Ditte Vallø: ”Ser min røv stor ud i det her prøverum?”

Som i en hver anden gyserfilm gik jeg forleden lykkeligt rundt i en tøjbutik, uvidende om hvad der snart skulle hænde mig. Glad havde jeg fundet noget lækkert kluns, jeg gerne ville prøve, og begav mig forventningsfuld mod prøverummet. Og så startede uhyggen (sarte læsere bør nok stoppe her). Jeg kom ind i prøverummet og tog mit tøj af. I prøverummet var der et 3-vejs-spejl, så jeg kunne se alt det på min krop, jeg ellers plejer at have ryggen til – og der så jeg den. Lige bag mig, helt bleg og uformelig ... min røv!

Skræmt fra vid og sans og så chokeret over synet, at jeg hverken kunne trække vejret eller røre mig, stirrede jeg rædselsslagen på, hvad jeg troede var en bootylicious bagdel, men som til min store skræk mest af alt lignede en blegfed bolledej med ALT for meget gær i.

Sandheden kom bag på mig

Med et forsvandt lysten til at prøve, ja, helt lysten til at købe nyt tøj, og som i et granatchok forlod jeg prøverummet, og lod alt, hvad der hedder lækkert tøj hænge, og gik dybt chokeret ned ad Strøget. Som en form for posttraumatisk stress-syndrom (PTSD) flashede billederne af min dellede ryg og bulede bagdel forbi mit indre blik.

Jeg har hørt om kvinder, der ikke vidste, de var gravide, før de fødte, og om ældre mennesker, der efter et slagtilfælde ikke ville anerkende deres lamme side. Men jeg har aldrig hørt om at fortrænge sin egen voksende bagdel i sådan en grad, at man føler sig snigangrebet af sin egen røv, der på den mest nederdrægtige måde (og lydløs som en ninja) har læsset kilovis af fedt på, lige der, hvor man ikke selv kan se det.

Jeg havde det, som kejseren i ”Kejserens nye klæder” må have haft det, da den lille dreng råbte: ”Men han har jo ikke noget tøj på.”

Jeg havde lyst til at løbe væk og gemme mig – ikke mindst for mit eget spejlbillede og den barske virkelighed, det viste. Sandheden var helt bogstaveligt talt kommet bag på mig. Ikke som en vægt på mine skuldre, men som et ton på min bagdel. Havde min voksende dårlige samvittighed over manglende træning og hurtige kulhydrater manifisteret sig på min bagdel? Havde jeg gjort dette ved mig selv? Ødelagt min ellers så fine bagdel? Havde jeg ladet stå til? Havde jeg løjet for mig selv og fortrængt min egen voksende bagdel?

Min røvs deroute

Helt forstenet og optaget af mine egne tanker stillede jeg spørgsmålstegn ved alt, jeg troede om min krop. Det værste var, om jeg havde forsøgt at overbevise andre om mit eget selvbedrag? I blogindlæg, damebladsartikler og endda tv samt i klumme op og klumme ned havde jeg ævlet løs om, hvordan jeg har accepteret min krop og rent faktisk synes, jeg er lækker. Var det stadig sandt?

Skulle jeg se virkeligheden i øjnene og anerkende min egen rolle i min røvs deroute? Indrømme, at jeg ikke er tilfreds med mig selv og mit udseende og tage – ikke bare ansvar – men også aktiv handling?

Eller skulle jeg ”walk the talk ” og gøre, som jeg selv har prædiket, nemlig, at man ikke behøver at leve op til de snævre skønhedsidealer eller andre forventninger end ens egne, og at man kan vælge at acceptere sig selv og sin krop, som den er.

Ændring – eller accept?

Hvornår skal man gå ind i følelsen af at være frastødt af sin egen krop og bruge den som motivation til at ændre de ting, man ikke er tilfreds med? Og hvornår skal man acceptere, at man ser ud, som man gør?

Hvornår ved man, at det på godt eller ondt ikke bare er ens egen selvopfattelse, der spiller en et pus?

Det er der nemlig kun en, der kan afgøre, og det er dig selv, for du er den eneste, der ved, hvad du ser i spejlet, og hvordan det får dig til at føle! For at kunne tage den beslutning må man være ærlig over for sig selv og se realistisk på sin krop. Ingen Instagram-filtre og gode vinkler, intet shapewear. Kun den skinbarlige sandhed.

Da jeg kom hjem, gik jeg derfor direkte ud foran badeværelsespejlet, hev op i kjolen og kiggede på min bagdel fra alle vinkler. Var den virkelig blevet for stor? Havde jeg virkelig fået for meget appelsinhud? Havde jeg ladet stå til med mig selv?

Enden er god

Heldigvis viste det sig bare at have været et ondsindet tryllespejl, der morede sig med at lokke intetanende kvinder ind i prøverummet og hviske: ”Lille spejl på væggen der, hvem har den største og kedeligste røv i landet her?” For den bagdel jeg så hjemme i mit eget, mere numse-venlige spejl, var næsten lige så rund, fast og bootylicious, som jeg huskede den. Det må have været en kombination af dårlig belysning og billige spejle, der havde udløst dette numse-fatamorgana. Jeg gav min egen velkendte bagdel et kærligt klap og åndede lettet op.

For når enden er god, er alting godt!

Læs også: Ditte Vallø: "Har du ingen rygrad, kvinde?"

Læs også: Ditte Vallø: "Kurvede kvinder har også stil"