Det hedder altså vasketøj

Så gjorde jeg det igen, hvor dum kan man være? Ret dum. Sagen er, at jeg købte en kjole. I sig selv ikke spor dumt, for det var sådan en liiidt dyr, men dejligt anvendelig sag til de dér tøjdage, hvor man står foran skabet og glor på alt det, der er i det, uden at kunne se noget som helst og tænker: Hvad skal jeg tage på? Nårh jo - selvfølgelig DEN kjole!
Den var tilfældigvis i silke. Hverdagsluksus er ikke at kimse ad. Da den skulle vaskes første gang, tjekkede jeg lige den lille hvide seddel i foret. Da var det, det gik op for mig, at jeg havde gjort det igen: "Dry clean only" !

Findes der virkelig mennesker, der konsekvent renser kjoler, der ikke lige hører til i selskabs- eller brudeafdelingen? I løbet af ingen tid og en håndfuld pletter ville den vældig anvendelige kjole koste mig lige så meget i rens, som den havde kostet i sig selv. Hvis jeg altså nogensinde nåede ned på renseriet med den. For sædvanligvis sker der det, at det, der skal renses, bliver samlet i en bunke. Så pludselig har man virkelig overhovedet ikke noget tøj at tage på, selv om man har helt vildt meget.

Min farmor var ung i en tid, hvor man brugte "ærmeblade" - små runde bomuldsposer, der blev syet på indersiden af hvert ærmegab med et par sting. Så kunne man nøjes med at løsne de svedabsorberende ærmeblade og vaske dem, så rensningen kunne trækkes lidt. Men jeg tror, tiden er løbet fra ærmeblade. Rigtig rent tøj er ligesom også rarest.

Så jeg gjorde, som jeg plejer: Jeg vaskede silkekjolen, selv om den skulle renses. Går den, så går den, og håbet er jo lysegrønt ... Første gang gik det faktisk også godt. Den lignede sig selv. Pjat med dem, tænkte jeg. Og vaskede den igen. Hvilket resulterede i, at foret og ærmerne krøb i voldsom grad. KUN foret og ærmerne. Ikke selve kjolen. Så nu ligner den nærmest en kunstnerisk installation. Tøjmærket Comme des Garçons, kendt for sit dekonstruerede design, kunne ikke have gjort det bedre. Kjolen ville muligvis passe, hvis jeg havde både anorektiske og ekstremt korte arme.

Så jeg er sur. Sur over igen at være hoppet på limpinden. Sur over, at tøjdesignerne ikke automatisk:
1) Vælger vaskbare materialer til kropsnært hverdagstøj.
2) Vasker materialerne INDEN syning, så de ER krøbet, hvis de kryber.
3) Forholder sig til, om deres skønne design holder ude i virkeligheden. (Derude hvor folk betaler for varen og sært nok har en forventning om at få noget for pengene ...).

Jeg var f.eks. helt vild med en perlebesat og stinkedyr selskabskjole, jeg engang købte i Los Angeles. Jeg vidste trods alt godt, jeg ikke kunne smide dén i vaskemaskinen og håbe det bedste. Men da jeg præsenterede renserimanden for vidunderet, sagde han, at den ikke kunne renses. Den kunne allerhøjst "luftes", og det ville han da gerne gøre - formedelst et beløb ... Luftes? Med den historie troede jeg faktisk, bunden (af vasketøjskurven) var nået.

Indtil for et par uger siden, hvor jeg læste i engelske Daily Mail om en kvinde, der havde købt sig et par Marc Jacobs-trusser. På den lille vaskeanvisning stod der - ja du gætter rigtigt: "Dry clean only". Underhylere, der kun kan renses??? (Søreme også lækkert med en dunst kemikalier mellem benene, når man får de nyrensede trusser på, ikke? Og HVORDAN afleverer man sine daggamle trusser på renseriet? Lægger man dem bare i hånden på renserimanden?). Da kvinden muggent ville returnere de uvaskelige og ubrugelige trusser, hvor hun havde købt dem, afviste ekspedienten hende: "Vi bytter af princip ikke undertøj ..." "Jamen, jeg VASKER altså af princip mit undertøj," svarede kvinden. "Så må du købe det et andet sted," sagde ekspedienten.

Hvad bliver det næste? Ærmeblade til underbukser? Er det virkelig for meget at forlange, at tøj kan vaskes? Jeg lover hermed, at
jeg aldrig mere køber tøj uden at tjekke, om det er kompatibelt med en vaskemaskine. Min eneste trøst er, at min kat lige har ædt de sko, der passede til kjolen.

Læs også: Dorthe Kandi: Vindermænd - jeg er sikker på de findes