Selvudvikling
13. maj 2019

Charlotte Fich: "Det tog mig nogle år at give slip"

For nogle år siden begyndte Charlotte Fich at øve sig i at give slip. Kunne hun undvære sin elskede have? Kunne hun undvære mange af de ting, hun havde fået samlet igennem årene? Kunne hun undvære det hus, som havde dannet rammen om hendes sønners opvækst? Den 57-årige skuespiller har været igennem en "holde sig fri af hamsterhjulet"-øvelse. Og den har været sund, mener hun .
Af: Britta Bjerre
Charlotte Fich

foto: Heidi Maxmiling

SØNDAG har mødt Charlotte Fich

Der gik nogle år, fra de sagde til hinanden: "Nu sælger vi huset og køber noget, der er mindre, og skiller os af med halvdelen af, hvad vi ejer", til det rent faktisk skete. Men det skete.

Skuespiller Charlotte Fich og hendes mand, filminstruktør Per Fly, har skaleret ned. De er flyttet og har skåret ned på ting og skilt sig af med ting og har ændret på tingene. Eller som Charlotte siger:

- Jeg har outsourcet. Jeg har sendt til genbrug, til loppemarkeder, til Kofoed Skole. Jeg har gjort det for at skabe overskud og energi til, at nye ting kan opstå. Og for at have ressourcer til at kunne sige: "Nu skal vi sgu have det lidt godt", så vi kan holde os fri af hamsterhjulet, hvor man bare SKAL arbejde for at kunne afdrage på nogle lån.

Maximere og minimere

Charlotte, 57, er snart aktuel i Det Kgl. Teaters opsætning af "Kong Arthur", en kæmpe udendørsforestilling, der blev opført i Ulvedalene i Dyrehaven ved København i 2016, og som nu er flyttet til Aarhus, hvor den genopføres på en mark ved Moesgaard Museum.

Charlotte spiller rollen som Morgana le Fey, den onde troldkvinde, søster til Kong Arthur, der ingen midler skyer for at få sin egen søn på tronen. Det er en klassiker. En eventyrfortælling om kampen imellem det gode og det onde. Og det er noget af et udstyrsstykke. Der er plads til 3600 publikummer. Der er 80 medvirkende. Der er heste og motorcykler, kor og orkester. Så her skal der spilles med de store armbevægelser og hele kroppen taget i brug, hvis man skal nå ud og fange publikum, fortæller hun. Og samtidig fortæller hun altså også om det modsatte. Om at minimere og gøre sit liv mere enkelt. Sådan som hun og hendes mand har gjort rent privat.

LÆS OGSÅ: Tammi Øst, der spillede Morgana sidst, minimerede også

Men det var også svært

- Det har været sådan en sjov omgang. Og det HAR netop kastet en masse nyt af sig. Nye ting at tænke på. Nyt blik på tingene. Men det var også svært, fortæller hun.

- Det tog mig nogle år at lære den øvelse – at give slip. Jeg syntes jo, vi boede det fedeste sted. Det var ligesom drømmen af, hvad man kunne opnå. Men jeg kunne også godt se: Hvad skulle vi bruge al den plads til? Og min have, jamen nu har jeg lavet have i 20 år og har virkelig været glad for det og har vidst meget om det. Men i de par år, der gik, inden vi solgte, gik jeg og øvede mig og tænkte f.eks.: ”De der solbær, skal de absolut høstes, og er det nu så vigtigt?", og lærte mig selv, at jeg ikke behøvede det længere.

– Jeg fik næsten kvalme, da vi sorterede vores villa, over alle de ting, der var, forklarer hun videre.

- Jeg har hørt det så tit fra andre: "Åh, vi har så mange ting!" Jeg har bare aldrig selv følt det sådan. Jeg har altid godt kunnet lide at gå i butikker og finde fede ting. Jeg elsker at købe ting. Jeg har virkelig kunnet shoppe igennem. Men jeg opdagede jo, at alle de ting også var meget besværlige. Og hvad repræsenterede de egentlig? Minder? Ja, men kunne de minder ikke lige så godt ligge i hukommelsen?

- Nu står mange af mine minder i flyttekasser. Jeg har taget et billede, der siger det hele: af en flyttekasse, hvorpå der står skrevet "Charlottes minder. Max 20 kilo". Ha, ha. Jeg ved ikke helt, hvor mange kasser af dem, der er. De er heller ikke fyldt med minder alle sammen. Men det er da en god tanke: "Hallo, dine minder må fylde 20 kilo. That's it!" Resten er forgængeligt. Med mindre det er vigtigt og relevant. Og hvis det er vigtigt og relevant nok, skal det nok blive liggende derinde i hovedet på den ene eller anden måde.

LÆS OGSÅ: Tre kvinders bedste oprydningstips

Gevinst: Så mange eventyr

Villaen, de boede i før, er blevet byttet ud med et mindre rækkehus. Og beliggende i et noget andet miljø end det, de kom fra.

- Et lidt mere rustikt miljø, hvor der er meget diversitet og alle mulige typer mennesker fra hele verden, et meget levende sted tæt på havnen og vandet. Der er så mange eventyr rundtomkring. Jeg kan tage min cykel, og jeg kan køre øst, vest, nord og syd, og så møder jeg et eller andet, som jeg kan sidde og dvæle ved, eller nogen, jeg kan falde i snak med, fortæller hun.

Det er selvfølgelig en udfordring ikke at have så meget plads længere, erkender hun.

- Men vi kan altså sagtens være der. Vi skal bare ikke have så mange ting mere. Det falder jo fint i tråd med det, der sker i forvejen i øjeblikket med, hvordan vi alle sammen bliver nødt til at tænke over vores måde at leve på, og på hvor meget vi køber og smider væk. Det har generelt bare været stort at opleve, at der opstår noget nyt, når man flytter på sig.

Mere tid nu

At prøve noget nyt og kaste sig ud, hvor man måske ikke kan bunde, har Charlotte aldrig været bange for.

– Det er altid lidt frygtsomt at kaste sig ud i noget, man ikke ved, hvad er. Det er tit nemmere at blive i det, man kender. Men jeg kan jo se, hvad det her har tilført mit liv. Jeg har mere tid nu, fordi jeg ikke skal løbe så stærkt for at tjene penge. Det er et tilvalg, og det er et kæmpe privilegium.

Charlotte bliver tit kaldt "sej" og "stærk". Men om det siger hun selv affærdigende:

- Jeg tror bare, jeg er modig. Det er mere dét, jeg er. Måske overmodig. Måske ligefrem dumdristig.

Og så er hun godt opdraget, tilføjer hun, og måske er det dér, at det med at turde har sit udspring.

- Min far var arkitekt, min mor var pædagog. De har gjort alt, hvad de kunne, for at jeg blev duelig til selv at tage mine valg, og for at jeg turde forfølge mine drømme. Og det gælder også for mine to søstre. Jeg er meget taknemmelig for den opdragelse, jeg har fået, og for at have nogle forældre, som selv har haft lyst og mod til at handle på deres eget liv.

LÆS OGSÅ: Find dit hverdagsmod

Stort familiemenneske

Charlotte selv er et stort familiemenneske. Hun har dannet par med Per Fly i næsten 35 år, heraf de 19 år som ægtepar.

- Det har været en stor drøm for mig at bevare mit ægteskab. Der er en kæmpe styrke i at have kendt hinanden så længe og have et så langt forløb, som Per og jeg har. Og det er jeg ærligt talt stolt af. Man får ikke sådan et forhold gratis. Man får det ved at investere noget i det. Man indgår en masse kompromiser, og det har jeg villet. Jeg har været villig til at gå meget langt for at beholde det, vi har.

Obs. Det store udendørsdrama "Kong Arthur" spiller ved Moesgaard Museum i Aarhus fra 22. maj til 29. juni.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs mere om:

Læs også