Dk’s nye souldiva: ”Nogle sange har reddet mit liv”
foto: PR
Julie Lindell. Du kan lige så godt vænne dig til navnet, for hvis der er nogen som helst rimelighed til, slår navnet og stemmen sig fast, når vi alle sammen lige om lidt overgiver os til Danmarks nye diva og debutalbummet 'To whom it may concern'. Selv har hun for længst overgivet sig. Til musikken, selvfølgelig. Og, ikke mindst, til sin tro på gud, der har været en del af hende siden barndomsårene og som har hjulpet hende godt på vej til albummet, der nu er udkommet som en tiltrængt tyvstart på en pakkekalender, du på forhånd er småforelsket i.
Fra Lindell til dig og mig
Selv kalder hun sangene sine små flaskeposter.
"Man smider dem i vandet og håber, de hver især må nå frem til et menneske, som bliver glad for dem," siger Julie Lindell til Oestrogen. Og de har været længe undervejs, flaskerne. For Julie Lindell har været på banen 'altid' og er en af de heldige, der faktisk har formået at leve af musikken i mange år. Som sang-coach på talentprogrammer og film, korsanger for alle de store, danske navne, sanglærer og studiesangerinde. Og med pladekontrakter, der alligevel smuldrede i 11.time.
"Jeg har været tæt på mange gange … med store kontrakter og et album, der var lavet færdigt, og så smuldrede tingene alligevel, når det kom til stykket," fortæller Lindell.
Lige ved og næsten …
Som da hun blev spottet af en amerikansk top-producer, stod med det ene ben i USA for at udleve drømmen … og aldrig fik sit visum og måtte blive hjemme. Som da hun havde indspillet et helt album, hvor kontrakten efterfølgende viste sig at være håbløs. Og efter utallige tilløb, store tilbud og armbevægelser og drømme, der pludselig vendte om, får vi endelig alle sammen fornøjelsen af hendes helt særlige, udanske og ufattelig smukke vokal.
"Det er en omvendt rækkefølge at gøre tingene på. Nu har jeg stået i baggrunden i så mange år, og jeg har da også været vildt bange for, om jeg overhovedet kunne finde ud af være hende, der 'er' den, indrømmer talentet.
Musik med mening
Usikkerheden har sikkert været ret så ubegrundet. Hendes CV synger nærmest for sig selv, og navne som Rick Astley, Cliff Richard, Disney dukker op på listen over begejstrede samarbejdspartnere, ligesom hun faktisk har tjent kassen som korsanger overthere. Og sangerinden fortryder da heller ikke et øjeblik de ting, hun har lavet - og dem, hun takkede nej til.
"Det var bare ikke meningen, at jeg skulle lave min plade før nu, og jeg er glad for, jeg ventede. Selvom man altid har haft drømmen om et gennembrud - især som lille pige foran spejlet - har jeg aldrig sunget for at blive kendt. Men jeg ville alligevel aldrig kunne leve med ikke at ha' taget springet og tro på projektet," siger Lindell om albummet med de 13 popperler.
Dækket af kærlighed …
Og hurra for dét. For albummet dufter af pop, stinker af R&B og emmer af store ballader, der går lige i Whitney-hjertet. Ligesom Lindells stemme, der bider sig fast og ikke kan lyde mere udansk, end det gør her, og dét gør virkelig ingenting! Tvært i mod. Med fuld blæsersektion og strygere, Craig David og Macy Greys korsangere - og for egen regning - disker hun op med sit talent, der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved. Og med de 13 sange til os herude. Om tilgivelse, f.eks.
"Dæk det hele over med kærlighed. Der er en kæmpe kraft i at tilgive og gi' tilbage med kærlighed, uanset hvad der er sket," siger Lindell, der inspireres til sine sange af en herre, der har været med konstant og hele vejen.
En tilstand af tro …
For du kommer ikke uden om Gud, når du taler med Lindell. Troen kom før musikken og er i hendes liv. Ikke til jul, ikke om søndagen - men hele tiden.
"At være troende er en tilstand. Gud har haft en plan med mig og en stærk tro på mig … 'kast dine bekymringer på ham', siger biblen, og dét gør jeg så," siger præstedatteren fra Frederiksberg om dén tro, hun også 'synger ud' i kirken, man har lyst til at spæne til næste søndag, når man hører hende fortælle om den gospelverden, hun altid har været en del af. Og som tilsyneladende er alt andet end grå danskere, der brummer lidt med nede fra bageste række.
Ka' man leve af dét?
Der er heller ikke meget brummen og bageste række Julie Lindells album. Det er i dén grad første parket af styrke, skønhed og tro i den musik, hun som helt grøn sangerinde ikke anede, man kunne gøre til sin levevej.
"Musik er jo lidt ligesom stangtennis … det er ikke noget, man kan leve af, tænkte jeg. Men det kunne man altså, og jeg har været heldig at kunne blive ved med dét," siger sangerinden, der har 260 koncerter og workshops om året. Og en mand, et barn, en uovervindelig tro - og nu altså et solo-album, du roligt kan putte underjuletræet til dig selv og dine venner. Måske var det meget godt, hun aldrig fik dét visum …
Vind Julie Lindells album … følg med på oestrogen!
Prøv noget nyt - ta' i gospelkirken på søndag?
Læs om "Danmarks Don Juan(ita)!"