Dengang pomfritter var en grøntsag

I forlængelse af en klumme, jeg skrev for et par uger siden om børn, crossfit og stenalderkost, overhørte jeg forleden en mor og et barn diskutere, hvad barnet skulle have i sandwichbutikken efter en dejlig tur i svømmehallen. Og jeg skal da love for, at det med sund kost er på skemaet i disse år.

Barnet ville bare ikke have nogen sandwich og stod og kiggede opgivende ind på madhylderne, for der var grønne, røde eller gule ting i det hele. Jeg må indrømme, jeg fik uendelig meget sympati for det bette kræ, for da jeg var i den alder, spiste jeg INTET, der havde en mærkelig farve – og slet ikke når det var blandet sammen med alt muligt.

Samtidig kunne jeg ikke lade være med at mindes, da jeg selv som barn kom i den samme svømmehal. Dengang var der en lille kiosk inde i selve svømmehallen, hvor man kunne få det, der blev solgt i datidens små bikse af den slags. Det var blandt andet pomfritter, og pomfritter var faktisk min barndoms grøntsag. Hvor jeg dog elskede duften af sådan en bakke pomfritter efter at have leget i timevis i det halvlunkne vand. Der var sådan en helt særlig vidunderlig duft af grillbar sådan et sted.

Renées klumme i sidste uge: Er vi blevet afspritningsfikseret?

Pomfritterne blev generøst pøset ned i en papirbakke med bagepapir i bunden, og så blev der ellers strøget salt ud over dem, så det så ud, som om de havde været igennem en snestorm, før de landede på vores bord. Uhm, at dyppe sådan en pomfrit i det lækre hvide salt, læne sig ud over rækværket og se ned i hallen på alle dem, der stadig var i fuld gang. Den dér fornemmelse af en helt igennem træt krop, der bare flød fuldstændig sammen med en stol. Ah, hvilken velsignelse.

Ingen behøvede at sige ret meget, armen gik bare i fast rutefart mellem pomfritbakken og munden. Og langsomt kunne jeg mærke, at kræfterne vendte tilbage. Den duft og den smag af sådan en bakke olierede pomfritter godt dækket med salt i svømmehallens cafeteria giver minder om en tilstand, jeg måske næsten kan betegne som et kort øjeblik af lykke.

Hmm – jeg ved det godt, pomfritter er usundt. MEN – noget siger mig, at det minde aldrig ville have været det samme, hvis en eller anden velmenende sundhedstrippende voksen havde slasket lidt broccoli og en rucolasalat hen foran min spinkle og vandtrætte krop?

Jeg ved godt, det er politisk ukorrekt, men indimellem synes jeg altså, sundhedsbølgen skulle lægge sig på divaneseren og tage sig en lille skraber – det er i al fald altid sundt med en pause (og måske en pomfrit?).