Ditte Vallø: Det kræver en landsby

Vi startede dagen med en rundvisning på Christiania af en af de lokale kvinder. Jeg har været der en gang før, men indrømmer, at det besøg ligesom står hen i tåge, og jeg husker ikke meget andet end, at de havde verdens bedste falafler, og at jeg pludselig var blevet mester i poetry slam! Jeg var noget overrasket over, hvor hyggeligt der egentligt er, når man kommer væk fra Pusher Street, og lokalet, vi skulle være i, kunne da heller ikke have været mere hyggeligt med bondehusvinduer og ild i kakkelovnen. Jeg havde heller ikke behøvet være bange for de mange forskellige kvindepower-indslag, som gæsterne stod for, for selv om der godt nok var håndlæsning og afrikansk dans, så passede det ligesom bare til stemningen og føltes ikke akavet.

Et ønske om humor Min veninde bød velkommen, ved at forklare at hun selv havde inviteret, fordi hun gerne ville fejre sin datters ankomst på sin egen måde og med de kvinder, der indspirerer hende. Hun præsenterede os en for en og fortalte, hvor hun kendte os fra, og hvordan vi inspirerede hende som kvinde. Hun afsluttede talen med, at vi alle havde noget, hun ønskede at give videre til sin datter, og at hun håbede, vi på en eller enden måde ville være i hendes datters liv og være med til at give hende et nuanceret kvindebillede. Vi sluttede dagen af med det sødeste barselsritual, som jeg ville ønske, jeg havde kendt med mine egne tre drenge. Min veninde lå på ryggen på gulvet, mens vi alle sad omkring hende med en hånd på hendes gravide mave, og så, som de fairy godmothers vi var, gav vi hver et ønske eller en egenskab videre til den lille pige i maven – jeg gav hende humor og ønskede, at hun ville få let til latter. LÆS OGSÅ: Kom ud af hamsterhjulet Tabt søsterskab På vej hjem efter en hel fantastisk dag med følelsen af søsterskab, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, at den form for søsterligt sammenhold og det at udforske sin egen kvindelighed i fælleskab med andre kvinder er noget, der er gået tabt. I tidligere tider var det helt naturligt at indgå i et fællesskab med landsbyens kvinder, hvor man var afhængig af hinandens hjælp og vejledning i hverdagen. Det er jo ikke for sjov, at vi har udtrykket: ”Det kræver en landsby at opfostre et barn.” Men i dag har vi så travlt med at skulle klare alt selv. Andre kvinder er blevet konkurrenter frem for allierede, og vi kæmper om alt fra den pæneste krop, til karriere og det fineste hjem. Vi tør ikke længere vise vores usikkerheder og spørge om hjælp (for alle vores veninder har jo deres at kæmpe med), og tiden alene med små børn bliver næsten umenneskelig hård, når vi ikke har nogen til at lytte, vejlede eller tage fra, når det hele bliver for meget. Men vi vil ikke tabe ansigt eller komme bagud i konkurrencen, derfor er søsterskabet omkring det at få og opfostre børn opbrudt, og det er synd.

Giv det videre Jeg synes, det er super sejt af min veninde selv at skabe rammerne for hendes familie og selv tage ansvar for at samle et søsterskab. Men nu hvor vi ikke længere bor i små bondesamfund og danner søsterskaber, mens vi kærner smør og farver uld, hvordan åbner vi så op for den slags sammenhold igen? Ja, jeg gør det jo faktisk lidt i disse klummer, videregiver min livserfaring på godt og ondt. For det er slet ikke umuligt at genindføre søsterskabet i det moderne samfund. Det eneste vi skal gøre, er at tænke over, hvad vi kan lære af de kvinder, vi har omkring os – samt hvad vi selv kan give videre til unge kvinder eller hjælpe vores medsøstre med? Så hvad har du af egenskaber, andre kvinder kunne nyde godt af? Og hvem kender du, der kunne have brug for netop det, du kan? LÆS OGSÅ: Fra dukker til divaer - mine kvindelige forbilleder