Chefredaktøren: Hvordan når mænd og kvinder hinanden?

Jeg er nok blevet klappet bagi. Men hvis der har været tale om sexchikane, har jeg ikke følt mig krænket – ja, undskyld. Og den ene gang min far, da jeg var barn, gav mig et rap, fordi jeg var hysterisk, huskes som helt fair, men det var selvfølgelig også i 1963. Og det hjælper, at det kun var én gang.

Det betyder ikke, at jeg ikke raser på vegne af kvinder, der har været udsat for chikane og vold, så på den måde har #metoo været med til at lyse, hvor der var mørke i krogene. Set fra et psykologisk perspektiv er spørgsmålet dog, om rystelserne efter Harvey Weinstein påvirker en masse mænd og kvinder, som det ikke burde påvirke. Om frygten for at blive udsat for seksuelle overgreb eller mistænkt for at begå dem er blevet som angsten for terror, der er langt mere ødelæggende end terroren selv?

Jeg læste for nylig om et onlinenetværk Men Going Their Own Way (MGTOW), hvor mænd samler sig i frustration over det, de ser som kvindernes magtovertagelse på en lang række områder. De føler, at kvinder dominerer i parforholdet, familien og i samfundet, og at mænds problemer med f.eks. falske voldtægts- og pædofilianklager ikke tages alvorligt nok.

Mænd i MGTOW afstår fra relationer med kvinder. For nogle betyder det, at de lever i cølibat. For andre betyder det, at de kun har seksuelle relationer til prostituerede. Grundlæggende handler det om at leve 100 procent selvberoende som mand.

Der er mange måder at undgå intimitet med det modsatte køn på. I en dansk undersøgelse lavet blandt unge om onenightstands er der en tendens til, at man enten bliver hård og behandler det modsatte køn som et sexobjekt – og det går begge veje – eller søger mod sit eget køn. Ikke fordi man er lesbisk eller bøsse, men fordi kombinationen mand-kvinde ligner en krigszone med pigtrådshegn, hvor man let kan få flosset sin hjerte og sin sjæl, hvis man ikke passer på.

Japans herbivore-mænd er en samfundstrend præget af aseksualitet. De unge mænd dyrker en tilbageholdende, groomet maskulinitet og har få eller ingen relationer til kvinder. Trenden har rejst mange spørgsmål i Japan og er forsøgt forklaret som et opgør med det karrierefokuserede, traditionelle ideal. Tendensen har bl.a. fået skyld for det stærkt faldende fødselstal.

Øv, siger jeg bare.

Dette nummer af Psykologi går dybere – også stemmeføringsmæssigt – og mændene taler ud. Søren Huss, Martin Thorborg, Christian Tafdrup og Carl-Mar Møller fortæller om sårbarhed, frygten for at såre og ønsket om at få mere plads. Temaerne er: Hvordan når de to køn hinanden, hvordan kan vi være tætte uden at træde over hinandens grænser, og hvordan tackler vi det store problem, nemlig fysisk og psykisk vold mod kvinder og mænd?

Undersøgelser viser, at 80 procent af de mænd, der slår, selv er blevet slået. Jeg ved ikke med min far, men min mor – som aldrig har slået mig – er til gengæld vokset op med at få endefuld. Hun blev slået, til hun tissede i bukserne, og da det var sket tilstrækkeligt mange gange, fik hun besked på at tisse af, før hun skulle have smæk, så de slap for tis på de fine parketgulve i Hellerup. Alligevel har hun aldrig slået, nok fordi hun har arbejdet med sig selv.

På side 66 kan du møde Christina Rosendahl, der brød sin families tabu sidste år og fortalte om vold og misbrug i barndommen. Det er godt, for vi kan kun for alvor gøre noget ved de problemer, vi ved eksisterer.

God læselyst

Christina Bølling

CHEFREDAKTØR