Selvudvikling
24. april 2019

Emilia van Hauen: Kæreste-veninde-ferie

Calcutta er Indiens Paris, så det er den perfekte kæresteby!, havde Karen fra rejsebureauet ellers sagt, da billetterne blev bestilt. Men billetterne holdt altså længere end forholdet, og derfor blev mandesovedyret skiftet ud med venindesengesnak, hvilket viste sig at være et heldigt skift
Af: Emilia van Hauen
Emilia van Hauen

Vores guide satte sig forventningsfuld over for os og smilede gennem det kraftige brillestel. Hans hænder med de mange ringe, som alle havde forskellige sten, og som hjalp ham med at have balance i kroppen og livet, var foldet foran ham i spændt forventning. Vi kiggede først på hinanden, så på tallerkenerne, der blev stillet foran os.

Jeg havde nogle få minutter forinden været en tur ude i køkkenet og havde set, hvordan de lavede maden. Nok ikke noget, som ville få smileys herhjemme, men jeg var helt tryg. For Ramanuj var den cooleste dude, jeg længe havde mødt, og hvis han sagde, vi kunne spise sikkert her, så kunne vi spise sikkert her! – Jeg synes altså, vi er modige, sagde Heidi så, før hun proppede noget forholdsvis ubestemmeligt i munden, som vi begge kunne lide og tog mere af.– Synes du?, spurgte jeg lidt overrasket.– Ja, for vi siger ikke nej til noget, og jeg synes, det er så fedt, at du er med på alle oplevelser.

LÆS OGSÅ: Verdens bedste livsmodel

Øh ja. Det var jeg nok. Som hun var. Men jeg havde slet ikke tænkt over det på den måde. For hele feriens koncept var jo at udforske byen med et hav af forskellige guidede ture sammen med de – viste det sig – mest nørdede guider, jeg havde mødt ever! Og som fik hældt de vildeste små detaljer og bidder af viden på én, som fik byen til at leve både i fortiden og i nutiden. – Calcutta er Indiens Paris, så det er den perfekte kæresteby!, havde Karen fra rejsebureauet ellers sagt, da billetterne blev bestilt. Og min kæreste og jeg havde glædet os til at slentre rundt i den eksotiske by.

Men billetterne holdt altså længere end forholdet, og derfor blev mandesovedyret skiftet ud med venindesengesnak, hvilket viste sig at være et heldigt skift. For man ved faktisk aldrig helt, hvordan det er at rejse med en veninde. Jeg har spurgt rundt i kredsen og alle – samtlige – har fortalt historier om veninder, som de aldrig, aldrig, aldrig nogensinde vil rejse sammen med igen! Pludselig er den ellers normalt sociale og venlige veninde forvandlet til et egoistisk monster, der ikke gider deltage i noget som helst. Eller hun viser sig at have et alkohol- eller narko-problem.

Eller hun er konstant på mobilen med dem derhjemme og kan slet ikke være nærværende. Eller hun viser sig at være både nærig og nøjeregnende og altid at ville tidligt i seng.

Men Heidi viste sig altså at være den perfekte rejsemakker. Mens vi udforskede byen på de mange forskellige ture, som gjorde os hovedkulds forelskede i denne smukke og fuldstændig vidunderlige by, grinede vi mere eller mindre fra morgen til aften. For vi kom ud i de mærkeligste, mest overraskende, spændende og sjoveste oplevelser – og vi sparede ikke os selv og sagde bare ja til det hele. Men vi gjorde det, fordi vi var sammen om det!

Mange voksne tager ikke på ferie med deres veninder. Siger, det er noget, der hører den frie og uforpligtende ungdom til. Sådan har jeg det slet ikke. De fleste gange går det jo godt. Kæresteturen blev altså erstattet med en kæreste-veninde-tur og det skønne var, at den viste sig at blive superromantisk også! For Heidi var ikke alene verdensmester i at give søde og kærlige komplimenter.

Hun ville også gerne se Netflix, når vi ramte dynerne, var sød til at hente te og frugt til mig, når jeg var træt – og måske flettede vi ikke mange tæer og fingre, til gengæld flettede vi masser af tanker og følelser, så romantiske Calcutta fik faktisk lov til at være romantisk, badet som vi var i kærlighed fra morgen til aften.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info her

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også