Da den yngre teaterchef roste hende, var hun ved at falde ned af stolen: "Hvad tænkte han dog på?"

Det er ikke nogen stor rolle, Ina-Miriam Rosenbaum har i den længe ventede politiske thriller ”Mørkeland” – efterfølgeren til Nikolaj Arcels ”Kongekabale” fra 2004. Til gengæld passer rollen som redaktionens Bedste Bente perfekt til hende.

– Jeg har læst alle Niels Krause-Kjærs bøger om graverjournalisten Ulrik Torp, som repræsenterer faget, når det er allermest spændende: Nemlig når en journalist hager sig fast i en historie og virkelig ønsker at komme bag om alt det, der bliver sagt.

– Som almindelig borger får vi jo tingene serveret gennem pressen, og så er det rigtigt godt, at der er nogle journalister, der spørger ind til, hvad der egentlig foregår. Det har jeg interesseret mig for i rigtigt mange år, så filmen er lige min boldgade, siger Ina-Miriam Rosenbaum.

”Mørkeland” er den anden filmatisering af Niels Krause-Kjærs fem bestsellere om journalisten Ulrik Torp. Efter en fyringsrunde og en rum tid på kontanthjælp er Torp kommet i virksomhedspraktik på sin tidligere arbejdsplads, Dagbladet, hvor hans gamle kollega Henrik Moll nu er chefredaktør.

Han beder Torp om at dække mordet på en ung fuldmægtig i Indenrigsministeriet, og sammen med to praktikanter kommer Torp på sporet af en lille kreds af tidligere politikere og topembedsmænd, der ikke skyr nogen midler for at sikre sig, at magten bliver på de rette hænder.

Stjernecastet fra ”Kongekabale” med Anders W. Berthelsen og Nicolas Bro i spidsen som Torp og Moll er i ”Mørkeland” suppleret af blandt andre Lene Maria Christensen, Tommy Kenter og altså Ina-Miriam Rosenbaum som Dagbladets Bedste Bente.

Og hvis ikke hun var blevet skuespiller, var det nok også en redaktion, hun havde siddet på i dag. For som ung drømte Ina-Miriam Rosenbaum netop om at blive journalist. I dag kombinerer hun skuespillerfaget med journalistikken.

Kort hår, små briller og tvind

Som ung ville Ina-Miriam redde verden. Med kort hår, små briller og partisantørklæde diskuterede hun gerne alt fra kvindekamp til militærkuppet i Chile med dem, der gad. Og hun ville på Tvind, ville hun! Hun ville beskæftige sig med politik og samfund.

– Men jeg ville også gerne være instruktør. Og teateranmelder. Og journalist. Men jeg var så ung og umoden, og en rigtig hjemmefødning – jeg ville ikke ud at rejse.

– Jeg kan huske, at jeg meldte mig på et kursus i London, fordi jeg ville være instruktør, men jeg kom aldrig af sted, fordi det gik op for mig, at jeg ikke havde en skid at komme med, ha ha. Jeg var lige flyttet hjemmefra, det var fuldstændig håbløst, griner Ina-Miriam.

– I virkeligheden listede jeg nok lidt rundt om den varme grød, for min søster havde været skuespiller fra ganske ung, så hun havde ligesom optaget pladsen. Jo, jeg havde altid sunget og spillet guitar, men jeg var skide nervøs, når jeg skulle stå på en scene. Jeg kan huske, at jeg havde en nerve i læben, der altid dirrede, når jeg skulle synge.

– Men min far så skuespilleren i mig, når han oplevede mig diskutere med folk, være engageret og sjov. Og han kendte mig. ”Husk, at du også er et musisk menneske”, sagde han til mig. Så det var hans skyld, at jeg søgte ind på teaterskolen.

Hvad så med den aktivistiske Ina-Miriam, der var så optaget af politik?

– Hun er der stadig. De sidste 10-15 år har jeg undersøgt, hvad jeg vil bruge min kunstneriske stemme til, og det har været et møde med mig selv som ung: Den rebelske, aktivistiske unge kvinde. Jeg har lavet så mange forskellige ting: Humorteater, klassikere, musikteater, jeg har instrueret og undervist.

– Men det har været rart at åbne en dør og sige: ”Nåh, der var du!” Hende, der som ung blev rasende og gik på barrikaderne, når der skete noget uretfærdigt ude i verden.

– Det er skønt ikke at være fremmed over for hende, men kunne sige: ”Okay, al hendes indignation og retfærdighedssans – og humor, ikke mindst – må jeg kunne bruge sammen med al min anden erfaring”.

Har det været en bevidst søgen efter unge Ina?

– Nej, det har mere været den unge Ina, der kiggede på mig. En veninde sagde til mig, da jeg fyldte 60: ”Det er nu, du kan gøre alt!” Og det er rigtigt.

– Man har modet, man har stadig energien, og så har man erfaringen. Så alt det, man har lyst til at forløse, det skal man bare komme i gang med.

Projekt Glemmebogen

Salget af DONG, Helle Thornings skattesag, Irak-krigen, offentlighedsloven.

Der er nok ingen teaterinstruktører, der ville række fingeren op, hvis man spurgte, om de ville lave et teaterstykke om så tunge, komplicerede og usexede sager. Men Ina-Miriam gør det for udsolgte huse.

– Jeg har altid haft det svært med de store politiske møgsager, der rammer os med 120 i timen og kører på fuldt gear i alle medier i en eller to uger, for så at brænde helt ud og gå i glemmebogen.

– Pludselig forsvinder de, uden at man føler, at man er blevet klogere. Heller ikke, når man ser dem behandlet hos for eksempel Clement Kjærsgaard i Debatten. For jeg bliver altså ikke klogere af dét der: ”hun siger, og han siger, og hun siger, og han siger”, siger hun.

I stedet har Ina-Miriam grebet om skandalerne på anden vis.

– Jeg ville gerne finde en måde at holde mig vågen på ved at undersøge, hvad der egentlig ligger bag de her store sager, og jeg tænkte, at der måske var andre, der havde på samme måde. Så jeg begyndte at lave underholdende og satiriske gennemgange af sagerne sammen med de graverjournalister, der har sat sig ind i dem.

– Det er blevet til foreløbig fire forestillinger, hvor der efterfølgende er en talk med publikum. Jeg kalder det ”Projekt Glemmebogen”, men jeg oplever, at publikum sagtens kan huske sagerne, og mange har stor lyst til et forum, hvor man kan diskutere de her ting, fortæller Ina-Miriam Rosenbaum, som opdagede, at teatret er et magisk sted til netop dét:

– Der er en meget stor respekt publikum mellem, selv om folk har forskellige holdninger, så diskussionerne er virkelig frugtbare. Jeg har haft mange politikere blandt publikum, som nok følte, at de sad lidt i den varme stol, og også politikere på scenen i forestillingen om Danmarks engagement i Irak-krigen.

Stærk retfærdighedssans

Ina-Miriam har i 31 år boet i en gammel lejlighed i hjertet af København. Hun peger hen mod skrivebordet i den tilstødende stue:

– Dér sidder jeg og laver det hele selv. Jeg har ingen ansat, jeg søger selv penge til forestillingerne, laver holdene, regnskaberne, afrapporteringer til fondene osv. osv. Det hele. Hver forestilling tager et par år at lave, jeg havde faktisk ikke forestillet mig, at det var så hårdt.

Hvad driver det enormt hårde arbejde, du har givet dig selv? Hvorfor ikke bare være ”helt almindelig” skuespiller?

– Fordi jeg på et tidspunkt oplevede, at der er forholdsvist snævre rammer, når du beskæftiger dig med revy, som jo er det nærmeste, vi kommer politisk satire. Du skal ramme et bredt publikum, og referencerammen hos dem skal helst være den samme, for man skal kunne grine af det samme. Så der er grænser for, hvor skarp man kan være i satiren.

– Jeg ville gerne bruge min erfaring som revyskuespiller, instruktør og tekstforfatter til at gå et spadestik dybere.

– Det er noget indignation, noget retfærdighedssans, der er drivkraften. Og så synes jeg, at der mangler nogle stemmer, der taler højt om det her. Som bruger kunsten til at komme bredere ud. Der mangler et formidlingslag. Medierne gør, hvad de kan, men jeg mener faktisk, at vi som kunstnere kan formidle de her sager på en anden måde og stille nogle andre spørgsmål, end man gør i medierne.

– Jeg slår ikke folk i hovedet med deres holdninger, jeg er interesseret i dialogen, så jeg stiller tingene skarpt op, så vi kan diskutere derfra og blive klogere. Så vi ikke i afmagt siger: ”Ej, jeg kan ikke forstå det dér, jeg holder mig for øjnene!”

– Det har jeg da også lyst til en gang imellem. Men jeg er altså medlem af et demokrati og skal ned at sætte mit kryds en gang imellem. Og jeg synes, at journalistikken ind i mellem er vattet og uinteressant. Det er også en overlevelses­mekanisme, der handler om ikke at føle sig magtesløs, for det er den værste følelse!

– For mig betyder det uendeligt meget at dele mine spørgsmål, mine bekymringer med andre. Jeg er ikke naiv, jeg ved godt, at jeg ikke kan rykke på ret meget med mine forestillinger, men så længe, man kan og har kræfter til det, så er det vigtigt at forholde sig til den verden, man lever i. Det er jeg opdraget til.

Bliver du aldrig træt af at arbejde med så tunge sager?

– Jo! Efter at have brugt syv år på at lave fire forestillinger stoppede jeg, for man bliver en smule desillusioneret af at kigge bag om tingene hele tiden.

– Til gengæld spillede jeg så rollen som den tyske filosof og politiske tænker Hannah Arendt i Rhea Lemans forestilling ”Arendt – at se i mørke”. Så var det politik igen – bare på et endnu større plan.

Langdistanceforhold i 15 år

Kort efter at Ina-Miriam Rosenbaum var færdig på teaterskolen, blev hun gift med faren til sin søn, August.

– Han døde desværre for halvandet år siden af hjerteproblemer. Han var en skøn og begavet mand med et stort udsyn, og vi var gift i 11 år. Vi blev skilt, da August var seks år, og endte med at være bedste venner, for vi holdt jo stadig af hinanden og havde børnebørn sammen.

Og nu lever du i et langdistanceforhold, kan jeg forstå?

– Ja, jeg mødte Michael for 15 år siden, da jeg var 50 og han syv år yngre. Det var så fantastisk at møde et menneske, jeg kunne trække vejret sammen med, og vi er stadig meget forelskede.

– Vi bor og arbejder i hver vores by – han i Aalborg og jeg i København, men Michael, som er bassist, har nu også uddannet sig til kropsterapeut og har klinik i begge byer, så han er her rigtigt meget.

Der er sikkert ulemper ved et lang­distanceforhold, men er der også fordele?

– Altså, nogle gange er det da en smerte ikke at bo sammen, for der er da perioder, hvor man har brug for at være tættere på hinanden. Men vi er rigtigt dygtige til at tale i telefon, vi taler sammen mange gange om dagen.

– Nogle gange mærker man så, at der er noget på spil det ene sted, så skal man beslutte sig for, om man vil tage den i telefonen eller vente, til vi er sammen. Det er vi gode til, synes jeg. Men man skal virkelig ville hinanden, man skal virkelig elske hinanden. Og det vidste ingen af os jo på forhånd, siger hun.

Begge havde bagkataloger af børn og ekser og gamle forældre og kæmpe netværk, så det har ikke været helt nemt. Ina-Miriam har to børnebørn på ni og fire år, som tit er på besøg, og hun synes derfor, det er dejligt nemt ikke at skulle tage hensyn til en, som skal op på arbejde.

– Men årene er gået, og vi har fået en historie sammen. Og det er i virkeligheden dét, det handler om, når man møder et menneske i en sen alder: At få bygget en historie sammen. Man kommer jo med hver sin årelange historie, så har man tålmodighed nok til at skabe en ny sammen? Det var det store spørgsmål, da vi mødte hinanden, og det gik der nogle år med.

– Det viste sig, at det kunne vi godt. For vi har nogle værdier til fælles, selv om han er vokset op i et hjem, som er meget anderledes end mit.

Hvad er det for værdier?

– Vi kommer blandt andet begge fra et rummeligt hjem og forældre, der gav plads til den, man var. Med kærlighed. Og så elsker vi begge kvalitet. Kvalitet i livet. Musik, teater, kunst i det hele taget. Vi bruger rigtigt mange timer på museer og i koncertsale, når vi er ude at rejse.

– Jeg har bare sagt til Michael, at jeg gerne vil have, at han flytter herover, inden jeg bliver 80, for så kan han bære mig op af trappen!

Levet liv er jo interessant!

Forleden faldt Ina-Miriam over et billede af en sangerinde, der optrådte på det plejehjem, hendes mor boede på, da hun døde. Herdis og Simon Rosenbaum døde med kun ni måneders mellemrum i 2015, og det tog hårdt på Ina-Miriam. Ja, forældrene var gamle, men hun havde et meget tæt forhold til dem, og billedet bragte minder frem.

– Lige pludselig kunne jeg huske farverne, rummene, og jeg tænkte: ”Hold kæft, det er hårdt at blive gammel!” Vi forsøger alle sammen at finde måder at blive gamle på, måder at holde os i live på, men vi kender jo vejen. Gudskelov ved vi ikke, hvor lang den er.

Hvordan har du det med at blive ældre?

– Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke tænker over det. Når jeg er sammen med min familie og mine venner, sniger der sig altid et ”punkt ind på dagsordenen”, der hedder helbred. Det er kommet med alderen, og det griner vi meget af.

– Jeg tænker mest over min alder, når jeg siger ja til opgaver, der ligger langt fremme i horisonten. For hvem ved …

– Mit mantra er at gøre det bedste, jeg kan, og være taknemmelig for, at jeg kan gøre det relativt godt. Og så længe jeg stadig har nemt ved at lære store mængder af tekst udenad, så længe udvikler jeg på det, som jeg har gjort i 41 år.

– En yngre teaterchef roste mig, fordi jeg i min alder insisterede på at blive ved med at udvikle mig. Jeg var ved at falde ned af stolen! Hvad tænkte han dog på? Jeg holder jo ikke op med at udvikle mig, bare fordi jeg har fødselsdag, griner Ina-Miriam, som har en kæphest med alder i hendes branche:

– Der er uendeligt få ældre mennesker på scenerne på de danske teatre, og det undrer mig såre, for levet liv er jo interessant! Og dem, der sidder og kigger på, er selv ofte over 50.

– Men der er en ungdomsbølge i øjeblikket, og jeg spørger retfærdigvis mig selv, om det også var sådan, da jeg var ung – at der ikke var plads på scenerne til os. Det synes jeg ikke, at det var. Der er en kæmpe modbevægelse i øjeblikket, hvor intet gammelt skal have taletid.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 34, 2024.