Da lægen så den lillebitte fregne, talte hun med store ord. Nu har Solbjørg Højfeldt truffet en svær beslutning

Om Solbjørg Højfeldt har mødt Karen Blixen? Tjoh …

Som ung var Solbjørg pige i huset i Rungsted, og en dag kastede drengen, hun passede, sin bold ind til naboen, og Solbjørg sneg sig ind for at hente den.

”De kan godt komme frem, jeg har set Dem”, genkalder Solbjørg naboens stemme med en drævende klang, der umiskendeligt lyder som Karen Blixens – for det var hende, der boede ved siden af.

Så med lidt god vilje har Solbjørg skam mødt den verdensberømte forfatter, som er omdrejningspunktet i serien ”Drømmeren”, der snart har premiere på Viaplay og har Connie Nielsen i rollen som Blixen.

Solbjørg spiller tante Bess, Karen Blixens moster, der sammen med familien var med til at støtte sin niece økonomisk, da hun kastede sig ud i sit kaffeeventyr ved ”foden af bjerget Ngong”.

Da Karen Blixen vendte hjem, syg af syfilis og ruineret, havde hun kostet sin familie et stort millionbeløb.

Det er ikke en historie eller vinkel, man ofte har hørt om – de år, fra Karen Blixen kom hjem fra Afrika, til hun fik succes som forfatter. Men, lyder det fra Solbjørg, der ligger lidt af en dramatisk fortælling gemt dér.

Selv betegner hun sin karakter, Mary Bess, som en ”virkelig stærk kvinde”, der blev kvindesagsforkæmper – før ordet egentlig eksisterede. Et eksempel:

- I 1909, da sagen rullede om justitsminister Alberti, som havde begået underslæb og dokumentfalskneri, tiltuskede hun sig adgang til Rigsdagen og overtog talerstolen.

- Herefter skældte hun politikerne ud for at være landsforrædere og fik udtrykt sin lede over dem på vegne af landets kvinder. Man formøbler ikke skatteborgernes penge! Dagen efter gik hundredvis af kvinder i samlet trop til Folehavegård, hvor Mary Bess boede med sin mor, for at hylde hende. Det er da lidt af en foregangskvinde, ik’?

Og Karen Blixen? Kan vi også lære af hende?

Solbjørg holder en lille tænkepause.

- Det er svært … Jeg har ofte oplæst hende på scenen og har altid interesseret mig for hendes forfatterskab og læst hendes noveller højt for min søn, også da han var helt lille og ikke forstod dem.

- Hun associerer jo som et barn, og historierne udvikler sig konstant. Men altså, hun er jo på mange måder også en tragisk skæbne …

En lillebitte fregne

Knap så meget verdenskvinde er der over den anden rolle, Solbjørg snart er aktuel i.

Når ”Riget Exodus” vender tilbage – den tredje og afsluttende selvstændige efterfølger til Lars von Triers kultserie – kan hun igen ses som søvnlaboranten Camilla. Også hendes mand, skuespiller Henning Jensen, spiller atter den kabalelæggende og kontrollerende hospitalslæge Bob.

Og her stopper arbejdsopgaverne ikke, for en mindre rolle i en komedie har Solbjørg også nået at indspille, nemlig Barbara Topsøe-Rothenborgs ”Bytte bytte baby”, der får premiere i starten af 2023.

Men – nu står den på tiltrængt tid til ro.

For nogle måneder siden fyldte Solbjørg Højfeldt 75 år, og fejringen foregik over nogle dage med blandt andet brunch, lagkage og tapashygge med sommerhusnaboerne.

Hyggeligt – men ingen stor ståhej, fortæller Solbjørg, da vi sidder under den store parasol i den frodige, blomstrende have i Rågeleje, hvor parret har haft sommerhus de sidste 22 år.

På bordet er disket op med sprød porretærte, salat, gode oste og brød. Henning har sagt venligt goddag og er trukket indendørs, han har haft en travl uge med journalister på besøg næsten dagligt i forbindelse med udgivelsen af sin bog ”En skidt knægt”.

Han er en af grundene til, at der nu skal drosles ned.

- I marts blev Henning ramt af en hjerneblødning, der gik ud over hans venstre øje. Det var et chok, så det er vigtigt, vi kan være her uden for meget virak nu. Han må ikke blive for stresset, siger Solbjørg med en nænsomhed, der rammer både stemme og øjne, når hun taler om sin mand gennem 37 år.

Også Solbjørg selv har fået sygdomme af den tunge kaliber tæt på. Modermærkecancer og kræft i livmoderen. To diagnoser, hun fik med to måneders mellemrum i 2020.

Det hele startede med en lillebitte fregne, som Solbjørg gik og holdt øje med.

- Jeg aner ikke hvorfor, for den hverken kløede eller så mistænkelig ud, men da jeg en dag var hos lægen og endelig huskede at vise den, talte hun med store ord: ”Den skal væk, og det skal være NU!”

Der gik da heller ikke lang tid, før Solbjørg havde været til plastikkirurg og var sendt videre til operation i et kræftpakkeforløb på Herlev Hospital. Her fik hun fjernet det maligne modermærke, som fregnen viste sig at være.

På trods af et 12 cm langt ar til følge kunne hun alligevel begynde at ånde lettet op.

- Så gik jeg der og følte mig lykkelig over, at det var vel overstået og var ved at komme mig, da jeg pludselig begyndte at bløde fra underlivet.

- Lidt fjollet spurgte jeg min læge, om man kunne få spontan menstruation i min alder, men nej, jeg skulle forbi min gynækolog, hvor jeg fik foretaget en biopsi. Den viste, at jeg havde en tumor i livmoderen. Det var godt nok et hårdt slag.

Gik i tænkeboks

Kort tid efter fik Solbjørg fjernet sit underliv ved en kikkertoperation. Alt gik efter planen, men først efter en kort venteperiode konstaterede lægerne, at Solbjørg havde en type 2 cancer, og at de kunne frygte, at en ondartet celle var smuttet ud i livmoderhalsen.

Derfor tilbød de hende at få fjernet alle lymfekirtler.

- Puh, dér gik jeg i tænkeboks! Og konsulterede Dr. Google. Dét kan jeg ikke anbefale, jeg så de frygteligste billeder og blev helt forvirret. Men så kontaktede jeg min læge og gynækolog, der gav mig det gode råd at mærke efter inde i mig selv.

- For det er umuligt at sige, hvad der er rigtigt og forkert i sådan en situation. Lymfekirtlerne er vores renseanlæg til bl.a. tarme og ben, og er man uheldig at få lymfødem, er det nødvendigt med livslang kompressionsbehandling. Derfor fravalgte jeg at få dem fjernet, for det ville betyde, jeg ikke kunne arbejde mere.

Solbjørg sidder lysende og levende med sit karakteristiske stærke blik under det, der snart er blevet hendes stilmæssige vartegn, en Panamahat, der skåner fregnerne for solen. Og klæder hende umanerligt godt.

Man kan hverken se eller mærke det på hende, men dagen efter skal hun til kontrol. Det sker hver fjerde måned for livmodercancer, hvert halve år for modermærkecancer.

- Dagene før er det svært at lægge fra mig, så har jeg lige en søvnløs nat. De siger, at efter tre år vil risikoen for, at kræften vender tilbage være utrolig lille. Men så læste jeg lige i Apotekets helseblad, at der er en god rate for overlevelse, hvis man er diagnosticeret med modermærkecancer.

- Alligevel står der: ”96,2 % af danske kvinder overlever modermærkekræft med fem år”. Hvad betyder dét!? At man er død efter de fem år? Så kan jeg godt blive lidt angst, når jeg læser sådan noget …

Er der kommet en anden dimension i dit liv efter de to diagnoser?

- Ja, jeg føler et uskyldstab, som om der pludseligt er åbnet for så mange andre ting, der kan ske. Nu har man kendt så mange, der har haft det og troet fast på, at det ikke overgik én selv … Det giver lige en kindhest.

Du har nævnt, at det kan være forbundet med en skam at få en kræftdiagnose …?

- Altså, hvis man for eksempel er sammen med nogle forkølede børn, så ligger det i ens bevidsthed, at man godt kan blive smittet, men det her rammer ud af intet.

- Og så kommer følelsen: Hvad har jeg dog gjort forkert? Hvad skulle jeg have gjort anderledes? Er det fordi, jeg røg som ung? Har drukket alkohol? Er det fordi, fordi, fordi …? Sådan kan man flagellere sig selv, og det er der jo ingen grund til, men tanken kommer lige … Det er meget mærkeligt.

Har du lagt den fra dig nu?

– Jeg vil sige, at jo mere bevidst og oplyst jeg er, jo bedre går det. Men tanken kan stadig være svær at skubbe væk, når man har røget og drukket og været til eksamen mange gange om året, fordi man afleverer sig selv på en scene.

- Men jeg ved jo godt, at der er nogle, der gør alt det rigtige og stadig bliver ramt. Jo ældre man bliver, jo flere celledelinger udsættes man for, og risikoen for cancer forøges. Vi kan selvfølgelig gøre ting for muligvis at undgå at få det, men der er ingen garanti. Og jeg har faktisk spist meget broccoli i mit liv!

Angsten for at miste

Solbjørg og Henning har aldrig lagt skjul på, at der er en anden sygdom, nemlig Hennings depressioner, der i perioder har fyldt meget.

Siden hun som ung skuespilelev for 50 år siden så den karismatiske skuespiller på en scene, har hun været forbundet med ham. Selv om der gik nogle år før, de blev et par, vidste hun indeni, at han var hendes skæbne, som hun siger.

Hans skrøbelige sind har aldrig været et tabu. Tværtimod, lyder det med et skævt smil fra Solbjørg. Der bliver talt meget om det i deres hjem. Med tryk på meget.

- Men det kommer og går, og der er også masser af måneder, hvor der ikke er noget. Men når depressionen er der, præger det os. Jeg kan mærke symptomerne hos Henning, inden de rigtig er dukket op.

- Det, der kan frustrere mig mest, er, hvis jeg oplever, der ikke er noget ønske om at få det bedre. Så kan jeg tænke: ”Hvis nu du går en tur, vil du mærke en bedring – så hvorfor gør du det ikke? I det mindste bare for min skyld”. Men samtidig ved jeg jo godt, at når man har det sådan, er det svært at tage initiativ til bare det at stå ud af sengen.

- Men jeg har aldrig været i tvivl om hans taknemmelighed og kærlighed til mig – og vice versa! Ellers havde vi jo heller ikke været sammen i så mange år. Og jeg ved godt, at han altid helst har villet være fri for at have det, som han indimellem har det. Når jeg ser, hvad han går igennem, og hvor rædselsfuldt han kan have det, bliver jeg fyldt af en utrolig ømhed for ham.

Solbjørg smiler pludseligt lidt for sig selv og fortsætter:

– Og jeg kan også stadig i glimt betragte ham og få et sug i maven. Så er det som at se ham som ung igen, og det hele kommer tilbage. Forelskelsen og betagelsen. Men … sekundet efter kan jeg råbe ad ham som en rejekælling, ha ha …

I kan skændes …?

- Ja da, ofte. Vi har vanvittige temperamenter begge to og kan også smække med døre … Henning har høreapparat, men sjovt nok kan han ikke altid høre, hvad netop jeg siger, og så må jeg jo næsten råbe det til ham, det kan lyde ret aggressivt.

- Og jeg kan heller ikke udelukke, at der ligger en snert af irritation gemt. Han er ikke ung mere, men det vil man jo gerne have … Jeg er også meget påståelig. Fordi jeg ofte har ret, ha ha …

Nu var det pludselig dig, der var syg. Hvordan blev det tacklet?

- Jeg tror, det ligger i kvinden, at vi tager os af andre og viser omsorg, og nu var jeg den, der havde brug for det. Men jeg kunne godt mærke på Henning, at han helst ikke ville høre så meget om min sygdom.

- ”Nu er du jo blevet opereret, så nu er du rask, ikke? Så behøver vi ikke at tale om det …” Men det er jo angsten for at miste, det handler om, en forsvarsmekanisme …

Hvordan har du passet på dig selv i forhold til hans sygdom?

- Jeg har altid haft et dejligt frirum i mit arbejde og har heller ingen planer om otium – hvorfor skulle jeg dog? Jeg har også gået lange ture, haft familie og venner, som i alle livets forhold altid er der, og det er et stort privilegium.

- Jeg har veninder i alle aldre fra 30-87 år, og det føles meget livsbekræftende og givende, når man ikke tænker på aldersforskellen. Men – nu slår det mig lige, at måske tænker de unge: ”den gamle idiot”?

Solbjørg bryder ud i latter, måske vel vidende, at der intet ”gammel idiot” er at spore ved hende. Det betyder dog ikke, at hun ikke skænker alderen en tanke. For dét gør hun.

For meget tyngdekraft

Tiden fra 60-70 år elskede hun. Ti fantastiske år, beskriver hun dem, hvor hun fik mod til at udføre ting, hun havde lyst til.

Blandt andet dramatiserede hun og opførte selv monologen "Kvinden ved 1000 grader" ud fra den islandske forfatter Hallgrímur Helgasons roman.

Men så passerede hun de 70, og noget ændrede sig.

- Man vågner en morgen, kigger sig i spejlet og tænker, ”wow! Det der kan da ikke være sket i løbet ad en nat?” Men jo, det kan det. Jeg tror, det er nemmere for mændene, deres krop må gerne falde lidt ud til siden, men sker det for en kvinde, bliver der sagt: ”aarh, skal hun ikke passe lidt på?”

- Og stopper man op og siger, ”det vil jeg da blæse på” – og det er der gudskelov, flere der gør – så ramler man lidt ind i den med at komme til at sammenligne sig selv med tidligere.

Også i forhold til det intime liv, kan Solbjørg mærke en forandring.

- Altså … Det har været svært rent erotisk efter operationerne, det synes jeg. Det føles ikke så indbydende … Måske er det kroppen generelt? Jeg synes, der er lidt for meget tyngdekraft, der huserer rundtomkring.

- Jeg kan godt se, der er mange skønne, fyldige kvinder i høje aldre, der stadig har et erotisk liv og elsker alt ved sig selv, og det ville jeg da ønske, jeg også kunne, men det kræver nok, man er helt i pagt med sig selv.

Men så er der heldigvis andre måder at være intime på?

Solbjørg svarer et fast og højt ja. Med et blik, der følger trop, varmt og insisterende.

– Man må aldrig glemme at kysse, røre og kramme hinanden, det gør vi hver dag.

Og, minder hun om:

- Vigtigst af alt skal vi holde vores empati og næstekærlighed i live, for mister vi det, går det ikke. Vi skal være i gensidig kontakt med andre, lytte og få vores horisont udvidet.

- Ellers tror jeg, det bliver en trist og kedelig alderdom, man får. Og der er trods alt mange ting at glæde sig over.