Dorthe Kandi: Er jeg i panikalderen?

Man hører mest om, at mænd har midtlivskrise. Så køber de åben sportsvogn eller løber en ironman eller bliver skilt og måske gift med en yngre kone og begynder forfra med småbørn eller ... Det er måske nok rigtigt for nogles vedkommende, men også lidt fordomsfuldt. Men efter at jeg dagen før nytårsaften er fyldt 49 og dermed gået i gang med mit sidste år i 40’erne, kan jeg godt mærke noget af den dér ”panik”, som måske bider manden med sportsvogn, skilsmisse og alt for meget tid i træningstøjet lidt i bagdelen.

For der er formentlig kortere tid tilbage, end der er gået – selv om jeg satser på at blive 100 år som min farmor. Uanset hvad er det stadig den friskeste del, den, hvor kroppen kan mest, der er bag mig – ikke mindst fordi jeg med sikkerhed ikke gider træne til en ironman. Men der er så meget andet, jeg gider.

For det, jeg mærker meget mere end panikken – eller måske på grund af panikken – er, at der er så meget endnu, jeg gerne vil. Der er masser, jeg har lyst til.

Det eneste, jeg virkelig kan panikke over, er at gå i stå. Bare at gøre det, vi plejer. Og forstå mig ret: Jeg kan godt lide traditioner, men hverdagstrummerum gør mig ked af det. Det betyder ikke, at jeg ikke kan lide hverdagen – for jeg elsker mit job, min cykeltur til arbejdet langs vandet, min skønne familie, aftener med en kop te i sofaen og alle de andre gentagelser – men der kan altså nemt gå for meget rutine i det for mig. Og jo større mine børn bliver, og jo mindre de har brug for ro og regelmæssighed, jo mere urolig bliver jeg, når gentagelserne bliver for mange – bare fordi vi ikke lige gider gøre noget andet end det, vi plejer.

Jeg frygter decideret, at at næste uge kommer til at ligne denne uge – og selv om jeg selvfølgelig kan arbejde lidt med den panik, så det ikke ender med sportsvogn eller en ny mand (men dog ingen nye børn, det garanterer min alder heldigvis), så tænker jeg også, at jeg kan udnytte panikken til noget godt. Til mere af alt det, jeg gider.

LÆS OGSÅ: Livet ER federe i 40'erne

Jeg gider for eksempel virkelig godt nogle flere fester. I juleferien så jeg en dokumentar om Danmarks kedeligste orkester, TV·2 – som vist ikke er så kedelige, som de siger – hvor Steffen Brandt netop er inde på, at det sidder dybt i os, at vi er blevet lovet flere fester. Det er noget, han går og tænker over – så måske kommer der snart en sang om det – men jeg blev i hvert fald ramt, da han sagde, at han tror, det er et tidsbillede, at det sidder i mange af os, at ”vi blev lovet flere fester”. Jeg synes i hvert fald, jeg går til for få fester og har for få af de dér aftener, hvor man danser og griner og taler med nogen om noget, der virkelig betyder noget.

Men jeg vil ikke sige, at ”det er samfundets skyld”, jeg vil tage det på mig. Holde flere fester. Invitere mennesker, jeg holder af, og nogle, jeg næsten lige har mødt, køre drinksvognen frem og skrue op for musikken.

Jeg vil i det hele taget have større armbevægelser og mindre fornuft. Efter 20 år med børn og kreditforeningslån og masser af glæde over det – det er bestemt ingen undsigelse af den periode i mit liv – så erkender jeg, at jeg forstår panikken. Det er måske også det, der er det forholdsvis nye ved at fylde 50: Det, som engang var det første skridt til at gå i fornuftige sko og se frem til at blive bedstemor, er i dag bare det næste kapitel – muligheden for noget nyt. Jeg ser også frem til at blive bedstemor, men gerne en, der også lige skal til Caribien og til fest og på kursus og... At fylde 50 er nye muligheder meget mere end panik før lukketid – men selv om det så er det sidste, så er det da kun godt: Hellere have danset, leet og udviklet sig igennem de sidste år end bare gentaget, det, vi plejer, og ærgre sig over, hvad man ikke fik prøvet!

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info her