Connie gnider jord i sine afrevne tånegle. Hun har brug for at mærke smerten, men hos lægen bliver hun afvist

Det er sommerferie, og Maria er på hyggetur med sin mor og to søskende i Aarhus, de skal shoppe i gågaden. Pludselig får moren svært ved at trække vejret.

Hun er bleg, og tårerne triller ned ad kinderne. Børnene får hende hjulpet ned at sidde på en trappesten og stiller sig i en halvcirkel for at skærme hende.

– Folk glor, men der er ingen, som stopper op og tilbyder hjælp, fortæller Maria Rask om den dag for tolv år siden, hvor hun første gang opdagede, at hendes mor var syg.

Maria er på det tidspunkt 12 år, og mens hun trøster sin 8-årige lillesøster, ringer storebroren på 13 år til børnenes far.

– Han er på arbejde, men tager heldigvis telefonen og får talt mor til ro. Bagefter går vi hen til bilen for at køre hjem.

Men på motorvejen på vej ud af byen går det galt igen.

– Pludselig kan mor ikke styre bilen. Min storebror får hende guidet ind i nødsporet og tænder bilens advarselsblink. Jeg sidder med min lillesøster på bagsædet, hun begynder at græde.

Storebroren ringer til bedsteforældrene i Nibe og sætter dem ind i situationen. De aftaler at mødes ved den nærmeste afkørsel.

Maria kan ikke huske, hvor lang tid der går, men på et tidspunkt er moren kommet så meget til sig selv, at hun kan køre hen til den første afkørsel.

Her møder de bedsteforældrene, og bedstefaren overtager rattet og får familien sikkert hjem til Gelstrup, uden for Nibe.

Blev en fremmed

Før Aarhus-turen husker Maria sin mor som fyldt med overskud. Hun bagte boller, så fryseren dårligt kunne lukkes, og hjemmet var som et evigt åbent-hus-arrangement med plads til alle børnenes legekammerater.

I skolen stod moren altid for kaffen til forældremøderne.

– Mor og far har lært os, at voksne også kan være kede af det en gang imellem. Men det her er mærkeligt og ubehageligt. Det er ikke min mor – hun bliver en fremmed for mig, husker Maria.

Familien taler ikke om, hvad der er sket, og søger ikke hjælp. Tiden går, og Marias mor får det værre.

– Min mor har altid været kreativ og for eksempel syet en del. Så i begyndelsen undrer jeg mig ikke over, at hun sidder med knappenåle i munden, indtil det går op for mig, at hun bruger dem til selvskade. Men mor siger bare, at hun renser tænder.

Maria opdager også, at moren klipper og river sine tånegle af.

– Hun sidder på min lillesøsters skammel på badeværelset med toiletpapir under fødderne. Papiret er fyldt med blod. Mor siger bare, at hun er kommet til at klippe forkert, selv om vi oplever det mange gange.

Maria bliver bange for, om hun på en eller anden måde er skyld i, at moren er blevet syg.

Hun skynder sig hjem fra skole hver dag for at afbøde de værste ulykker. Lukker køleskabet, som moren har ladet stå åbent. Slukker for vandhanen, når moren har glemt at slukke, og rydder op efter sine søskende, så faren ikke også går hen og bliver syg.

– Resten af eftermiddagen sidder jeg på mit værelse med døren åben, så jeg kan høre mor. Hvis jeg græder, begynder min lillesøster også at græde, så det holder jeg op med.

Ofte ligger moren i soveværelset bag nedrullede gardiner.

– Jeg husker luften i rummet som varm og klam. Der lugter indelukket, som om der er noget i vejen med mor.

Maria har et godt forhold til sin klasselærer og fortæller om situationen derhjemme. Hun beder om at tale med en trivselslærer, men klasselæreren mener ikke, at det lyder så slemt.

Anfald hver dag

Godt et år efter Aarhus-turen er situationen for Marias mor så slem, at moren selv opsøger hjælp.

– Da det er værst, har jeg otte angstanfald om dagen. Jeg besvimer flere gange og vågner en af gangene op i haven og har tisset i bukserne, fortæller Connie Rask.

I haven har hun gnedet jord i resterne af tåneglene for at tilføre sig selv endnu mere smerte for at kunne mærke sig selv. Hendes læge mener dog ikke, hun har brug for hjælp.

– Han siger, at jeg da ikke kan være syg, når jeg møder op i hans praksis med matchende tørklæde og ørenringe, siger Connie.

Først efter tredje besøg hos lægen bliver hun henvist til en psykiatrisk afdeling.

– Det er en åben afdeling, og personalet opfordrer mig til at blive efter samtalen, men det vil jeg ikke. Det kan simpelthen ikke passe, at jeg fejler noget. Jeg har mand og børn, hus og et godt job på plejehjemmet. Så jeg tager hjem igen.

Derhjemme har Connie det nu så dårligt, at hun sover i sit tøj og kun skifter til arbejdstøj, når hun har vagt på plejehjemmet.

– På arbejde melder jeg mig hele tiden frivilligt til rengøring, og så går jeg og græder på beboernes værelser. Jeg er utroligt bange for at miste mit arbejde.

Tre uger efter den første samtale kontakter den psykiatriske afdeling igen Connie, og denne gang takker hun ja til at komme ind et par dage.

Indlagt i tre uger

Det er fredag, og familien skal have fisk, som Marias far står og ordner.

Connie siger, at børnene skal sætte sig ved spisebordet, for hun har lige noget, hun skal fortælle. Så fortæller hun, at hun skal til Aalborg og sove hos nogle søde mennesker et par dage, husker Maria.

Børnene ved godt, at deres mor har svært ved at sove, så de håber, at hun kan få hjælp af de søde mennesker. Ingen kunne vide, at indlæggelsen kommer til at vare tre uger.

– Vi får lov at besøge mor på afdelingen og kommer til en lang gang. Døren til et af værelserne står åben, og jeg kan ikke lade være med at kigge ind. Der står en briks til fiksering af de indlagte. Det er uhyggeligt, og de andre patienter går rundt og råber og skriger.

Mødet med moren foregår i et lille mørkt rum med et enkelt højtsiddende vindue.

– Mor ligner hende den fremmede fra motorvejen ved Aarhus, og hun lugter af den samme utrygge lugt som i soveværelset. Tøjet slasker om hende, fordi hun har tabt sig helt enormt. Det passer slet ikke til det indtryk, hun gav os om at sove hos nogle søde mennesker et par dage.

Da moren kommer hjem, får familien en SOS-handleplan, som de skal følge, hvis situationen bliver værre.

– I stedet for et skoleskema hænger der på indersiden af vores skab en liste med numre på dem, vi skal kontakte, hvis mor begynder på selvskade igen eller bliver selvmordstruet. Den handleplan bliver vi børn instrueret i.

Planlagde selvmord

Connie bliver indlagt igen, stadig på åben afdeling, selv om hun nu har klart formulerede selvmordstanker.

– En dag krydser jeg bare Hobrovej i Aalborg (meget befærdet vej, red.) uden at se mig for. Jeg føler ikke, at jeg længere har noget liv.

Connie frabeder sig besøg af børnene. Hun kan ikke holde ud at se sorgen i deres øjne. Opholdet på afdelingen føles ubehageligt for hende.

– Ved spisebordet bliver der talt om, hvordan man kan skære sin pulsåre over. Der kommer også narko og andet skidt ind på afdelingen. Til sidst tør jeg ikke gå i fællesstuen eller i det hele taget uden for mit værelse. Men hvor skal jeg ellers være?

Connie planlægger at tage sit eget liv inden Marias konfirmation den 16. maj.

Samtidig arbejder hun på højtryk for at organisere alt, så Maria kan få en dejlig dag med mange gæster, sådan som hendes storebror fik.

– Jeg sidder på afdelingen og hækler cupcakes til sangskjulere, skriver huskeliste til kogekonerne og udarbejder forskellige bordplaner, afhængig af om jeg er der eller ej.

Connie bliver fyret fra sit job den 1. maj på grund af fravær. Sammen med en medpatient går hun til 1. maj arrangement i Kildevældsparken i Aalborg og sætter sig sammen med de hjemløse.

– Jeg har altid omfavnet de sårbare. Når der sad en Hus Forbi-sælger uden for butikken, tilbød jeg ham altid at tage den første nektarin af vores pakke.

Samværet med de skæve eksistenser i Kildevældsparken gør noget godt for Connie, og hun beslutter sig for at vælge bordplanen, hvor hun selv er med til bords.

Begynder at åbne op

I forbindelse med Connies indlæggelse bliver forældrene spurgt, om de vil tage imod samtaler til børnene, det takker de ja til.

Især Maria bliver glad for at komme i børnegruppen.

– Derhjemme lukker jeg ned for mine følelser, men i børnegruppen kan de voksne godt klare, at jeg taler om mors sygdom. Jeg oplever også, at de andre børn har været igennem noget af det samme som jeg.

I takt med at Connie bliver udredt for angst, depression og adhd, får familien et sprog for deres vanskeligheder og kan begynde at åbne sig.

Nu begynder hjælpen at komme. Maria får ny klasselærer, der sender hende til sundhedsplejerske, og naboerne støtter for eksempel med hjemmebagte boller.

Connie er hjemme igen, men hendes mand må tage orlov for at lære hende at lave mad forfra.

– Jeg lagde kartoflerne ind i fryseren – jeg kunne simpelthen ingenting.

Fra den tid husker Maria især angsten for, at moren skulle begå selvmord.

– Når mor har det dårligt, tager hun bilen og kører. Jeg ved, at hun som regel kører ned til havnen, og jeg frygter, at hun ikke kan finde ud af at stoppe bilen i tide og drukner. Når jeg fortæller hende om min angst, siger hun bare, ’at det er da en dum måde at vaske bil på’. Det irriterer mig, at hun ikke forstår, hvor ondt jeg får i maven.

I dag, ti år efter Connies seneste indlæggelse er meget stadig svært. Maria går til psykolog og er i en alder af 24 år ved at lære sig selv at kende.

– I de år hvor andre udvikler deres personlighed, lagde jeg låg på mig selv og var en mini-mor derhjemme. Jeg havde alle sanser åbne i forhold til min mors sindstilstand, og den dag i dag kan jeg, allerede når jeg tager i dørhåndtaget til huset, mærke, hvordan hun har det. Men hvis jeg skal passe godt på min familie, er jeg nødt til også at passe godt på mig selv, og det arbejder jeg nu på, siger Maria.

Hjælp at hente

Mor og datter bor tæt på hinanden og ses ofte. 52-årige Connie er blevet tilkendt førtidspension, men hun håber på at finde et sted, som kan bruge hende et par timer eller dage om ugen.

Hun er ferm med fingrene og hjælper gerne Maria, når et hækletøj driller. Drømmen kunne være at assistere i en garnbutik, men hun bidrager også med frivilligt arbejde.

For eksempel skal hun formidle og give smagsprøver på brunkager og æbleskiver, bagt på et komfur fra 1926, på frilandsmuseet Hjerl Hede i december.

– Jeg føler mig ofte ensom, når ingen har brug for mig. Jeg håber sådan, at der kommer mere åbenhed om psykisk sygdom, så folk ikke trækker sig, siger Connie.

Hun og Maria har holdt foredrag for Psykiatrifonden, og Connie har holdt oplæg for psykologistuderende. I den kommende tid deltager de i arrangementer for Børns Vilkår og Psykiatrifonden på kunstmuseet Aros i Aarhus.

De to organisationer har netop offentliggjort en undersøgelse, som viser, at næsten hver tredje forældre med psykisk sygdom ikke fortæller deres børn om sygdommen.

– Når vi er ude og fortæller vores historie, er der mange, som kommer hen bagefter eller skriver til os efterfølgende og fortæller, at de også har psykisk sygdom tæt inde på livet. Vi skal lære at være åbne om det. Jeg erfarede på den psykiatriske afdeling, at hvis man tør være ærlig, har personalet bedre mulighed for at hjælpe. Og jeg er taknemmelig for, at mine børn kom i en børnegruppe, for det har hjulpet.

Connie lægger strikketøjet fra sig, for nu skal hun og Maria udenfor og fotograferes til artiklen. De står tæt sammen under løvfaldet ved Binderup Å.

– Uhm, du dufter godt, mor, smiler Maria.

Denne artikel blev første gang bragt af Ude og Hjemme, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.