Der opstod et akavet øjeblik, da lægen gav dem beskeden: "Jeg har haft følelsen af at være defekt"

Nogle gange går samtaler i stå i nogle larmende tavse sekunder, og den slags akavede øjeblikke har der været mange af i de seneste år af Nana Hyllesteds liv.

Som da hun og hendes mand fik at vide, at de ikke kunne få børn sammen, og det blev nævnt i en indskudt sætning, for den besked havde de jo allerede fået i e-Boks.

Men nej.

Den besked, som skød en stor, fed pil efter alle parrets fremtidsdrømme, havde de ikke modtaget. Det næste akavede øjeblik opstod efter en anden overraskende besked fra lægen.

– Han sagde, at så måtte vi jo finde ud af, hvad vi så ville. Om vi måske ville have en hundehvalp, om vi ville have sæddonation, eller om vi ikke ville have børn, siger Nana Hyllested og bryder ud i et grin over absurditeten i samtalen.

I situationen var der dog ikke noget at grine ad.

Hendes mand ville ikke kunne blive biologisk far til deres fremtidige børn, og det har været den største sorg igennem de seks gange insemination, fem gange reagensglasbefrugtning og tre fryseforsøg, som parret har været igennem siden 2017.

De forskellige læger og sygeplejersker, parret har været i kontakt med igennem et langt fertilitetsforløb, har alle sammen været søde og venlige, fortæller Nana Hyllested, men de er måske ikke altid så opmærksomme på, at den slags beskeder ikke er hverdagskost for andre, tilføjer hun diplomatisk.

– Det var så hårdt at få at vide. En selvudslettende besked, at vi ikke kunne skabe en baby sammen, og det blev bare endnu mere dystopisk dystert, at samme læge, som forinden havde spået os en lys fremtid, nu sad og tilbød os donorsæd eller en hundehvalp.

Donorsæd blev den af de lige dårlige muligheder, parret valgte at gå videre med, men ikke uden ambivalente følelser.

Derfor har de indtil nu været meget private om hele forløbet og kun talt om det med de allernærmeste.

– Jeg kunne slet ikke overskue at have nogen med ind at kigge på det, fortæller Nana Hyllested.

– Jeg tror, jeg er bedst til at få styr på det hele først, for jeg har ikke kunnet bære at skulle håndtere andres følelser oven i mit eget smadrede sind.

Klar til at lukke folk ind

Det er lige omkring et år siden, Nana Hyllested var igennem det sidste IVF-forsøg, som er forsøg med reagensglasbefrugtning, i det offentlige tilbud. Også det forsøg mislykkedes, og nu er hun klar til at dele sin fortælling.

– Jeg var simpelthen nødt til at finde mening i det hele, og hvis det ikke skulle være en baby, så måtte jeg skrive en bog! Så kan andre i samme situation spejle sig i nogle af de her følelser og måske ikke føle sig så alene og forkerte, fortæller hun.

For der findes masser af biografier om at være i fertilitetsbehandling og lykkes med det, men ikke om aspekter som sæddonation og om ikke at lykkes.

Så Nana Hyllested har selv manglet fortællinger at spejle sig i.

– Så bogen bliver min fødsel, og mit håb er, at den kan være med til at illustrere, at det ikke er alt i livet, der lykkes.

– Og det kræver accept, måske især fra én selv, og det er hverken let eller ligetil, men hvis jeg kan stille mig op og vise min fiasko, håber jeg, at andre tør det samme.

– Jeg tror på, at det er helende at dele, og jeg stiller mig gerne op som den kolos, andre kan læne sig op ad.

Romanen, hun har skrevet inspireret af sine oplevelser, hedder “Nul”. Som i nul baby. Nul funktionsdygtig krop. Nul kage i ovnen ...

Og den har ikke pludseligt manifesteret sig ud af det blå, for lige siden starten af Projekt Baby har hun skrevet notater om alt det, der var vanskeligt at tale om, og om alle de spørgsmål, hun savnede svar på om sædkvalitet, hormonforstyrrende stoffer, manglende forskning og tusind andre ting.

For vi ved alt for lidt om de bagvedliggende årsager til, at så mange har svært ved at få børn, og det vil hun gerne være med til at råbe op om.

Og så ved vi alt for lidt om, hvad det gør ved et menneske ikke at kunne få det, vi drømmer om.

– Det gør noget ved ens følelse af at være … at være kvinde. Hvis man ikke engang kan det, som kroppen genetisk er kodet til, hvad søren er det så, man skal?

– Jeg har haft følelsen af at være defekt: Hvad er det her for en vare, der er kommet med en ellers ubrudt emballage, og så er den alligevel forkert på en eller anden måde?

Skamfuldt ikke at kunne få børn

Det har været svært for Nana Hyllested ikke at kunne få et svar på, hvorfor de mange fertilitetsforsøg ikke lykkedes, når lægerne ellers bedyrede, at hun så helt fin ud. Og samtalen i parforholdet har fået et anderledes fokus.

Hvad sker der med den romantiske forestilling om at blive forældre i et fertilitetsforløb?

– Det er en kæmpe brist. Vi har jo kigget på hinanden og tænkt, hvor bliver det skønt, at vi skal lave sådan nogle små nogle, der kommer til at ligne os, og det blev bare fejet af banen.

– Det kommer slet ikke til at ske. Det har været en kæmpe sorg. Men vi har været gode til at snakke sammen. Det tror jeg går galt i mange parforhold, så det er vi meget bevidste om.

– Vi kan sagtens være forskellige steder i det, men vi kan rumme hinanden. Når jeg har været helt vanvittig af hormonbehandlingerne – mine ord! – har vi kunnet grine lidt af det bagefter, så det ikke står tilbage som et monster, man ikke magter at se tilbage på. Men det er ikke få gange, min mand har været ude med det store fejeblad og skrabe mig op.

Hvor vanvittig bliver man?

– Man bliver meget vanvittig! Nu har jeg skrevet en bog, så andre kan læse, hvordan det kan se ud, og at andre også har megamærkelige tanker. Hvis andre kan læse det og tænke, “okay – selv om jeg ikke føler mig normal, så er de her følelser trods alt legale, jeg er normal”, synes jeg, at bogen har en relevans.

– Hvor dumt det end lyder, så er det stadig meget skamfuldt ikke at kunne få børn – ikke at være en rigtig kvinde, selv om man ikke selv kan gøre for det. Det er så tarveligt, men det føles sådan, siger hun.

– Jo længere tid man kæmper for at blive gravid, jo længere tid har man til at gøre sig alle mulige tanker om, hvordan livet kunne have set ud med det barn eller alle de børn, man kunne have fået, hvis det var lykkedes fra første forsøg: Vi bliver gamle nu! Vi mister alle de her dage, vi kunne have haft med vores børn – dage vores forældre kunne have haft med deres børnebørn!

For hvert mislykket forsøg har Nana Hyllested hurtigt og håbefuldt meldt sig klar til det næste.

Også når lægerne forsigtigt foreslog, at hun måske skulle bruge lidt tid til at falde lidt til ro og komme sig.

– Men jeg var sådan: NEJ! Bare videre!

Hun siger det sidste med en høj og påtaget manisk stemme. Og griner. Drømmen blev på ingen måde svækket.

En enkelt gang lykkedes det at blive gravid. Alt var godt, indtil der ved en tidlig scanning ikke længere var hjerteblink. Men når det nu var lykkedes én gang, så kunne de få det til at lykkes igen, tænkte hun, samtidig med at hun hele tiden prøvede at finde svar.

Havde hun løbet for meget? Eller for lidt? Drukket for meget kaffe? Spist for meget slik?

Hvordan påvirkede de mislykkede forsøg ønsket om at få et barn?

– Det har hele tiden ændret sig. Fra “nu skal vi ha’ et barn” til “det skulle vi så ikke”. Men det mest nervepirrende var, at vi skulle have sæddonation ind over.

– Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til det, og slet ikke hvordan jeg skulle fortælle andre om det. Det gik ret hurtigt fra romantik til pragmatik, og det niveau skulle det bare holdes på for at kunne holde det ud.

Som Tinder for donorsæd

I “Nul” beskriver Nana Hyllested de tanker, der farer igennem hendes hoved, mens hun ligger på briksen for at modtage endnu en portion donorsæd: Mon sæden denne gang gør sin gavn?

Og mon den tager på en vandring rundt i hendes krop og møder de andre fallerede forsøg rundt omkring i blodbanerne?

Vænner man sig til tanken om, at det er en fremmed mands sædceller?

– Nej, det er lige forfærdeligt hver gang. Tanken om at det er noget udefrakommende. Mine grænser er blevet rykket utrolig mange gange i det her forløb. Fra “jeg vil gerne have en baby” til “hvad vil du egentlig gøre for at få denne her baby?” Åbenbart alt.

– Det er som at begå et overgreb på sig selv igen og igen. At stå og være fuldstændig afklædt og måske også lidt kvalm og tænke: Hvad er det dog, du har gang i?

– Uden at have fået en gave ud af det. Uden at have fået noget som helst ud af det! Hvor meget vil du byde dig selv, og hvor meget vil du byde din mand? Kan det her kategoriseres som utroskab? Hvad er vi ude i?

Det er ikke kun tankerne, der kan være mærkelige. Også det at vælge, hvem man vil have donorsæd fra, har været en pudsig øvelse for Nana Hyllested.

Og hvad gør man i øvrigt, hvis sæden fra ham, man har valgt, bliver udsolgt? Så er det på den igen som en omgang Tinder for donorsæd.

Mørkt hår, tjek. Brune øjne, tjek. Gode værdier, tjek.

Det er endnu en af de ting, som Nana Hyllested i dag kan joke med, men som ikke just var et oplagt samtaleemne til en middag med vennerne på det tidspunkt, hvor det var allermest sårbart.

Og så er vi tilbage ved de akavede samtaler, for barnløshed er i sig selv en temmelig træfsikker udløser for at ødelægge den gode stemning.

– Det er bare altid et akavet øjeblik, når nogen spørger, om man har børn, og svaret er nej. Så stopper al snak.

– Jeg føler altid, at jeg skal redde situationen og sige et eller andet, og de tænker også på, hvordan de kan komme ud af samtalen og begynder måske at snakke febrilsk om deres egne børn, og om hvor heldig jeg er ikke at skulle døje med det, og til det har jeg jo bare smilet og tænkt mit.

Nana Hyllested har altid forestillet sig at skulle have børn. Hun havde i hvert fald aldrig forestillet sig, at det ikke ville være en mulighed.

Da hun og hendes mand var klar til at få børn, flyttede de fra København til Sæby, for at deres børn kunne vokse op i nærheden af bedsteforældre.

– Er det ikke bare sådan, det er? Vi planlægger alting, og når det så passer at få børn, så er det bare nu, men det blev bare aldrig. Der skete ikke noget.

Kan vi tale om andet end børn?

Til gengæld fik folk omkring dem børn, og det blev meget tydeligt for Nana Hyllested, hvor meget samtalerne handler om børn, når man er i 30’erne.

– Jeg har tit tænkt: Jamen, hvad talte vi om inden? Har vi slet ikke nogen værdi i kraft af os selv, eller kan vi kun formulere os igennem de her børn? Der må da stadig være et eller andet, der er bundet op på identiteten, en hobby, en passion, noget der driver en.

– Det gør det også vanskeligt at være en del af samtalen, hvis emnet kun er centreret omkring børn, for man kan ikke bidrage med noget, og så er vi tilbage til følelsen af at være mindre værd og på sin vis ekskluderet.

Har du nogensinde følt, at det er uretfærdigt, at I ikke kan blive forældre?

– Ja, det føles da dybt uretfærdigt, men jeg kan jo ikke skyde det hen imod nogen. Jeg har heldigvis bevaret min ordentlighed og har ikke kunne sætte mig selv op til, at “når jeg ikke kan, så skal du heller ikke kunne”. Overhovedet ikke.

– Jeg er kun blevet lykkelig på andres vegne, og så en lille smule ulykkelig på egne vegne, for jeg synes, vi har så meget kærlighed at give. Men det har kostet mig en ordentlig portion mental forberedelse at skulle træde ind i et rum med endnu et nyfødt barn. Dét har været vanskeligt.

– Og når det har været veninder, som kender til min situation, har det også lidt været med fortegnet “synd for”. Så har jeg fået lov at holde barnet som den første. Det er jo en sød gerning, men det har føltes … noget kunstigt.

Har du sagt det til dem?

– Nej, men nu kan de få lov at læse det!

Hun smiler og tilføjer:

– Og jeg håber, at de læser det som et udtryk for mine følelser.

Er du bange for, at du kommer til at fornærme nogen med din bog?

– Ja, det er jeg da, for noget af det, jeg har skrevet, er ret provokerende. Især over for mødre. Men jeg håber, at de også kan se det fra den anden side. F.eks. hvordan det kan føles at være indlagt til mødres bagtaleri. Det er så himmelråbende uinteressant. Det med at hæve sig selv op ved at trække nogle andre ned, det vil jeg ikke være med til.

Det er et år siden dit sidste fertilitetsforsøg. Vil I prøve noget igen?

– Jeg kan ikke lide at sige, at noget er definitivt, men der sker ikke noget nu. Nu har vi jagtet noget i så lang tid, så vi har brug for at ånde.

– Men for at kunne være i det har jeg brug for ikke at lukke alle døre og vinduer for, hvad fremtiden kan bringe. Jeg har også en niece, som jeg kan kramme løs på.

– Og min mand og jeg er jo også en familie. Det var vi også før og imens, vi håbede på at få et barn. Og vores familie er også helt o.k., som den er.