Dorthe Kandi: Hvornår er det o.k. at blive vred?

Jeg er vokset op med en stærk trang til at tage hensyn til andre og rumme forskellighed. Det er jeg ret stolt af. Men det kan også betyde, at jeg nogle gange rummer andre mere, end jeg rummer mig selv. Man kunne kalde det pæn pige-syndromet. Det har jeg kæmpet lidt med gennem årene. For når andre direkte træder på dig, skal du jo ikke rumme dem.

Når en cyklist iført spandex sætter flere liv på spil, fordi han leger Bjarne Riis i myldretidstrafikken og topper det af med at råbe efter dig, fordi han synes, du overhaler for langsomt, så ER det over grænsen. Når en kollega igen og igen bestiller sin sommerferie uden at tage hensyn til, at andre også skal have fri, så ER det over grænsen. Når en kvinde snyder sig foran dig og dit barn i garderobekøen efter en koncert, så ER det over grænsen.

Og ja, det er sket i virkeligheden. I det sidste tilfælde kunne garderobepersonalet ikke finde kvindens jakke, så det endte med, at min datter og jeg alligevel fik vores jakker først. Som jeg sagde til den utålmodige ”lad-mig-komme-først”-kvinde, så kaldes den slags karma. Så i det tilfælde fik jeg sagt fra stille og roligt, men tydeligt, mens jeg aldrig når at råbe tilbage til cyklisten og heller ikke fik taget den direkte med kollegaen, som ikke gad tage hensyn til andre end sine egne ferieplaner. Og især det med at råbe til cyklister og andre trafikanter er også en dårlig idé, det løser og løfter sjældent noget, slet ikke humøret.

En klog kvinde, jeg engang gik til coaching hos, forklarede, at vi skal lære, hvad der udløser vores harme, så vi kan respondere i stedet for at reagere. For at reagere er netop bare at råbe idiot ad Bjarne Riis-klonen. Og hvad kan man bruge det til? At respondere er at give udtryk for sin vrede uden at lade følelserne stikke af med én, altså lige stoppe op og tælle til 10, inden man svarer. Så vreden holdes i tømmer, men ikke undertrykkes.

Min vrede udløses især, når jeg føler, at jeg eller andre bliver uretfærdig behandlet.

LÆS OGSÅ: Gitte Nielsen: Jeg ved ikke, hvorfor folk er så flinke

Så da jeg forleden blev ringet op af en meget sur dame, der ikke kunne finde ud af, hvor et par bukser, hun havde set i vores blad, var fra, så trak jeg først vejret dybt og stille og prøvede derefter at lokke ud af hende, hvilket bladnummer og side det var, så jeg kunne hjælpe hende videre. Jeg ved nemlig ikke personligt, hvor alt i bladet er fra. Men damen skældte ud og var ret ubehøvlet, og mens jeg for 5-10 år siden ville have ladet det forpeste resten af min dag, fordi jeg ikke fik sagt noget i situationen, bad jeg nu damen om at tale ordentligt til mig og understregede, at jeg meget gerne ville hjælpe hende, men ikke tales grimt til. Hun forsatte med argumentet om, at hvis hun talte sådan til mig, så ville jeg sige det videre til andre, og så kunne det være, at vi ikke i fremtiden glemte at skrive, hvor man kan købe tøjet ...

Jeg blev ret målløs og vred, men gentog min opfordring til en ordentlig tone og ville så sætte damen på lydløs, men kom til at lægge på.

Og så kom jeg simpelthen sådan til at grine, for det var jo selvfølgelig ikke med vilje, men tragikomisk.

Men min pointe er, at du ingen vegne når ved at blive vred på en måde, hvor du sviner andre til. Og jeg tror også, at alle os, der har prøvet det, ved, at det følger én i dagevis. Samtidig ved man også, at man selv forfølges af andres verbale overfusninger i dagevis.

Men du må selvfølgelig gerne blive vred – og sige fra til folk, der overtræder dine grænser, du skal bare prøve at gøre det ordentligt, som f.eks. ved at bede folk tale ordentligt til dig. Og så skal du ikke lægge røret på!

Jeg kan stadig få røde kinder ved tanken om, hvor vred damen i telefonen må være blevet den dag, men håber også, at hun har røde ører over at skælde sådan ud på den første og bedste medarbejder, hun fik i røret.

Men jeg har ikke haft ondt i maven over episoden, fordi jeg fik sagt fra og givet udtryk for min vrede uden at lade mine følelser løbe af med mig. Havde følelserne taget over, havde jeg knaldet røret på med vilje ...

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk