Emilia van Hauen: Karseklippet, nøgen og i klipklapper

Afslutningsvis af det over tre timer lange interview om kvindehistorie og sko spørger TV-journalisten mig: ”Er kvinder stadig undertrykte i dag med hensyn til deres fremtoning?”. Hvad tænker du? Ja, fordi vi kvinder stadig bliver set på med øjne, der gør os til sexobjekter og fratager os vores seriøsitet, faglighed og troværdighed, hvis vi f.eks. viser kavalergang og ben? Nej, fordi kvinder i dag kan gå i hvad som helst, uden at det fratager os muligheden for at opnå, hvad vi ønsker. Ja, fordi kvinder, der ikke ”gør noget ud af sig selv”, bliver fuldstændig overset i gadebilledet – og på Tinder! (Men gælder det i dag ikke også for mændene?). Nej, fordi kvinder har en langt større spændvidde over, hvad vi kan tillade sig at tage på, end mænd har; vi kan f.eks. nemt tage arketypiske mandlige klæder på som jakkesæt og herresko, mens mænd slet ikke kan låne lige så meget fra kvinderne. Eller måske noget helt femte? Selv tænker jeg, at svaret kun kan være et ja. Det skyldes ikke udelukkende historiske og kulturelle grunde, selv om der er rigeligt af dem. Kvinder bliver nemlig bedømt meget hårdere på deres udseende, end mænd gør, og kan risikere social forkastelse, hvis de på den ene side viser deres krop ”for meget frem”, eller hvis de på den anden ikke gør sig bare lidt lækre. De fleste af os har derfor lært at finde balancen i et bekvemt spillerum mellem yderpunkterne ”for meget” og ”for lidt”. De senere år har jeg som noget nyt mødt en intens kedsomhed ved at skulle bruge tid på at få mig selv til at ligne mig selv. Det er gået op for mig, hvor meget jeg virkelig hader at tørre hår, lægge eyeliner og mere, og derfor står der ofte en iPad og balancerer på hylden under spejlet, mens den afspiller et afsnit af en TV-serie, jeg er i gang med. LÆS OGSÅ: Renée: Kan man være kvinde og ikke feminist? Jeg har længe drømt om, at nogen skulle opfinde en kabine, som man går ind i og fem sekunder efter kommer ud af igen og nu med rent, sat hår, perfekt makeup, tøj, der passer til éns humør og lejlighed, og helt ready to go! Sådan en kabine har nok lidt lange udsigter, så indimellem har jeg også fantaseret om, hvordan det egentlig ville være, hvis jeg lod mig karseklippe, forærede al min makeup væk og altid gik rundt med nøgent ansigt, lavede en permanent udstilling med mine stiletter på mit kontor og i stedet bevægede mig frit og smerteløst rundt på klipklapper om sommeren, og i gummistøvler om vinteren? Umiddelbart ville det være langt mere enkelt. Sundere. Og helt sikkert billigere Problemet er, at det kun ville udtrykke en meget lille del af min personlighed. Og at jeg meget hurtigt ville føle en dyb længsel efter at sætte håret, tage noget læbestift på og iføre mig et par høje sko. På trods af denne intense modvilje mod at skulle bruge tiden på at ligne den kvinde, som jeg normalt møder i et spejl, er den indre følelse af at se ud, som jeg føler mig, vigtigere for mit generelle velbefindende og min selvfølelse, end det er at være praktisk. Skyldes det virkelig kun min egen private fornemmelse for æstetik? Er det ikke også i høj grad, fordi kulturen og normerne dikterer mig at se ud på en særlig måde, for at jeg har lettere ved at opnå det, jeg ønsker af min omverden? Jo, selvfølgelig er det det! Jeg kan (og vil) på ingen måde sige mig fri for, at jeg gerne vil opfattes positivt og på denne særlige måde af min omverden. Var jeg helt ligeglad, ville det nemlig være det samme som at sige, at jeg satte mig selv uden for fællesskabet – og det ønsker jeg ikke. Det undertrykkende element ligger derfor i, om jeg føler mig tvunget til at præsentere mig selv på en måde, som ikke afspejler hverken min egen æstetiske tilfredsstillelse, min indre stemning eller den lejlighed, jeg indgår i. Det er derfor, jeg ikke køber en skægtrimmer og barberer alt håret af. I stedet vil jeg pushe min søn, der gerne vil være ingeniør, til at få ham til at lave den dér kabine ... Vi tager desværre ikke imod pre-orders endnu!