ændring i den måde, vi opfatter kvindekroppen på?

”Det er alt efter, hvor du befinder dig, tror jeg. På nogle områder er der blevet bedre plads til at være den, du er, fordi man i højere grad hylder forskelligheden i dag. Men på andre punkter er folk blevet endnu mere rigide, end de var før. Hvis du ser på modeller, er der kommet flere kurvede piger med former, til gengæld er der opstået nogle ekstremer i forhold til kost – ’hvis du går på den og den kur, får du sådan et BMI’ osv. Så jeg synes egentlig, at tingene er blevet mere ekstreme i begge retninger. Enten accepterer du din krop, som den er, og så er du helt ovre i det univers, eller også er du der, hvor man går vildt meget op i, hvor slank man er, og hvor høje kindben man har. Jeg håber, at vi lander et sted midtimellem. Og ikke mindst at vi selv bestemmer, hvornår vi er den bedste udgave af os selv. Ligegyldigt hvordan vi ser ud."