Elisabeth Gjerluff Nielsen om sin barndom: Jeg kan faktisk godt lide at være alene
Foto: Carsten Seidel
ELISABETH GJERLUFF NIELSEN
Min far graver moderkagen ned, da jeg er blevet født den 16. august 1957.
Jeg er det sidste af fire børn, der kommer til verden inden for ret kort tid, vi er alle sammen født hjemme i Skjern i Vestjylland, og hver gang min mor har født, graver min far moderkagen ned ude i haven og planter et træ oveni. Min far har selv fået bygget huset, vi bor i, da mine forældre bliver gift. Der er sådan et aflangt køkkenvindue i huset, og uden for det vokser nu fire træer op, som min mor kan se, når hun står i køkkenet. Træerne nærmer sig hele tiden hinanden i højden – ligesom vi børn. Jeg ser mit eget træ vokse op og efterhånden nå de andres. Det er faktisk et meget fint symbol. Desværre bliver de fire træer senere fældet alle sammen, fordi huset bliver solgt.
Jeg er sådan lidt betragtende som barn.
Ret stille. Jeg sidder meget og kigger på, hvad der sker, og har min egen verden, hvor jeg syr og strikker og tegner meget. Jeg kan lege i haven i lang tid. Jeg leger meget for mig selv, men jeg føler mig ikke ensom, jeg er ikke noget ensomt barn. De voksne vil nok sige, at jeg er god til at underholde mig selv. Min mor er ikke typen, der kommer og afbryder hele tiden – som kvinder ellers godt kan gøre det: Fryser du? Vil du have noget mad? Jeg får lov til at lege selv og udvikle ting selv. Og jeg kan faktisk godt lide at være alene.
Jeg lærer mig selv at læse som 4-5-årig, fordi de store søskendes bøger ligger og flyder, og det er en stor glæde.
Der er mange bøger i hjemmet, min mor kommer fra et boghandlerhjem. Og så er der køjesengen. Jeg ligger i den nederste, min søster i den øverste, og der er gamle aviser under hendes madras. Når jeg skal falde i søvn om aftenen, ligger jeg og staver mig igennem de der avisoverskrifter. Det er en blanding af lokale annoncer for kitler og præsidentvalg i USA. Det er rimeligt avanceret, men også spændende. Jeg læser i virkeligheden alt, hvad der er i huset.
De fleste mødre går hjemme i Skjern i 1960'erne ...
men det gør min mor ikke, hun er fysioterapeut, og hun har fuldtidsarbejde, fra jeg er tre år. Pludselig er der to indtægter, vi har to biler, og jeg får pæne kjoler. Det er ikke sådan bling-bling, slet ikke, men vi mangler ikke noget.
Skjern er en lille by.
Man kan selv gå hen til ismejeriet. Min barndom er ret fri. Jeg går ikke i børnehave, og der er ingen, der vogter på os bortset fra en ung pige i huset. Hun er 17-18 år og går mest og venter på at blive gift. Men ellers er der en ikke-overvågning, og jeg kan huske min egen tur ned til ismejeriet som barn, den er lang. Jeg går med dukkevognen, det hele skal med, og jeg skal forbi sådan et lidt ”farligt” anlæg, men det er alligevel så overskueligt det hele. Der er altid nogle mødre hjemme i husene og altid nogen, der står og bager de kager, som ens mor ikke har tid til at bage. I dag er der ingen, der drømmer om at sende deres børn i Irma alene, det er blevet lidt ufrit og overvåget at være barn. Jeg har prøvet at give mine egne børn den samme frihed, som jeg selv havde. Hvis man hele tiden bliver betragtet, synes man måske, at man skal gøre tingene rigtigt – måske kommer vores behov for perfektion også derfra. Jeg ved godt, det er svært at slippe børn fri, men jeg tror, det er det rigtige at lade dem være i fred.
Min mor er ikke særlig nærværende.
Hun er meget i sin egen verden. Min far er mere den, der tager en op på skødet. Min mor synes vist, det er lidt anmassende med alle de børn. Min far overtager først sin fars forretning, sådan et ”Damernes Magasin” i Skjern, siden er han for tidligt ude med en papirfabrik, der genbruger papir, og så bliver han underviser på en teknisk skole. Sjovt nok er min far meget aktiv i hjemmet. Han er den, der tager sig af vasken, han elsker maskiner, så han køber vaskemaskiner, strygeruller, tørrere, alt, hvad han kan få. Da vi får en opvaskemaskine, er det ham, der skal styre den, vi andre må ikke sætte noget i den, og han beklager sig: Åh, nu er der en, der har sat noget forkert i! Min mor er sådan: ”Fint!” Og så sætter hun sig ind med sin bog. Hun laver dog mad, det gør min far ikke, for det har hans generation af mænd ikke lært. Jeg føler mig bestemt elsket af mine forældre. Det kan man sgu mærke. Min far er meget givende. Ouuh, han er meget kærlig. Min mor ikke helt så meget. Hun er ikke specielt typisk kvindelig. Hun er også den eneste pige blandt fire brødre i sin familie.
LÆS OGSÅ: Katinka Bjerregaard om sin barndom: ”I skoletiden lærer jeg, at der er mange fiaskoer i livet”
Hvad mine tre store søskende går og laver, er spændende.
Men måske synes jeg allerede der, de er lidt svære at nå. Men jeg har en kusine, som er fem dage yngre end mig, og vi leger rigtig meget sammen. Det er en glæde, for det er lidt som en søster. Det er ikke på samme måde med mine søskende. Jeg kan ikke fortælle historier om, at min bror eller søster kommer og redder mig fra et eller andet. Det er ikke det forhold, vi har til hinanden. Vi er nok fire individualister, som kæmper lidt om, hvem der kan gøre forældrene bedst tilpas og få endnu mere af det, vi gerne vil have, ikke? Hvis man skal se lidt psykologisk på det, kan man godt forestille sig, at en mor, som har så meget at se til med fuldtidsarbejde og i øvrigt på mange måder er mere interesseret i bøger, bliver en, man kæmper om. Og jeg har nok haft en lille stjerne, fordi jeg er så god til at passe mig selv. Måske også fordi jeg læser omgivelserne: Åh nej, hende er der problemer med, og ham er der problemer med, og de laver hele tiden ballade og får opmærksomheden. Så jeg finder min rolle ved at sætte mig med mine egne ting. Min mor elsker at tage mig med på biblioteket. Hun får et lånerkort til mig, da jeg er 5 år, og det er skønt, så har vi en verden sammen, jeg har det meget godt med at være det sted og fornemmer et bånd med hende. Det har jeg også med min far. Men med hende har jeg det måske mere, end de andre har. Retrospektivt er det jo ikke til at vide, om det har provokeret mine søskende lidt.
En god oplevelse i min barndom er ...
når vi pakker bilen og mors madkasse med plads til en plade smørrebrød til os hver og kører biltur. Måske til Vesterhavet. Sådan en ordentlig tur en dejlig lang søndag, hvor vi måske kommer forbi Hotel Varde på vejen hjem og får lagkage eller en stor isvaffel. Det er faktisk sådan en fælles familiefølelse. Det er mest, da vi er helt små, og det er superhyggeligt. Senere bliver det for bikset og bøvlet, og nogle vil et og nogle noget andet, og nogen er oppe at slås. Så jeg tror, mine forældre opgiver. Ferie på den måde tager man jo ikke på. Det eksisterer ikke.
En enkelt gang arrangerer min far en busrejsetur til Tyrol.
Men ellers tager vi i sommerhus. Vi har adgang til to i familien, ved Vejers og ved Søndervig, hvor bedsteforældrene holder til, og det er skønne ferier. Man synes jo altid, det er solskin, og rundstykkerne smager så meget bedre, end de gør i dag, selvom de sikkert var hule.
Min første skoledag husker jeg lidt, som om der ikke er nogen voksne med.
Man går selv i skole. Nu bor vi også meget tæt på skolen. Man møder op, så står der et navneskilt med ens navn på. Det er ikke det store show med balloner. Min lille ting er så, at jeg kan læse allerede. Jeg har en rigtig god lærer, frøken Have. Uh, hvor er jeg glad for hende. En lesbisk kvinde i Skjern, en kvinde, som ikke selv har børn, som er toppædagog. Det er det smukke ved det sted: lille bitte by i Vestjylland, formørket Indre Mission meget af det, men ingen reagerer dårligt på hendes måde at leve på. Hun bor sammen med en anden kvinde. Det er faktisk ret vildt i de tidlige 1960’ere! Hun aftaler med min mor, at i de timer, hvor børnene skal lære at læse, får jeg nogle bøger, og så sidder jeg og læser for mig selv, mens jeg venter på, at de andre får lært at læse. Det er godt tænkt. Først foreslår hun min mor, at jeg skal springe første klasse over, men min mor siger nej, for så vil jeg komme bagefter på andre måder. Og det er jeg godt tilfreds med, så tak, fru Nielsen deroppe!
Forbuddet mod at slå børn i folkeskolen kommer, mens jeg går der.
Vi har nogle lærere, som især afstraffer drengene, hvis bare en har gjort noget forkert. Så skal de løbe rundt i hele gymnastiktimen, til de er ved at besvime alle sammen. Derhjemme er det også meget almindeligt, at man klasker til børnene. Man tænker ikke så meget over det psykologiske. Jeg får ikke smæk derhjemme, men én gang har min far simpelthen fået nok af min søster og mig. I det øjeblik, han skal til at give mig et dask bagi, falder han bare selv bagover, så det bliver aldrig til noget. Men mine brødre har fået smæk. De er gammeldags opdraget af en mand, der er en mærkelig blanding af fremsynet og gammeldags. Den der måde at klare tingene på: afstraffelse og så snakker vi ikke mere om det. Piger får en anden opdragelse, der forventes noget andet. Det er min oplevelse, at drengene i 1960’erne opdrages meget mere til konformitet, det er også derfor, der kommer sådan et clash senere mellem mænd, der er sådan opdraget, og kvinder, der, ligesom mig selv, opdager p-piller og uddannelse og alt det, vi pludselig kan.
Jeg er 12-13 år, da jeg sådan opdager drenge.
En stor juletræsfest, hvor jeg er i mit stiveste puds og har fået sat curlers i med vandondulationsvæske, og det gør ondt i hele hovedet, og det hele er overvældende, stort juletræ, mange mennesker, stor slikpose. Og dér har drengene på min alder fået scooterstøvlerne og kedeldragten af og har fået hvid skjorte og nappaslips på og har en særlig, larmende måde at være på. Selv om jeg har brødre, er det dér, med jævnaldrende drenge, at jeg begynder at tænke på, hvor anderledes og spændende drenge er. Så kommer festerne. Mon ikke jeg har været 14 til den første fest, hvor vi diskuterer, om lyset skal slukkes til sidst eller ej? Og så står der nogle stramme piger: ”Nej, vi synes altså ikke, lyset skal slukkes!” Lidt ”min storesøster-agtigt”. Vi er nogle andre, der siger: ”Arh, kan vi ikke slukke det bare de sidste to numre, inden vi bliver hentet?” Og så er der lige chancen for en kinddans. Det er dér, jeg får mit første kys. Det gør meget, meget stort indtryk på mig. Kysset. Det er så grænseoverskridende. Det der med, at der er noget, der trænger ind i en. Det er – må jeg stadig sige – mit livs voldsomste penetrering. Den, der har gjort størst indtryk. Det er første gang, noget andet trænger ind i min krop, og det påvirker mig både fysisk og psykisk. Jeg er svimmel i månedsvis efter! Han hedder Peter Bogetoft og er matematikprofessor i dag
Sådan ser jeg min barndom i dag
Jeg er glad for at være vokset op et sted, hvor det var så nemt at komme rundt. Jeg er sikker på, at mine forældre har gjort det så godt de kunne, men der er ting, de ikke har set i forhold til deres børneflok. Min mor læste mange bøger om børneopdragelse, kan jeg se her bagefter, og mine forældre havde diskussioner om det dengang. Men jeg tror også, de har tænkt, at det nok magede sig imellem os. Min far var der med sin kristne tro: Kærligheden overvinder alt. Det gør den bestemt, men så skal den også bare være der. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over noget, heller ikke over mine søskende. Jeg kan bare sige, at den barndom, skønt den føltes lys og overskuelig med masser af leg og alt det gode, så har den ikke ført til, at de fire mennesker, som udgør min søskendeflok, har en god og sund relation til hinanden. Det har den ikke. Det kan man måske heller ikke kræve. Men man kan spørge sig selv, hvad fanden det er, der sker. Vi er nødt til at leve med det hver for sig. Også med det billede, man har af den barndom man har været i, og det billede man har af sig selv og sine søskende. Og hvis det ønske, man har om at skabe et fællesskab som voksne bliver afvist, så bliver det afvist. Det er et smertefuldt, sorgfuldt og tabubelagt sted at forsøge at flytte sig fra, for det er angstfremkaldende for levende væsener at føle sig uelsket i flokken. Jeg lever med det. Jeg har med årene valgt at prioritere min egen lille familie og andre tydelige, kærlige relationer frem for en karrusel af turbulens med mine søskende.
Om Elisabeth Gjerluff Nielsen