Emilia van Hauen: Jeg - en hærdet serie-narkoman
Jeg har forsøgt nu i to timer, og det går ærlig talt ikke specielt godt. For Kim Bodnia forstyrrer mig med lidt for jævne mellemrum, hver gang han briefer sin lejemorder, så mit eksperiment med at skrive denne klumme om TV-serier, mens jeg selv ser en, går ærlig talt ret dårligt. Klummen er initieret af, at det kun er få uger siden, flere millioner mennesker verden over gik i total abstinenstilstand, da mega-TV-serien ”Game of Thrones” blev afsluttet efter otte sæsoner. Selv elsker jeg dens univers og karakterer, men jeg var o.k. med dens fravær. Nok fordi jeg var klar med afløseren, nemlig den hypede nye (og glimrende!) serie om Tjernobyl-katastrofen, der sætter historie og billeder på noget, der kom til at præge min ungdom, men som jeg ikke forstod omfanget af dengang. Det at glide ind i et nyt univers mildnede tabet, som når man får en ny kæreste straks efter et brud. Eller som en af mine mere bramfrie veninder engang konstaterede: ”Med pik skal pik fordrives”.
Jeg er nu i skrivende stund nået til fjerde episode af den roste semi-feministiske serie ”Killing Eve”, men kun få linjer ind i klummen, og dette understreger pointen om, at TV-serier er vores tids største drug: Det både skaber massiv afhængighed og er fuldstændig ureguleret. Hvilket har fået nogle forskere til at udtale, at TV-serier er kapitalismens største sejr, fordi folk spilder en masse tid på at lave intet andet end at blive underholdt. I stedet for at bruge tid på det, der virkelig kunne flytte deres liv derhen, hvor de ønsker det.
Der er til gengæld også andre, der mener, at det er det bedste middel til at lave social og kulturel integration. Fordi man ved at følge personernes udvikling får en bedre forståelse for andre miljøer, kulturer, personligheder og liv end éns eget. Hvilket selvfølgelig kun sker, hvis historien og personerne er vedkommende. Kammer det over, bliver det ofte utroværdigt og dermed ofte også både kedeligt og uvedkommende, som jeg f.eks. synes, det sker i serien ”House of Cards”. Og ja, så føler jeg netop, jeg spilder både min tid og mit liv.
Sikkert er det i hvert fald, at TV-serier blot er en videreudvikling af det, der altid har hjulpet mennesker til at forstå sig selv, hinanden og samtidig skabe en fælles historie og fællesskab – nemlig fortællingen.
LÆS OGSÅ: Kæreste-veninde-ferie
Hulemalerierne er nogle af de ældste fortællinger, vi har, mens Twitter-historier nok er noget af det nyeste. Men serier som begreb startede i 1600-tallet, da smarte bogtrykkere lavede billige pamfletter, som mange flere havde råd til end de ekstremt dyre bøger – og siden har idéen om den kontinuerlige fortælling levet i bedste velgående. Det fede ved en serie er nemlig, at vi kan følge nogle mennesker gennem et længere hændelsesforløb, hvilket betyder, at vi udvikler et forhold til rollerne. Det bliver kaldt et parasocialt forhold, fordi det jo er ensidigt og i øvrigt med en fiktiv person, men det føles bare ikke sådan. Tværtimod. Sorgen er derfor virkelig, når et TV-serie-forhold stopper, og det siger måske mest om menneskers indlevelsesevne. Den findes – uanset settingen. Hvilket i mine øjne er et yderst sympatisk træk ved os mennesker.
Selv er jeg hærdet serie-narkoman, fordi de gode serier er sociologi i slik-form. Jeg får et hav af historier i forskellige sociale kontekster, udspillet i tusind forskellige relationer, mens jeg samtidig får tilfredsstillet min trang til æstetisk nydelse, fordi der ofte er kælet for det visuelle. Kort sagt bliver jeg menneskeligt klogere og får udvidet mit verdenssyn for hver serie, jeg ser – og det gør vi faktisk alle sammen. Hvis vi altså vil tage imod dén invitation.
Til gengæld er TV-serier virkelig skod at arbejde til. Derfor har fjernsynet været på pause, mens jeg har skrevet det sidste her. Gæt selv, hvad jeg vil gøre nu …
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk
