Emilia van Hauen: De-mo-kra-ti & dik-ta-tur

Jeg tænkte på det mindst hundrede gange, inden jeg tog derind. Jeg tænkte på det tusind gange, da jeg sad på caféen med de andre og spiste. Og jeg må have tænkt på det titusind gange, da jeg stod i menneskemængden med fakkel og hvid rose: Er jeg bare verdens dårligste mor?! Mandag den 16. februar syntes jeg nemlig, jeg udsatte mine børn for en afsindig risiko ved at tage dem med ind for at deltage i mindehøjtideligheden ved Krudttønden to dage efter terrorangrebet i Danmark. I sig selv en fuldstændig surrealistisk sætning at skrive. En begivenhed, som måske på nuværende tidspunkt, hvor du læser disse linjer, efterhånden er blevet en slags normalitet. Hvilket jo blot gør det endnu mere skræmmende! Risikoen var naturligvis, at alle vi 40.000 mennesker, der var samlet på et bekvemt afgrænset stykke jord, udgjorde en fin lille kødbolle serveret på fad som et oplagt terroroffer for endnu en fanatisk terrorist, der så dette som en kærkommen lejlighed til at demonstrere sin foragt for den demokratiske kultur og de tilhørende værdier om frihed, lighed og gensidig respekt af synspunkter. Set i lyset af terrorhandlingerne to dage før var det ikke noget utænkeligt scenarie, og selv om der var massivt opbud af PET-folk og politi, kunne man snildt snige en bombe ind i mængden og udløse den. LÆS OGSÅ: Dorthe Kandi: Vil du have ligestilling eller sex? Så jo, jeg var faktisk meget, meget bange og bekymret for at deltage den aften med mine børn, sammen med flere veninder og deres børn. Men samtidig var jeg ikke i tvivl om, at det var det helt rigtige at gøre. Et af de første ord, jeg lærte mine børn at sige, var: Demokrati. De-mo-kra-ti. Tæt forfulgt af ordet dik-ta-tur. Og de lærte også hurtigt, at demokrati var sjovere end diktatur, for det betød nemlig, at de fik medindflydelse på familiens beslutninger. F.eks. om, hvad vi skulle have at spise om aftenen. De lærte også hurtigt, at når de børn rottede sig sammen mod os voksne, var de som regel i overtal, og derfor kunne de sætte dagsordenen. Hvis ellers de kunne blive enige. Og at enigheden nogle gange gik på tværs af generationer. Men de lærte også, at mor til tider trak diktatur-kortet og bare bestemte. Fordi jeg vidste bedst. F.eks. at man kun vokser udad og ikke opad af syv gange pizza på en uge. I takt med at de bliver ældre og bedre til at passe på sig selv og andre, bliver vi sammen mere og mere demokratiske. Og en dag giver jeg hellere end gerne helt slip på diktaturet, for mit største ønske for dem er, at de netop kan tænke og handle selv. Allerede nu er de gode demokrater. Blandt andet er de ikke i tvivl om, at en af deres vigtigste opgaver – for både deres egen og samfundets skyld – er, at de sørger for at bidrage til flokken. De ved også, at de har ret til at mene alt. At den ret går begge veje. Og at det ikke altid er helt lige så sjovt! Jeg lærer dem også, at demokrati ikke kommer gratis. Det koster. Og det må det gerne, fordi det er så vigtigt et medmenneskeligt grundvilkår at leve under. Om end det her til lands er så stor en selvfølgelighed, at vi nogle gange glemmer, hvor vigtigt det er at blive ved med at kæmpe for det. Det var derfor, jeg valgte at tage dem med ind til den mindehøjtidelighed. Så de selv kunne opleve, hvad demokrati er en mørk aften oven på en mørk weekend, hvor vi hver især kunne vælge, om vi ville tænde et lys for demokratiet og sende diktaturet tilbage i mørket. For jeg vil gerne have, at mine børn skal leve i lyset. Som jeg synes vi alle skal. Og lige det synes jeg faktisk alligevel ikke gør mig til verdens dårligste mor. Faktisk håber jeg, det er med til at gøre mig til en bedre mor ... LÆS OGSÅ: Renée: 10 bud på danske værdier