"Det er flovt for mig at indrømme, at jeg har mistet kontrollen"

Mary Consolata Namagambe er direktør og grundlægger af She for She. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Mit navn er Mary Consolata Namagambe, og jeg er afhængig af Instagram!

Det er svært for mig at indrømme, at jeg er afhængig, uanset om det er sex, alkohol, mad, shopping eller Instagram.

Det er flovt for mig at indrømme, at jeg har mistet kontrollen. Og hvis jeg indrømmer det, bør jeg vel gøre noget ved det eller?

Jeg har ofte en følelsen af, at Instagram er min skygge. Den hænger på mig og følger mig overalt.

Den bider i mig, river i mig, hvert femte minut for at fodre den med opmærksomhed.

Den er i mine tanker, hver gang jeg sætter mig til bords, hver gang jeg løber en tur, hver gang jeg dyrker yoga, hver gang jeg ser en solopgang, hver gang jeg deler en hyggelig eller en sjov stund med en, så skal det deles!

Der er ikke nogen, der kan se min afhængighed, for jeg ligner alle andre, der sidder eller står med deres mobiltelefoner på gaden, i metroen og sågar mens de går!

Du har garanteret oplevet det, alligevel undrer vi os ikke, for det er jo normen. Alle ser på deres mobil.

”Kan du ikke bare slette appen”, spørger jeg mig selv … Jo … Nej. Ikke rigtig. For Instagram er et sted, hvor jeg griner, arbejder, bliver inspireret og lærer.

Den er med mig hele dagen og ved siden af mig, når jeg falder i søvn, så hvordan kan jeg dog ignorere den?

Men min afhængighed forhindrer mig i at være i nuet, fordi jeg har travlt med at se, hvad andre laver, hvor mange likes, jeg har fået, hvem der ser mine stories, sammenligne mig med andre, kritisere mig selv!

Jeg er ikke mig selv, og mit forbrug er ude af kontrol.

Derfor besluttede jeg, at jeg på min ferie skulle lade være. Sætte Instagram på pause og ikke dokumentere hele min rejse.

Jeg tænkte, at noget andet var vigtigere, og at jeg kunne holde ferie fra mine 50.000 følgere, og de øjne, der skulle følge hver eneste detalje af min ferie fra mit hotel til min morgenmad, frokost og aftensmad.

Men så snart jeg landede i Kroatien, vendte jeg min telefon mod mit ansigt og sagde: ”Hej venner, nu er jeg landet i Kroatien!”

Jeg postede dog ikke den video. For første gang i mit voksenliv, holdt jeg ferie uden at poste det på Instagram.

Selv om stories og billeder fra ferie skal ligne et uskyldigt forsøg på at dele sin ferie med sine følgere, så ligger der flere tanker og større kræfter bag.

Aftenen inden havde jeg allerede besluttet mig for, hvor jeg skulle spise morgenmaden.

Jeg havde udvalgt et smukt sted med havudsigt og morgensol, som var instgram-værdig. Før jeg vidste af det, havde jeg skabt alle mine insta-stories i mit hoved.

Men så ramte virkeligheden mig. Hvad er der blevet af mig?

I stedet for at nyde min mad, solen, naturen og min tid, var jeg besat af at promovere det på min profil.

Jeg indså, at jeg var nødt til at give slip. Jeg nægtede, at min ferie skulle handle om at tage det perfekte billede.

I dag prøver jeg at lægge min telefon fra mig, når jeg har en samtale. Jeg prøver at tage tid på hvor lang tid, jeg er på Instagram.

Jeg prøver at bemærke hvilket humør og følelser Instagram giver mig, ikke mindst når jeg ikke kan slippe.

At bekæmpe en vane kan være meget hårdt, især hvis der er en hær af programmører, adfærdsforskere og dataanalytikere, der arbejder imod dig.

Jeg har besluttet, at jeg vil nyde nuet uden at tænke på at dokumentere det på Instagram. Det er en udfordring, men jeg prøver. Og jeg må ærligt sige, ikke at se andres stories og scrolle i mit feed i flere timer, har givet mig mere ro, gjort mig gladere, Og mere fokuseret på at få det bedste ud af min dag fremfor at se på andres dag og ønske, at jeg var i deres sko.