Det er ikke forbudt at være uenige
En sætning i et af de breve, jeg har fået i denne uge, har sat gang i en del tanker hos mig. En kvinde skriver, at hun havde påtalt noget, hendes mand havde gjort, og som hun syntes var forkert, og det havde hun gjort foran børnene. Og så skriver hun, at det ved hun godt er meget forkert, og det var faktisk det sidste, jeg studsede over. For jeg ved godt, at en gængs holdning er, at forældre ikke må være uenige foran deres børn. Foran børnene skal forældre åbenbart helst stå som en enig enhed, og gør den anden noget, man er uenig i, ja, så gemmer man det til senere, børnene må endelig ikke vide, at man kan være uenige om noget. Og se, det er jeg faktisk ikke enig i.
Hvorfor må børn ikke se, at deres forældre kan være uenige? Hvornår blev det en sandhed og en regel, man bare skal følge? Tænker jeg, at børn tager skade, hvis min mand og jeg er uenige om noget? Tager de skade af at høre eller vide, at vi er uenige? Det tror jeg da i grunden ikke, de gør. Jeg mener, masser af mennesker er jo uenige om tons af ting hele tiden, se bare på vores politikere, de er konstant uenige.
Læs også: Sådan håndterer du konflikter
I skolen er der også kammerater, der er uenige, og jeg er sikker på, de fleste børn har været uenige med nogen, enten andre børn eller voksne på et eller andet tidspunkt i deres liv, i særdeleshed er børn jo ofte uenige med deres forældre. Så for mig at se er det ikke selve det at være uenige, der er et problem, for det er vi mennesker ret ofte, og det skal vi alle sammen lære at håndtere og være på en ordentlig måde. Faktisk er det utrolig vigtigt, at vi lærer det, hellere før end siden, for vi får brug for det derude.
Det kan derimod være et problem, hvis man ikke kan finde ud af at være uenige på en respektfuld måde. Hvis man for eksempel ikke anerkender, at den, man er uenig med, har ret til at være uenig med én? For det der med at være uenige fordrer faktisk en vis etik i måden at være det på. Nemlig, at man for det første ikke forsøger at overtrumfe uenigheden ved at sige grimme ord, eller at man tyr til metoder som at råbe uenigheden væk, eller at man måske endda skubber den væk, sådan helt konkret og fysisk. Derimod kræver uenighed i særdeleshed, at man har forståelse og respekt for, at den anden synes noget andet end det, man selv gør, at man giver sig tid til at lytte til de begrundelser, der eventuelt måtte være baggrund for uenigheden, og at man kan finde ud af at forklare sit eget synspunkt på en ordentlig og anstændig måde og i et stemmeleje og en stemning, der er befordrende for videre kommunikation. Faktisk tror jeg på, at det kan give børn ro i maven at få sat ord på de spændinger, der måtte findes i hjemmet, selvfølgelig på en ordentlig og respektfuld måde.
Kærlig hilsen
Renée
LÆS OGSÅ:
