Deres søn var syg af kræft – og blev rask. Men så skete der noget mellem dem

Da Anne-Grethe Bjarup Riis’ søn for nogle år siden endelig blev rask igen efter et hårdt kræftforløb, kaldte hun det et mirakel, at hendes ægteskab overlevede.

I flere år havde hun og hendes mand brugt al deres overskud på at være ved Gilberts side, mens han var indlagt på Rigshospitalet, og på samtidig at få hjemmet til at køre.

Var de endelig sammen hele familien, fik børnene al opmærksomheden. I romanen I Guds rige, skrev Anne Grethe ærligt om bl.a. den ensomhed, hun oplevede i den periode. Det var en bog, hvor hun tit havde siddet og tudet, mens hun hamrede i tasterne.

Her fire år efter, at hun aktuel med en ny roman, Ulykkens år. Den har intet at gøre med hendes eget liv, men handler om livet hos herskab og tjenestefolk på slottet Egeskov i 1874-75.

Trods den ildevarslende titel har skriveprocessen denne gang været anderledes glædesfyldt for hende. Faktisk har den været helt fantastisk, fortæller hun.

Egentlig var hun gået i gang med at skrive I Guds Rige 2. Hun havde lyst til at skrive mere om sin mor og barndom. Men til en middag med sine redaktører, spurgte de, om hun ikke i stedet havde lyst til at skrive om Egeskov.

– Jeg tænkte først, om Egeskov? Hvor er det nu, det er? Nå jo, det er jo det fine slot på Fyn.

Redaktørerne ville gerne have, at hun skrev sammen med forfatteren Thomas Rydal, som hun kun havde mødt en enkelt gang ved en reception. Ret overvældende, for de forventede, at hun og han sammen skabte en serie på tre bøger.

Efter at have tygget lidt på den idé, holdt hun et møde med Thomas Rydahl.

– Vi skulle lige finde ud af, om vi overhovedet kunne sammen. Men vi klikkede super godt.

– Det var meningen, vi skulle skrive hver sin bog i serien. Men da vi begyndte at dykke ned i Egeskovs historie og kom mere og mere ind i arbejdet, opdagede vi, at vi gik så godt i spænd, at vi hellere ville skrive sammen.

At arbejde tæt sammen med andre på kreative produkter er ikke fremmed for hende, tværtimod. Det har hun gjort både som skuespiller og instruktør.

– Og det falder mig nemt. Jeg har altid haft det sådan, at det er den bedste idé, der skal vinde, også selv om jeg er instruktør og leder. Kommer der en idé, som er federe end min, tager jeg imod den med kyshånd.

– Det blev jeg vant til allerede dengang i satiregruppen Emmas dilemma. Der opdrog vi hinanden til, at alle kunne komme ud med, hvad de gik og puttede med, ligegyldigt hvor tosset det var.

Mens hun sad og byggede karaktererne op til Ulykkens år, opdagede hun, at Thomas Rydahl havde fuldstændig samme rummelighed som hende selv.

– Selv når en af os kom med en helt far out idé, har vi haft det sådan, at det skulle undersøges, hvad den kunne. Det har været dejligt at opleve.

Hendes eget ulykkens år

Desto mere underligt har det været for hende sideløbende privat at opleve sit eget ”ulykkens år”, der trækker spor tilbage til Gilberts kræftsygdom. For miraklet omkring hendes ægteskab holdt ikke. Den prøve, det var blevet sat på, viste sig at være for stor.

– Jeg følte jo dengang, da Gilbert fik kræft, at min mand og jeg stod meget alene med alting. Vi stæsede rundt i hver sin retning for at nå det hele. Og når vi endelig var sammen, var vi ved at kollapse af udmattelse, siger hun i dag.

– Den udmattelse blev ligesom bare ved også bagefter. Jo mere kemo, der kom ud af kroppen på Gilbert, jo mere rask han blev, jo mere i knæ kom vi. Det havde været så vanvittigt hårdt at skulle passe på ham og medicinere ham og lægge alle vores egne behov til side.

– Undervejs dukkede der spøgelser op fra fortiden. Jeg fik genoplivet en dyb følelse af ensomhed fra mit tidligere liv og kæmpede både med sorg, svigt, mindreværd og meget andet. Og på samme måde kæmpede Bo også med sine dæmoner.

Men de kæmpede på hver sin måde. Han var mere lukket end hende og havde svært ved at tale om tingene.

Så selv om det, at de var ved at miste deres søn flere gange, på en måde gjorde dem stærke, fordi de lærte at klare det utrolige, ødelagde det også noget imellem dem.

– Jeg tænkte, nu klarede vi den. Vores søn blev rask. Nu var vi ude på den anden side, og så kan vi ikke bare smide vores forhold på gulvet. Det ville jo være anden gang, jeg blev skilt. Jeg blev også skilt fra min ældste søn Osvalds far.

– Det var en kæmpe falliterklæring, syntes jeg dengang, og jeg havde lovet mig selv, at jeg skulle aldrig skilles igen. Jeg orkede ikke igen det med børn frem og tilbage. Derfor veg jeg tilbage længe. Men til sidst var prisen for at blive i vores ægteskab for høj.

For problemfyldt og kaotisk

Efterhånden gik det op for Anne-Grethe, at der faktisk ikke var mere tilbage i ægteskabet at smide på gulvet. Da hverdagen hjemme begyndte at fungere igen, fik hun og hendes mand nemlig sværere og sværere ved at nå ind til hinanden.

– Jeg tror også, det handlede om, at vi havde givet og givet og givet. Den forbandede cancer havde suget alt ud af os. I frustration kom vi til at drikke for meget og ruskede i hinanden. Det satte sig som nogle dårlige oplevelser, og så var der endnu større bjerge, vi skulle bestige for at nå hinanden.

– Alle de dumme ting, der var sket – sygdommen, chokket, sorgen over at ingen hjalp os, og efterveerne – kilede sig ind imellem os.

Til sidst havde Anne-Grethe bare ikke mere overskud at give af.

– Jeg syntes, vi prøvede alt. For eksempel gik vi både i parterapi og i terapi hver for sig. Men til sidst måtte vi opgive. I sommers kunne jeg ikke mere. Og det er jo en kæmpe sorg.

– Jeg har mistet min kernefamilie og er ikke længere sammen med mit livsvidne, som jeg har delt så meget med i så mange år. Men det var det rigtige. Vores samliv var blevet for problemfyldt og kaotisk, og jeg var nødt til at passe på mig selv.

Efter skilsmissen har hun og hendes mand solgt hus og sommerhus, og i dag bor Anne-Grethe i en lejelejlighed i København, hvor hendes egne store malerier i lysende farver fylder godt på væggene, og sollyset denne formiddag falder ind i stuerne.

– Selve flytteprocessen var også crazy svær. Vi havde jo boet i vores gamle lejlighed på Østerbro i 21 år. Det var børnenes barndomshjem, og jeg holdt virkelig meget af det sted.

– Jeg smed ud og pakkede ned i en uendelighed, og da jeg flyttede ind her, smed jeg igen en hel masse ud. Men det har nu også været rensende. Jeg har fået ryddet op på en måde, jeg aldrig ville have fået gjort ellers, både i mine ting og i min økonomi.

I det hele taget oplever hun denne tid efter skilsmissen som en ny begyndelse, der bestemt ikke kun er sort.

Sideløbende med sorgen nyder hun at have fred til at fokusere på at være sammen med børnene, kunne gøre noget for sig selv og koncentrere sig om sit arbejde. Og heldigvis er børnene jo 17 og 20 år.

De gør, hvad der passer dem. Der er ikke nogle svære forhandlinger om, hvem der skal være hvor.

Selvfølgelig har det været krævende for hende samtidig med al den tumult i privatlivet at skrive så omfattende en roman, som Ulykkens år. Men hun oplevede egentlig, at skilsmissen også gav hende en særlig form for power.

– Det, at jeg har fået luft omkring mig, har givet mig en stor energi, som jeg kan investere i mig selv og mine børn og mit arbejde. Det passer mig så fint, at jeg ikke skal forholde mig til en partner lige nu. Jeg har det heller ikke sådan, at jeg længes efter at finde en ny. Som I slet ikke.

– Lige nu skal jeg bare være her i mit nye liv og have plads til at skrive og gøre det problemfrit og være en fed base for børnene.

Ensomheden har hun ikke mærket noget til.

– Jeg har jo børnene og mange fantastiske venner, som jeg nu også har mere overskud til at pleje.

Jeg vil have et godt liv

Anne-Grethe er blevet 58 og oplever, at både alderen og oplevelserne med Gilberts sygdom har gjort hende mere selektiv.

– Jeg er blevet opmærksom på ikke at spilde tiden. Hvad er det, jeg skal bruge livet til? Skal jeg blive ved med at hvirvle rundt i problemer og konstant kæmpe for at finde løsninger? Skal jeg blive ved med at bokse rundt med et forhold, jeg alligevel aldrig får til at fungere, og hvor vi konstant hakker på hinanden? Nej, for det er spild af liv.

– Jeg har det sådan, at jeg skal turde at sige nej tak, hvis der er noget, der ikke dur. Jeg gider ikke have flere problemer, det er livet for kort til. Jeg vil have et godt liv.

Et godt liv for hende er bl.a. at bruge tid sammen med sine børn. Sammen er de stadig i færd med at hele efter de hårde år med sygdom, og kuren hedder selvforkælelse og gode oplevelser.

– Vi har lige bestilt en rejse til Japan, og jeg glæder mig vildt meget. Vi har også været i Amsterdam i efterårsferien. Kørte bare derned og tog på luksusspa. Det var så skønt.

– Jeg elsker også at se mine venner, invitere dem til middag og gøre alt det med dem, som jeg har forsømt. På den måde er vi et godt sted.

Også arbejdsmæssigt oplever hun, at hun er blevet mere tro mod sig selv. Er der noget, hun ikke har lyst til, siger hun fra, selv om folk blive sure.

– Her er Egeskovserien blevet et hjertebarn, fordi jeg sådan nyder arbejdsprocessen, og fordi jeg synes, at det at dykke ned i historien er så vigtigt. Vi står jo oven på vores historie. Vi er jo vores historie. Det er i vores DNA.

Hun og hendes medforfatter på Ulykkens år, Thomas Rydahl, kunne dårligt være mere forskellige, siger hun.

– Thomas er ti år yngre og har lige fået et lille barn. Han er et helt andet sted og er også en helt anden type. Og rent arbejdsmæssigt har han skrevet mange krimier, hvor jeg har arbejdet meget i filmverdenen.

– Vi kommer med nogle forskellige input, og det har været sindssygt fedt. En af mine yndlingsmottoer er: Det er nemmere at finde på, end det er at forstå. Det er ikke nok at være god til at få idéer, det er også vigtigt at kunne folde tingene ud sammen. Og det kan vi.

Planen var først, at ”Ulykkens år” skulle strække sig over 10 år, men der var alt for mange historier, som pressede sig på for hende og Thomas, så denne første bog er endt med kun at strække sig over et enkelt år, nemlig fra 1874 og ind i 1875.

Frihed og livsmod

Historien i bogen åbner med, at der er fest. Den adelige familie på Egeskov fejrer, at deres søn skal forloves, og familiens arvefølge dermed sikres.

Men netop denne dag sker en tragedie, som skaber forandringer ikke kun for herskabet, men også for tjenestefolkene. Helt bevidst kan bogen på mange måder ses som en slags dansk pendant til Downton Abbey.

Undervejs har Anne-Grethe og Thomas været på besøg på Egeskov og undersøgt alt tilgængeligt om de personer i bogen, som bygger på nogen, der har levet i virkeligheden.

– Grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille og prinsesse Alexandra, der ejer Egeskov, har været meget gæstfrie og ladet Thomas og mig drøne rundt i hemmelige rum og op og ned på trapper, og vi har fået en masse at vide om, hvordan de f.eks. holdt jagtselskaber, hvor meget personale der var og den slags ting.

I deres research har de bl.a. også gjort brug af Danmarks nok ældste kogebog, der udkom i 1837 og er skrevet af Anne Marie Mangor.

En bog, der næsten bliver som en bibel for tjenestepigen Oda, der i bogen kommer til live på en helt ny måde, når hun står foran madgryderne.

– Det var jo en tid, hvor folk kom ud at tjene allerede som børn, og man ofte blev gift meget, meget ung, siger Anne-Grethe.

– Det kan synes som længe siden, men min mor, der voksede op ude på landet i en skov tæt på Himmelbjerget, har fortalt om lignende forhold der.

– Hendes brødre og nogle af dem, hun kendt på gårdene, kom ud af tjene helt fra niårsalderen, giftede sig også som helt unge og fik børn, mens de næsten selv kun var børn. Sådan var det for mange dengang.

Anne-Grethes mor husker også en fattigdom i stil med den, der beskrives blandt folkene på og omkring Egeskov, og kvindeundertrykkelsen.

– Den var bare massiv både hos høj og lav. I Ulykkens år beskriver vi, hvordan både mænd og kvinder i overklassen blev tvangsgiftet væk. Det vigtige var at sikre, at værdierne blev på familiens hænder, og derfor fik de unge ingen indflydelse på, hvem de skulle tilbringe resten af livet sammen med.

På mange måder har det at arbejde med romanen været et fristed for Anne-Grethe i den turbulente periode, hvor hun selv blev skilt.

– Karaktererne blev så levende for mig og var hele tiden i mine tanker. Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang med det næste bind og tænker allerede på, hvad der skal ske. I det hele taget er det mit forfatterskab, jeg vil satse på i de næste år.

Selvfølgelig er der meget i sit liv, hun er ked af ikke blev, som hun drømte om.

– Jeg havde da forestillet mig, at Bo og jeg skulle blive gamle sammen. Men sådan blev det ikke. Til gengæld har jeg nu alle muligheder for at skabe et godt liv for mig selv i min tredje alder. Jeg vil have en tilværelse, som foregår i mit tempo, og hvor jeg kan gøre, hvad jeg har lyst til.

– Tidligere var jeg nok nødt til at pakke mig lidt sammen og tilsidesætte, hvad jeg ville, det behøver jeg ikke mere. Også fordi børnene er blevet større. Alt det har givet mig et nyt livsmod og en frihed, der hjælper mig til for alvor at komme til kræfter igen.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 21, 2024.