Dorthe Kandi: Hvorfor er det så provokerende, at jeg er tyk og glad for min krop?

Jeg er kurvet. Mine hofter og bryster er store – min talje lidt mindre, og jeg kan kalde min figur for timeglas – og det er jeg ret glad for. Men hvis jeg sagde mit BMI højt – og det gør jeg ikke, for jeg orker ikke fordømmelsen – så ville du måske mene, jeg burde tabe mig. Men det GIDER jeg ikke. Jeg har nemlig brugt alt for mange år på at forsøge at ændre på, den jeg er.

Siden jeg var 16, har jeg haft den kropsform jeg har nu. Så det er nok bare den, der er min. Jeg har vejet 10 kilo mindre og 20 kilo mere. Men de seneste 10-12 år har jeg vejet stort set det, jeg vejer nu. Og jeg er tilfreds. Jep, tilfreds. Og jeg mener det.

Tyk og tilfreds

Jeg har opgivet tanken om at få længere og tynde ben. Jeg har opgivet tanken om at få små bryster, der står selv (for jeg har ikke lyst til og mod på kirurgi – selvom jeg har set andre med smukke resultater). Jeg kan da sagtens fantasere om at være en størrelse 36 med kort mørkt hår, der aldrig går med bh. Ligesom jeg kan fantasere om at være utrolig tålmodig og særdeles kunstnerisk. Men sådan er det bare – jeg tror at drømmen om at være anderledes bor i os alle, spørgsmålet er bare, hvor meget plads den drøm skal have, og om den skal få os til at elske, den vi nu er, mindre. Jeg mener ikke overraskende nej.

Jeg kan ærligt sige, at jeg faktisk er tilfreds med mig selv. Det betyder ikke, at jeg ikke har dage, hvor jeg er træt af og sur på mig selv. Men kender vi egentlig nogle mennesker, der ikke er det?

Jeg er tyk og tilfreds. Jeg ser mig i spejlet og synes, at det er helt o.k., det jeg ser derinde. Og den slags virker åbenbart ret provokerende og uforståeligt på nogle. Det sidste er ikke mærkeligt. For i hele min levetid, har det være idealet at være tynd. I nogle år skulle man helst være helt uden former, på det seneste er formerne kommet ind i billedet, men idealet er stadig slank. ’Slank er gud’ kunne man næsten sige.

Og hvis man er kurvet, tyk eller lignende og udstråler eller siger, at man er vild med sig selv, så provokere det altså nogle helt vildt. Jeg har set det utallige gang både på Q’s og andres profiler på de sociale medier. Nogle føler sig kaldet til at pointere, at man jo er tyk, og derfor grim, usund, syg (eller i fare for at blive det) og så videre.

Men jeg forstår faktisk slet ikke, hvorfor det er så provokerende, at jeg (og andre) er tyk og glad for min krop!

Vi må ikke adskille os fra normen

Kan det handle om, at nogle synes, at hvis man ikke er supermodel, så er man ikke rigtig pæn? (og jeg synes altså også modeller er smukke, men derfor kan andre jo også være det.) Kan det handle om, at kvinder generelt ikke skal være for selvsikre, for det gør nogle (få) mænd og kvinder usikre? Kan det handle om, at vi helst ikke må adskille os fra normen/idealet, for så bliver andre forvirrede og bange?

Jeg tror ja til det hele. Det er provokerende, fordi der generelt er en norm, der hedder slank er godt og ikke-slank er unormalt/grimt/forkert. Så når jeg og andre, står og er glade trods brede hofter og slappe overarme, så er det bare for meget.

Ligesom vi tykke mennesker er forskellige, så er alle andre det også. Og vi har helt generelt som mennesker en tendens til at skælde dem ud, der falder udenfor normen.

Men kunne det ikke være fedt, hvis vi holdt op. Hvis vi omfavnede forskelligheden og fejrede den. Jeg er ikke tilfreds med mig selv for at provokere, men jeg håber, at alle når til tilfredsheden. For i mine øjne er både tilfredshed og forskellighed det allermest inspirerende.

Læs også: 11 tips til at slippe den dårlige samvittighed

Læs også: 3 modige kvinder viser: "Det elsker jeg ved min krop"