En dag fik Anna Bogdanova et opkald fra sin russiske far: "Jeg har ikke lyst til at opdage, at han vitterligt tror på det"

Da Anna Bogdanova gik ud ud i sit køkken for at lave morgenkaffe 24. februar, vidste hun endnu ikke, at Rusland få timer tidligere havde rykket russiske militærkøretøjer frem på ukrainsk territorium fra nord, øst og syd, og at der samme nat havde været langtrækkende bombardementer af ukrainske mål.

Hun blev, som de fleste andre den morgen, kort tid efter konfronteret med virkeligheden, da hun åbnede for nyhederne, hvor den russiske præsident, Vladimir Putin, annoncerede en “særlig militæroperation” med det erklærede mål at “demilitarisere og afnazificere Ukraine”.

– Jeg fik et kæmpe chok og havde svært ved at forstå det.

Jeg følte, jeg var i en osteklokke, i lang tid derefter. Det føltes, som når noget, du ikke er forberedt på, kommer helt tæt på dit hoved.

Og så brød jeg sammen. Det var virkelig hårdt, og det er det stadig, siger hun.

Anna Bogdanova, som har både russisk og ukrainsk baggrund, har stadig familie i Ukraine, men hun hørte alligevel til dem, der tænkte, at en krig var usandsynlig. Modsat hendes mand, som i ugerne op til havde opfordret hende til at ringe lidt oftere til den far, som bor på Krim-halvøen, fordi han frygtede, at det værst tænkelige var på vej.

– Når jeg ringede til min far, sagde han, at alt var fint og godt, og at det bare var Vesten, der overdrev. Jeg tænkte, at når han sagde det, kunne en krig nok ikke være tæt på, siger hun.

Fra sin far havde hun, til sin overraskelse, nærmest udelukkende hørt om positive følger, efter Ruslands såkaldte annektering af Krim i 2014.

Krim tilhørte indtil 1954 Sovjetunionen, hvorefter den overgik til Ukraine, som indtil 1991 var en sovjetisk republik med navnet Ukrainske SSR. Men i 2014 overtog Rusland igen halvøen, som ligger i Sortehavet.

Annas far havde bl.a. fortalt, at hendes farfar , som var veteran fra 2. verdenskrig, efter det havde fået en bedre pensionsordning, men også at der var kommet et bedre velfærdssystem generelt i form af gratis hospitalsbesøg og kræftbehandlinger.

– Nu kan jeg godt se, at det lød lidt for lyserødt det hele. Men Krim har altid lidt været for Rusland og Sovjetunionen, hvad Cannes og Monaco har været for europæere – en perle for den russiske elite og magthaverne, som holdt ferie der, og et sted, som man altid havde interesse i at vækste og opretholde, siger hun.

Anna Bogdanova var i tiden op til krigen blevet mere og mere bevidst om, at farens beretninger lød, som om de var langt fra sandheden.

Bl.a. ved at tale med sin mormor, som også jævnligt havde kontakt til familie og bekendte på Krim.

– Min mormor fortalte, at hun en dag havde spurgt én af sine bekendte, hvordan det gik, hvorefter hun svarede: "Alt går fint, børnene går i skole, vi har det godt." Og når min mormor derefter spurgte mere ind, så lød det igen: "Alt går fint, børnene går i skole, vi har det godt."

– Jeg tænkte først, at hun var alt for paranoid, for jeg havde svært ved at tro det, siger Anna Bogdanova, som nu ikke er i tvivl om, at det var, fordi familien frygtede aflytning af russiske myndigheder.

Dagen efter krigens start skrev Anna Bogdanova et indlæg på sin blog om, hvordan ens krop reagerer, når den er i chok.

Hun beskrev, hvordan hun dagen inden havde oplevet, at både hendes hørelse og bevægelighed forsvandt, og hun befandt sig i et vakuum.

Det indlæg læste hendes far via en computeroversættelse, som han plejer, fordi han fra tid til anden følger med i, hvad hun skriver.

– Han ringede til mig og sagde, at han godt kunne forstå, at jeg var bekymret, men at jeg ikke skulle tro på, hvad jeg hørte, fordi det hele var fake. Og at jeg i øvrigt ville tage skade at at bekymre mig for meget.

Mere eller mindre direkte sagde hendes far, at der ikke var en invasion i gang.

– Jeg tænkte bare: Seriously? Jeg kunne jo følge med i, hvad der skete, både i medier og fra alle dem fra Ukraine, jeg fulgte på sociale medier, som begyndte at skrive om, hvordan de var nødt til at flygte, fordi deres byer blev bombet, siger hun.

Samtidig kunne hun høre, at faren brugte de samme ord og vendinger som Putin – f.eks. at der var tale om en "speciel militæroperation".

– Jeg havde svært ved at finde ud af, om han rent faktisk troede på det, eller om han bare følte sig tvunget til at sige det.

– Og jeg kunne heller ikke helt vurdere, om det var, fordi han var bekymret for, om jeg ville være i farezonen ved at udtale mig om det, og at han derfor gerne ville forsøge at lægge låg på, så jeg ikke talte om det, siger hun.

Familie i opløsning

Anna Bogdanova er født i 1984 i byen Murmansk i det nordvestlige Rusland og er datter af en russisk mand og en ukrainsk kvinde.

Familien flyttede til Krim i 1987, få år før Berlin-murens fald i 1989 og Sovjetunionens totale opløsning i 1991.

Det skabte jævnligt konflikter, at der var to kulturer under samme tag. Diskussionerne gik især højt mellem hendes far, som aktivt havde tjent i Sovjetunionen, og hendes morfar, som var ukrainsk nationalist.

– Min mor kunne godt finde på at sige: Jeg gider ikke at tale om politik herhjemme. For min far og min morfar så verden fra to vidt forskellige udgangspunkter. Min morfar talte af princip ukrainsk i hjemmet, mens vi andre talte russisk.

Det var ikke kun Sovjetunionen, der gik i opløsning i de første år, efter Annas familie var flyttet til Krim.

– Det var der, min far begyndte at drikke. Sovjet havde været hele min fars liv og hele hans identitet, og det var nok langt hen ad vejen det, der ødelagde ham.

– Det var en kæmpe identitetskrise for mange som ham. Derefter gik det kun ned ad bakke.

Anna Bogdanova husker, at hendes forældre til at begynde med skjulte for hende og alle andre, at han drak.

– Men til sammenkomster med andre mennesker kunne jeg godt se, at hans øjne blev blanke, hans ansigtsudtryk blev forandret, og min mor blev ked af det.

Hun husker, hvordan hendes mor en dag åbnede et skab med sengetøj og dyner, og da hun tog en dyne ud, væltede det ud med tomme flasker, som hendes far havde gemt bagest i skabet.

Da Anna Bogdanova var 10 år, fik hun sin første lillesøster.

– Det var et lyspunkt i mørket, og jeg var så lykkelig. Jeg håbede virkelig, at det ville være et vendepunkt for os alle, men det gik stadig den forkerte vej med min mor og far, siger hun.

Hendes mor fik en efterfødselsreaktion, selv om det slet ikke var noget, man talte om – eller kendte til – i Ukraine i 1994.

Hendes mor "kunne ikke noget som helst", husker Anna, og hendes mormor flyttede ind hos familien og passede hus og børn, mens moren kæmpede for at komme på benene igen.

– Mine forældre skændtes rigtig meget. Hver aften, når jeg var blevet puttet, gik bølgerne højt i køkkenet, og jeg lå i mørket og græd mig selv i søvn.

– Jeg ville ikke være besværlig eller fortælle, at jeg var ked af det. Jeg sov først ved 23-24-tiden og havde så svært ved at komme op om morgenen.

Anna Bogdanovas mor kæmpede.

For at redde faren og forholdet, for at holde sin egen virksomhed i gang og for at være der for børnene.

Men i sidste ende var det for meget at bære, og forældrene blev skilt i 1997.

Og det var først, da det gik endegyldigt op for hendes far, at de ikke kom tilbage, at han stoppede med at drikke. Alligevel talte hun ikke med ham i knap syv år.

Hurtigt integreret

Efter skilsmissen flyttede Anna Bogdanova til Kyiv med sin mor og lillesøster, men kun i tre måneder, inden de flyttede videre til Danmark, da hun var 13 år.

– Økonomien var gået op og ned siden Sovjetunionens fald, der var stadig meget korruption, og min mor så ikke meget perspektiv i at blive i Ukraine. Hun ville gerne finde et sted med et godt uddannelsessystem, og det var der i Danmark.

For at komme til Danmark måtte Anna Bogdanovas mor søge et job.

Hun fik etableret en kontakt, så hun kunne importere metal fra Ukraine til Danmark, og så flyttede hun hertil for at arbejde.

Hun mødte en ny mand, som hun blev gift med, og Annas anden lillesøster kom til verden. Anna Bogdanova begyndte efter ankomsten til Danmark så småt at blive gladere.

– Jeg kan huske, at min mormor på et tidspunkt sagde, at det var, da jeg kom til Danmark, at hun så mig smile for første gang i flere år, siger hun.

Anna Bogdanova begyndte på en lokal folkeskole i Virum, hvor hun som den ene af kun to elever med udenlandsk baggrund følte sig som "et eksotisk dyr i zoo", men det var en positiv oplevelse, for alle var oprigtigt nysgerrige og imødekommende. Men hun kunne mærke de kulturelle forskelle og ville bare gerne passe ind.

Hun opdagede hurtigt, at hun fagligt var langt foran sine klassekammarater, bl.a. i matematiske fag, hvor hun fra 5. klasse i Ukraine havde et niveau, som svarede til en dansk 2.g’er.

– Jeg brugte al min energi på at lære sproget og lære de sociale koder. Jeg var så fokuseret på at blive en del af det danske samfund, at jeg i en periode slet ikke forholdt mig til, at jeg også havde noget andet med mig.

Den tilgang fungerede godt i de første år. Men da hun efter gymnasiet fortsatte på CBS, havde hun pludselig ikke så let ved det hele.

– Jeg var skøjtet gennem folkeskolen og gymnasiet, men her var pensum enormt, og man skulle lave gruppearbejde. Jeg var fra ukrainske og russiske folkeskoler vant til, at man fik gode karakterer, hvis læreren stillede et spørgsmål, og man åbnede munden og svarede rigtigt.

– Det var et meget kontant afregningssystem, og jeg kunne slet ikke finde ud af at arbejde med andre.

Det gjorde det heller ikke nemmere at være i et introforløb, hvor "man nærmest ligger i sprut fra morgen til aften", og at hun derfor konstant blev mindet om sin fars alkoholmisbrug.

I den periode kunne hun ofte ikke komme ud af sengen.

– Jeg kunne ligge længe og glo op i loftet. Jeg kunne ikke se nogen mening med noget som helst. Jeg talte med en studievejleder, som gav mig en brochure, men jeg anede ikke, hvad jeg skulle bruge den til og søgte ikke hjælp derudover, siger Anna Bogdanova, som i dag mener, at det nok var en kombination af stress og depression.

Men det var først efter hendes bachelor, at hun gik "bragende ned med stress", som hun siger.

Hendes første job var i et kommunikationsbureau, hvor arbejdsopgaverne tårnede sig op, og hun stadig ikke havde forholdt sig til hverken sin fars alkoholmisbrug, forældrenes skilsmisse eller det faktum, at hun var flyttet til et andet land som teenager uden at få hjælp til at bearbejde nogle af delene.

Hun sov ikke om natten, begyndte at dyrke rigtig meget fitness og, for at kompensere for den manglende energi, at drikke lidt for mange energidrikke.

– Lige pludselig crashede jeg bare. Der var ikke rigtigt nogen, der talte om stress, som vi gør i dag, men jeg kunne ikke huske noget, jeg glemte aftaler, og jeg kunne bryde helt sammen, hvis jeg skulle være på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Sådan har jeg det nok stadig nogle gange, siger hun.

Hendes læge anbefalede hende at få en psykologhenvisning for at tale om sine traumer.

Det fik hun ikke gjort, men hun blev alligevel tvunget til at konfrontere sig selv med, hvorfor hun var endt i et stresskollaps.

– Det, der nok førte op til det, var, at jeg i al den tid, min far havde drukket, havde været vant til at tage mig sammen og være superpligtopfyldende. Jeg havde altid koncentreret mig om at få gode karakterer og ikke være til besvær, siger hun.

Når forældrene skændtes i stuen, sad Anna Bogdanova bag den lukkede dør på sit værelse med sin lyserøde notesbog og sin fyldepen og øvede sig i skråskrift, for man måtte først få en kuglepen i skolen, når man havde lært at skrive med den rigtige hældning.

Hvis hun skrev forkert, smed hun hele hæftet ud og begyndte forfra.

Ofte kunne hun ikke sove, fordi forældrene skændtes til langt ud på natten. Hun har også i dag svært ved at overgive sig til søvnen.

Hun ved godt, at hendes perfektionisme nok har været en form for "coping-strategi" – en måde at fortrænge det, der gjorde ondt, på, men som i sidste ende fik hende til at tippe over.

– Efter jeg var gået ned med stress, fik jeg totalt allergi over for alt, der handlede om stramme regler. Min krop var uigenkendelig, og min hjerne var som grød. Det var mærkeligt ikke længere at være den kloge, kvikke, skarpe og slanke – hende, der præsterede, siger hun.

Anna havde et stort behov for at føle sig som sig selv igen. Hun tog derfor en række kurser i bl.a. stressfysiologi og smertehåndtering og startede i 2008 som selvstændig personlig træner med netop dét fokus.

Efter hun fik sin første søn i 2011, lagde hun sin forretning om og begyndte at sælge online-træningsforløb til sine klienter.

Virksomheden voksede hurtigt, lidt for hurtigt, og før Anna Bogdanova vidste af det, havde hun 25 ansatte. I samme periode blev Anna Bogdanova mor til to drenge på nu 5,5 og 11 år, og hun mistede sin mor til brystkræft.

– Jeg kunne bare mærke, at jeg ikke havde mig selv med. Jeg følte mig kvalt, for det var ikke helt den retning, jeg ville med firmaet, og det var ikke det tempo, jeg kunne lide, eller den måde jeg ville drive det på, siger Anna Bogdanova, der endte med at lukke firmaet og begynde helt forfra med kun et lille team omkring sig.

En følelse af skam

Som halvt russer, og fordi hun er opvokset på Krim, som tidligere var en del af Sovjetunionen og derfor først i 1991 fik ukrainsk som officielt sprog, er hun opvokset med russisk som førstesprog og med russisk kultur.

Hun blev først introduceret til det ukrainske sprog i de tre måneder, hun boede i Kyiv, inden hun flyttede til Danmark i 1998. Men selv om sproget, litteraturen og dannelsen var russisk, kan hun mærke, at de ukrainske værdier har præget hende.

– Jeg har langt hen ad vejen følt mig russisk, men samtidig har uafhængighed, som er en meget stor værdi for ukrainere, nok også har været min drivkraft i mange år, uden at jeg har tænkt over det.

Det var først, da den ukrainske præsident, Volodymyr Zelinskyj, begyndte at tale til det ukrainske folk efter Ruslands invasion, at det gik op for hende, at hun var formet mere, end hun troede, af sine ukrainske rødder.

– Hans taler giver mig gåsehud, for han bruger netop de ord, "nezalezhnist" (uafhængighed, red.), frihed og individualitet, som fyldte så meget i min barndom.

Omvendt kan hun i dag bedre forstå, hvad hendes far kommer fra.

– Når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at det russiske har præget min far, som altid har været styret meget af autoriteter og accepteret, at der er rammer, man skal bevæge sig inden for. Hvis man sprænger de rammer, er der ikke noget at holde fast i, siger hun.

Efter krigens start har den splittelse, der altid har ligget i at have rødder i to kulturer, vokset.

– Det er vildt at opleve den skam, der skyller ind over mig, når jeg forsøger at formulere, at jeg også har rigtig meget russisk i mig. Selv om folk siger, at det jo er Putin og ikke russerne selv, der har startet krigen, kan jeg bare se, hvordan Rusland og alt, hvad der er russisk, bliver omtalt i medierne.

– Jeg frygter for de konsekvenser, det vil have for det russiske folk og den russiske kultur og historie, siger Anna Bogdanova.

Samme følelse ramte hende, da hun for nylig var på det ukrainske konsulat med sin mormor:

– Jeg kan ikke længere tale ukrainsk, for jeg har kun talt det få måneder, inden jeg flyttede til Danmark. Men jeg skammede mig over at tale russisk på ambassaden. Jeg følte mig så forkert og respektløs, fordi jeg ikke engang kunne tale ukrainsk med dem.

Hun forstår godt, hvorfor mange har lyst til at boycotte alt, hvad der er russisk, men det gør ondt på hende.

– Jeg har haft en rigtig god opvækst, hvor meget viden, dannelse, kultur og mange værdier er russiske. Det føles, som om det bare er blevet udslettet på et øjeblik, fordi der ikke længere er nogen, der vil associeres med noget som helst russisk. Og jeg ved ikke, om det nogensinde kommer tilbage. Det synes jeg er utrolig trist, siger hun.

Samtidig har hun svært ved at sige højt, at hun har russisk ophav.

– Det er mærkeligt, at jeg har det sådan. Jeg har virkelig svært ved at rumme min russiske side lige nu, fordi den bliver så fremmedgjort i hele verden.

Alt kan lade sig gøre

Mens Anna for tiden kæmper med at finde balancen mellem en afstandstagen til Putin og den russiske aggression og holde fast i de positive ting fra sit russiske ophav, er det lettere for hende, eller føles mere acceptabelt, at stå ved sin stolthed over sine ukrainske rødder.

– Jeg kan virkelig godt relatere til den måde, det ukrainske folk står op for sig selv. Det taler meget ind i den måde, jeg selv navigerer på i min dagligdag: Jeg går aldrig på kompromis med mine værdier. Hvis jeg kan mærke, at noget strider imod mine værdier og min integritet, flytter jeg mig fra det lige med det samme.

I det daglige tænker Anna Bogdanova sjældent over, at hun og hendes mand, coach og personlig træner Jacob Søndergaard, som hun mødte for 15 år siden, har forskellige etniske baggrunde.

Men i mødet med omverdenen kan hun nogle gange mærke, at hun skiller sig ud – at hun generelt gør ret meget, som det passer hende, uden at bekymre sig om, hvad andre tænker.

– På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg ikke er vokset op med Janteloven. Jeg er vokset op med at få at vide, at alt er muligt. Man skulle arbejde hårdt for det, men hvis man gjorde det, kunne man komme rigtig langt, siger hun.

Derfor har Anna Bogdanova heller ingen hæmninger i forhold til at fortælle andre, hvad hun er god til, ligesom hun ikke er bange for at tænke stort.

– Jeg har altid haft den indstilling, at uanset hvad der kommer, skal jeg nok komme igennem det. Jeg har en meget høj arbejdsmoral og en drivkraft, som gør, at jeg altid stræber efter den bedste løsning, den bedste måde at hjælpe folk på eller den bedste måde at skabe værdi på.

– Så kan det godt være, at det, jeg sætter i verden, er megabesværligt og ressourcekrævende og kompliceret, men jeg er altid villig til at kæmpe for den sværeste vej, hvis den er bedst.

Når Anna Bogdanova fra tid til anden har vendt sine planer for sin virksomhed med andre iværksættere eller selvstændige, har hun ofte fået at vide, at "det der er jo vanvittigt" eller "det kan man jo ikke!"

– Jeg tænker altid: Det kan man sagtens! Jeg tror simpelthen ikke på, at ting ikke kan lade sig gøre.

Det kunne måske lyde som en lidt risikabel tilgang til (arbejds)livet for en, der tidligere har været massivt stressramt. Men det er hun ikke så bange for.

– Jeg kan godt mærke i dag, når det spidser til. Jeg kan godt åbne ventilen. Så tager min mand mig med i skoven, eller vi spiller skak. Jeg prøver at give mig selv lov til ikke at lave en skid og ikke være produktiv. Så går jeg ned og træner, og så ved jeg, at det går bedre næste dag.

Helt så nemt var det ikke for hende i ugerne efter Ruslands invasion.

– Jeg blev overrasket over, hvor meget det fyldte for mig. Jeg kunne ikke andet de første tre uger end at sidde og opdatere mig konstant på, hvad der skete. Jeg blev suget ind i livefeeds og fulgte med i, hvor der blev bombet, og hvordan folk måtte flygte.

Hun oplevede, for første gang siden sit stresskollaps, at hun var ude af stand til at arbejde.

– Når jeg ikke kan arbejde, bliver jeg netop stresset, fordi jeg føler, vi kommer bagud. Det var voldsomt for mig, at stikket blev trukket på den måde. Samtidig prøvede jeg at sige til mig selv: Det er okay, for det er jo en stor krise, så selvfølgelig fylder den meget.

– Jeg var nødt til at give den plads og stole på, at når jeg havde fået bearbejdet den, skulle jeg nok få mit drive igen.

Men hun kunne ikke holde ud, at hele hendes liv var sat på pause på ubestemt tid.

– Efter tre uger var jeg nødt til at lukke ned for det og i en periode ikke forholde mig til krigen for at kunne holde ud at være i det. Min mand har det altid bedst, når han er forberedt på det værste. Det giver ham drivkraft. Men for mig skaber det handlingslammelse.

Derfor bad hun ham om at holde igen med at dele alle mulige katastrofescenarier med hende.

– Hvis jeg først går "derhen", vil jeg føle, at alt det, jeg lever for og laver på mit arbejde, er totalt ligegyldigt. Så kan jeg lige så godt lukke og slukke. Men det er ikke min grundtanke, og når jeg får den, bliver jeg bange. Så jeg sagde: "Fint, at du har styr på den del – så går jeg lige ud og lader, som om alt er "business as usual", for det har jeg brug for."

Bare far har det godt

Anna Bogdanova taler stadig med sin far i telefonen fra tid til anden, men afholder sig fra at tale om krigen.

Hun siger bare: "Så længe, du har det godt, er jeg glad."

– Jeg tør faktisk ikke sende ham artikler, links og videoer. Jeg ikke har lyst til at opdage, at han vitterligt tror på det. For så ville jeg have rigtig svært ved at tale med ham om det.

– Lige nu har jeg mere lyst til at være i tvivl, om han er blevet hjernevasket, eller om han er bange.

Men det er også, fordi Anna Bogdanova selv er bange for, at hun kan bringe ham i fare.

– Tænk, hvis jeg får ham til at indrømme, at han faktisk godt ved, hvordan det hele hænger sammen, og han så bliver aflyttet og sendt 15 år i fængsel. Det kan jeg ikke risikere. Så jeg forsøger at undgå at tale om det. Jeg har været nødt til at lukke den dør.

Når hun tænker på ukrainernes fremtid, er det med både vemod og håb.

– Jeg kan næsten ikke rumme at tænke på, hvordan i alverden de skal bygge landet op igen. Samtidig synes jeg, at det er så bekræftende at have en præsident, som bare er der og taler så indtrængende på sit folks vegne og arbejder i døgndrift på at skaffe hjælp til landet. Han giver folk håb.

Noget af det værste, hun kan forestille sig, er, at præsident Zelinskyj dør, for "så ved jeg ikke, hvem, der skulle give Ukraine håb."

Men hun er mest af alt fortrøstningsfuld.

– Jeg ser en stor vilje hos ukrainerne i forhold til at kæmpe for deres land, og man kan godt forstå, hvad der er på spil for dem. Hvorfor mange bliver og siger: "Det her er vores land. Det kan I ikke bare tage fra os."