Emilia van Hauen: Ustyrlige kvinder danser med lukkede øjne

Mit danseliv startede i 5. klasse, hvor vi til en fest dæmpede lyset og vrikkede prøvende rundt til ”Fox on the Run” med Sweet, og til Donny Osmonds bløde stemme. I gymnasiet tog jeg det et trin videre og snød mig ind på falsk sygesikringsbevis til natdisk på Montmartre, hvor funken burde være gået mig i blodet, men mest af alt bare irriterede min krop og gjorde mine bevægelser mere artige, end jeg selv syntes var sjovt. Men så opdagede jeg yuppie-diskotekerne, der spillede ”La Isla Bonita” med Madonna, ”Two Tribes” med Frankie Goes to Hollywood og ”Let’s Dance” med Bowie, og de satte min dansekrop fri. Magien opstod, og i timevis kunne jeg lade musikken overtage min krop, mens mit sind vandrede hjem i seng. I mange år var musik en ekstra hud, jeg også boede i, og som forløste alt fra tårer og glæde til vildskab og blidhed. Og så fik jeg børn.

Dansemusik blev udskiftet med rasleæg og ”De små synger”, men mest blev det til stilhed, for barnet skulle jo sove, og søvnen var virkelig, virkelig nødvendig, så når baby endelig lullede, var musik bare bandlyst. Med iPod’en kom musikken tilbage i mit liv, med smartphonen blev den endnu mere vigtig, og med Spotify udvidede jeg mine spillelister med mine sønners hjælp, der er noget mere opdaterede på de nye hits. Nogle gange tog jeg headset på og jingede rundt i stuen, køkkenet, mens jeg lavede mad eller strøg tøj (ja, naboerne har grinet smørret flere gange), men jeg kunne godt mærke, at mine bevægelser hang lidt for meget fast i 90’erne. Og det begrænsede mig. Så da jeg en dag fik en invitation til at komme og danse på en måde, hvor vi frisatte kroppen, fantasien, bevægelserne, var jeg klar. LÆS OGSÅ: Vastien - spøgelset vi alle talte om En søndag samledes vi nogle og tyve kvinder i et lokale, og Luise Enevold gav os i virkeligheden kun én instruktion: Dans med lukkede øjne. I denne tilstand ville vi blive frigjort til både at følge musikken med alle vores sanser. Og til ikke at tænke over, hvordan vi tog os ud, når vi bevægede os. I tre timer dansede vi på den måde. Mens musikken skiftede. Og jeg lyttede. Og fulgte alle mine impulser. Og frisatte tankerne om at danse i lækre moves og prøve at se dansedygtig ud. I stedet slap jeg kroppen løs og lod mig være totalt ustyrlig. Musikken bragte mig steder hen i mit bevægeregister, jeg aldrig havde vidst, jeg havde. Damn, det var sjovt! Og befriende. Og rørende. Og kærligt. Gulvet, væggene og de andre blev mine bedste venner og hjalp mig til at udtrykke alle sider af min person, efterhånden som jeg fulgte den inspiration, som Luise gav videre som forslag, vi kunne følge. Jeg er vant til at udtrykke mig i ord. Nu blev min krop mine ord, og jeg viste og oplevede alle mine følelser, tanker, erindringer, relationer, og det var vildt, hvor meget der gemte sig i mit kød og blod.

Bagefter var jeg forløst. På en måde, jeg aldrig har prøvet før. At bevæge sig sådan sammen med en masse andre kvinder, men med lukkede øjne, så ingen følte sig tvunget til at se ud og præsentere sig selv på en særlig måde, var magisk. Vi var alle blevet til ustyrlige kvinder befriet særlige sociale hensyn, fysiske normer og æstetiske fordringer. I stedet var vi ren kropslig nydelse. For jeg snød selvfølgelig et par gange og åbnede øjnene hemmeligt, så jeg kunne se de andre et kort øjeblik, og så, at også de sendte sig selv ud på steder, hvor de vandt nyt terræn. Næste gang vil jeg danse på samme måde. Men med åbne øjne. Så vil jeg se, om jeg også tør være ustyret af samfundets normer i det offentlige rum. Og når folk falder flade om af grin, kan jeg jo bare grine med … Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info her