Emilia van Hauen: Løftet til mig selv

Indtil jeg var 27 år og holdt op med at ryge 40 cigaretter om dagen, var jeg altid tynd. Jeg spiste alt, hvad jeg havde lyst til, og jeg var altid tynd. Sådan var min krop bare. Fra midten af juni 1993, hvor jeg klaskede det første nikotinplaster på armen, og til midten af september tog jeg 10 kilo på. Og pludselig var jeg ikke længere tynd. Hvilket var helt åbenlyst for alle. Inklusive mig.

Men inde i mit hoved og i min selvforståelse blev jeg ved med at være det. Så når jeg så mig selv i spejlet med fremmed masse på kroppen, eller når jeg følte mig tung, slap og langsom, fortalte jeg mig selv, at det jo kun var midlertidigt, og at jeg lige om lidt ville se ud, som jeg plejede. Midlertidigt viste sig at vare 23 år.

Først i marts i år forstod jeg sådan for alvor, at jeg ikke ad miraklernes vej en dag ville vågne op lige så tynd, som jeg havde været ”hele” mit liv. Og at jeg selv måtte gøre noget vedvarende og markant anderledes, hvis jeg ville derhen igen.

Sammenbruddet i min selvforståelse skete i et prøverum i et storcenter i Cape Town. Lange flyveture får de fleste til at ligne en kuglefisk, og prøverumslys får persienne-looket frem i alle, men det var alligevel ikke nok forklaring på det syn, som mødte mig i spejlet. Denne gang tvang jeg mig selv til at stå og kigge indgående på min krop, mens jeg vendte og drejede mig og lod synet synke ind, indtil jeg erkendte, at det var sådan – præcis sådan – jeg var og så ud.

LÆS OGSÅ: Emilia van Hauen: Hvad bliver man, når man bliver 50... sig selv?

I flyveren på vej hjem besluttede jeg, at jeg ville holde op med at overspise. Noget, jeg har sagt til mig selv mindst tusind gange før. Sagt. Ikke gennemført. Derfor vidste jeg godt, at jeg denne gang havde brug for et fysisk tegn hos mig selv, der var lige så ufravigeligt og livsvarigt som min beslutning, så jeg ingen undskyldning havde for bekvemme tilbageløb. Svaret blev en tatovering.

Fem tatovører og seks illustratorer måtte jeg konsultere, før jeg fandt den helt rigtige og en morgen i maj tog ned til Jones hos K-Ink og fik lavet mit smukke tegn. Hver gang jeg rækker ud efter noget mad, ser jeg det, og foreløbig er det blevet til et tab på otte kilo. Men det bedste er, at jeg for første gang i 23 år føler mig sikkert hjemme i min egen krop igen.

Hvorfor virker det denne gang? Fordi mit løfte i virkeligheden handler om selvrespekt. Og om at være bevidst om, hvad jeg har brug for. Hverken mere. Eller mindre. Og at turde og ville stå i det, selv om det koster. Og det var det, der for alvor gik op for mig, da jeg endnu en gang sad fastlåst og kuglefiskeagtig i flysædet. Det var ikke mangel på disciplin, der var mit problem. Det var manglende respekt for mine egne længsler og behov. Derfor havde jeg ikke – indtil da – været parat til at gøre det, der skulle til for at nå i mål. Fordi mine ønsker ikke var vigtige nok. Alt imens jeg uden at blinke kunne gå lange, besværlige omveje for at holde et løfte, som jeg havde givet til andre. Måske noget, du kan genkende?

Vores fælles undskyldning kan være, at kvinder er oppe imod tusindvis af generationers kulturelle (og biologiske) dna, når vi skal lade egne behov gå forud for andres. Men den dur faktisk ikke i dag, for samfundsmæssigt er vi frie nok til at værdisætte os selv lige så højt, som vi selv ønsker det. Så vi er tilbage ved selvrespekten. Det starter og slutter hos os selv. Hvilket langtfra gør det lettere!

Har du noget, du længes efter, og som du – endnu – ikke har opnået? Så kan jeg varmt anbefale kuren. Den virker! Bonus er, at mit første løfte har formeret sig. Det har simpelthen bredt sig til andre områder af mit liv. Små og store. Men det betyder nu ikke, at jeg skal have flere tatoveringer. Tror jeg.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info her