Dorte går kun i bad to gange om ugen. Og det er der en særlig grund til
Foto: Mew
Dorte Frees, 55, er lektor i mikrobiologi og ved det meste om bakterier og vira, men det er ikke det, der har drevet hende til at skrue ned for antallet af bade.
– Jeg har aldrig vasket hår og taget bad hver dag. Men inden for det seneste år er antallet af bade skåret ned til to om ugen. Motivationen har været at spare vand og energi, forklarer Dorte.
Hun er ikke bekymret for sin hygiejne, men glæder sig over, at den sjældnere vask skåner huden, da varmt vand og sæbe ikke kan undgå at virke udtørrende.
– Måske skyldes det min erfaring med at få udslæt, da jeg som teenager vaskede mit ansigt rigtig meget af frygt for at få bumser.
I dag er ansigtet de fleste morgener det eneste, hun vasker. Deodorant bruger hun ikke, og tøjet, hun tager på, er ikke nødvendigvis nyvasket. For hvorfor vaske tøjet, hvis det hverken har pletter eller lugter? Spørger hun og svarer selv:
– Vi danskere er siden 1970’erne havnet ude af en tangent, hvad angår personlig hygiejne og rengøring. Jeg tror, vi gør det, fordi vi kan. For nogle generationer siden krævede det arbejde med opvarmning af vand og andre forberedelser at bade og vaske tøj. Måske havde man ikke badeværelse og i hvert fald ingen vaskemaskine. Nu er alt dette bare så nemt og tilgængeligt.
Tilbage i skabet
Selv hænger Dorte jævnligt tøj ud til luftning for at kunne springe vaske over. På den måde opnås en friskhed af blandt andet uldfrakken og andet tøj, som ikke tåler maskinvask. Tøj, hun ikke bærer direkte på huden, som for eksempel sweatre, kan sagtens bruges 10 gange, før det lægges til vask.
Kort om Dorte Frees
- 55 år
- Lektor i mikrobiologi
– Jeg kan stå inde for det, jeg gør. Det handler ikke om, at jeg ikke gider, men at det ikke er sundt at forstyrre hudens delikate balance med varmt vand og sæbe. Hvis vi vasker os dobbelt så meget, bliver vi ikke dobbelt så rene. Morgenbadet er nok snarere et ritual, vi har lært og fører videre af skræk for at komme til at lugte.
Vi bør udfordre os selv på hygiejnen og give etagevasken en chance, mener Dorte. Både for sundhedens skyld og for at spare ressourcer.
Denne artikel blev udgivet i SØNDAG uge 24, 2023.
Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: