Endelig skulle Lærke Bagger "være i harmoni med sig selv", men virkeligheden var en helt anden

Jeg må hellere sige, at jeg er sindssygt dårlig til at sidde stille, siger Lærke Bagger, så snart hun har sat sig i stolen.

– Det kan godt være, jeg kommer til at gå lidt rundt, for jeg kan ikke rigtig koncentrere mig om at tale, hvis jeg sidder og laver noget andet imens. Jeg virker tit lidt febrilsk, men det er jeg altså ikke, forsikrer hun og tilføjer, at det er, fordi hun er vant til altid at have noget i hænderne.

Hun samler sit strikketøj op fra bordet, men sidder kun med det i et par minutter, inden hun lægger det fra sig og giver sig til at folde et stykke papir sammen, til det omtrent én gange én centimeter.

Vi sidder i hendes værksted i Nordvest, som bugner af garnnøgler i kasser fra gulv til loft, æsker med perler og pailletter og stakkevis af strikkemagasiner.

Nogle gullige og støvede, fordi de har knap 100 år på bagen. Fra dengang, hvor kvinder strikkede mere af nød end af lyst.

– Helt ærligt, siger Lærke Bagger, rejser sig og hiver et gammel blad ned fra en reol.

Hun viser et billede af et kæmpestort kompliceret babytæppe fra et af bladene.

– Du kan sgu ikke bilde mig ind, at nogen kvinder har nydt at strikke det dér.

Men ifølge Lærke Bagger er det devaluerende kun at forbinde strik og håndarbejde med husmorgerningen. I hvert fald i nyere tid.

– Det handler ikke om at være husmor, det handler om at få selvtillid gennem at skabe noget, man selv synes er megafedt.

– Om du laver en helt vildt flot, fuldstændig teknisk korrekt lyseblå cardigan, eller du laver et eller andet, som ligner noget værre møg, men som du har haft det sjovt med, er fuldstændig ligegyldigt.

Lærke Baggers mission går længere end at skabe smukt strikdesign. Det er også et opgør med det regeltyranni, der traditionelt har kendetegnet håndværket.

– Strik har før i tiden handlet om, at man skulle strikke på en bestemt måde, bruge bestemt garn, eller at man skulle strikke hals på en bestemt måde.

– Jeg har mødt mange ældre kvinder, som husker håndarbejde som noget, de lavede, fordi de skulle, og som oplevede at få skældud, fordi de strikkede forkert eller ikke pænt nok, siger hun.

Strik og håndarbejde har lige så meget handlet om fællesskab.

– Men traditionelt har det også handlet om, at primært kvinder har haft det her fællesskab, hvor de selv bestemte. Vi har kunnet mødes på tværs af alder og baggrund og mødes i dag også i kraft af internettet på tværs af lande og kontinenter, i store fællesskaber, hvor vi faktisk har kunne få lov til at nyde og nørde håndarbejdet og snakke om det.

En tøjfortælling

Allerede som barn oplevede Lærke Bagger glæden ved at lave ting med hænderne. Før hun selv begyndte som otteårig, havde hun set sin mor og mormor strikke, brodere og male.

Siden har hun kastet sig over bl.a. decoupage, stramajbroderi, korsstings- og frihåndsbroderi, skrevet en bog og lavet radio og tv. Men hun er altid vendt tilbage til strik.

Da Lærke Bagger som 20-årig flyttede til København, var det med en fast beslutning om, at hun ville på Designskolen.

Selv om hun har stor respekt for autodidakte designere, betød det noget for hende, at hun fik papir på det og fik titlen “designer”.

– Jeg interesserer mig ekstremt meget for tøj. Jeg elsker mode, trends, fortællinger og kostumehistorie. Jeg elsker den måde, vi fortæller om os selv gennem tøj.

– Min familie har altid støttet mig, men jeg havde svært ved at argumentere for, at jeg bare ville være autodidakt designer, siger hun.

I begyndelsen arbejdede hun som bartender, og når hun ikke var på arbejde, blev hun kendt i Blågårdsgade-kvarteret, hvor hun boede, som hende, der sad og strikkede alle steder.

Efter et praktikophold hos tekstilkunstner Isabel Berglund, og endnu flere bartendertjanser, kom hun ind på Designskolen i 2009.

Spoler vi tiden lidt mere end et årti frem, er det især i de seneste år, det er gået stærkt.

Interessen for håndarbejde og særligt strik har været stigende de senere år, men corona fik folk til decideret at kaste sig over garnnøglerne. Det mærkede Lærke Bagger.

Du har måske set hendes farverige strik med perler og tilfældige knuder og andre personlige fortolkninger af strik i butikker som Holly Golightly eller på kendte kvinder som Sofie Linde eller Mette Lindberg.

Og selv om opmærksomheden og interessen varmer, er der få ting, der kan gøre Lærke Bagger så glad, som når hun ser en helt tilfældig person komme cyklende i en sweater strikket ud fra en af hendes opskrifter.

– Især hvis den slet ikke ligner den oprindelige, jeg selv har lavet. Det er det, der er hele meningen: At alle bare skal have det fedt med at strikke på deres egen måde, siger hun.

Ekstremt fornuftig

Udefra kan det se ud, som om Lærke Baggers selvstændige strikbiks vader i succes, men med til historien hører, at hun indtil for få måneder siden har været lønmodtager i rollen som kreativ leder for garnvirksomheden Hjertegarn.

Først for nylig er hun sprunget ud som selvstændig.

– Det er rigtig spændende, men også totalt noieren, siger hun med en accent, der afslører hendes aalborgensiske baggrund.

Det er først nu, hun er klar til at blive selvstændig.

– På den måde er jeg meget jysk. Jeg gør ikke noget overilet. Det gør jeg med nogle ting, men med de vigtige ting gør jeg ikke. Jeg bliver ofte kaldt anarkistisk, men det er jeg overhovedet ikke. Jeg er ekstremt fornuftig og meget struktureret.

På Designskolen var Lærke Bagger en af de der irriterende elever, der altid var færdig med opgaven i god tid og kunne holde fri dagen før en eksamen.

– Når jeg arbejder, som jeg gør, er jeg nødt til at have styr på noget af det. Ellers ville alting jo sejle. Jeg kan godt lide at løbe stærkt i starten, så der er plads til, at der kan ske en eller anden katastrofe til sidst.

Lærke Bagger er ikke febrilsk og sidder i øvrigt overraskende stille, mens vi taler.

Til gengæld siger hun indimellem ting, som lader til at komme ud af det blå, men som alligevel har en sammenhæng med det, vi taler om.

– Jeg er helt vild med at handle dagligvarer online, udbryder hun for eksempel.

– Jeg er mere vild med det end alle de sociale medier til sammen. Jeg bruger mere tid på at finde de bedste klimavenlige tilbud, holde budgettet nede og købe klogt, end jeg bruger på Instagram.

Den jyske snusfornuft og hendes selvdisciplin slår tilsyneladende igennem på flere fronter, men slet ikke på alle.

F.eks. har hun opgivet nogensinde at få sit værksted til at ligne et fancy showroom, som hun oprindeligt havde tænkt. Det ligner mest af alt et meget farverigt garnlager, hvor alt roder, men hvor Lærke Bagger på magisk vis finder hver eneste ting, hun vil vise frem, på et øjeblik.

Plakaten, hun har lavet til Aarhus Festuge i år, strikkjolen, hun har lavet i samarbejde med Soulland, og et bestemt eksemplar af det gamle strikmagasin Flittige Hænder.

– Det er nok det, der er blevet mit mantra: At jeg vil have lov til at være et helt menneske, hele spektret rundt.

– Jeg kan finde på at ringe til Nemlig.com og klage over, at de har udskiftet en økologisk frugt med en ikke-økologisk, for derefter at spise tre taquitos til morgenmad, siger hun.

Opgør med perfektionisme

Lærke Baggers ønske om at være et helt menneske, gøre ting på sin egen måde og ikke mindst strikke på sin egen måde er imidlertid ikke gået i opfyldelse fra den ene dag til den anden.

For hvordan slipper man regler i et fag, som netop er kendt for, at opskrifter skal følges møjsommeligt, og hvis ikke, må man trevle op og starte forfra? Det var ikke let.

– Jeg blev jo nødt til at skrive en bog om det! Nogen bliver altid sure, når jeg siger det her, men det gjorde mere ondt på mig at skrive den bog, end det gjorde at føde, siger Lærke Bagger og understreger, at hun taler ud fra sine egne relativt ukomplicerede fødsler.

Men stadig. Den bog havde ikke en nem fødsel, hvis vi skal blive i den lingo.

– Jeg led virkelig, mens jeg skrev den, men jeg synes ikke, at jeg kunne gøre det på andre måder.

– Jeg ville gerne fortælle om mine design og min tilgang til strik, men jeg følte ikke, at jeg kunne bede folk om at bruge lang tid på at lære noget, hvis jeg ikke kunne forklare hvorfor, siger Lærke Bagger og tilføjer, at det ikke er en håndbog i strik, men nærmere en håndbog i “Lærke Bagger-strik. Foruden er den spækket med personlige anekdoter og private fotos af hende.

Det er ikke, fordi Lærke Bagger er på et korstog efter folk, der strikker korrekt og generelt hader regler, bare fordi hun ikke selv følger ret mange af dem.

– Jeg har ikke noget imod strikkekorrekthed eller perfektionisme generelt. Det er i virkeligheden min egen personlige realisering af, at jeg vil have lov til at være lige præcis, den jeg er.

Som teenager syntes hun, at næsen var for lang og spids, stemmen var grim, øjenbrynene mandeagtige, og at hun havde korte ben og tykke lår.

Men når hun kom hjem fra skole, kunne hun slippe alle tankerne om, at hun ikke følte sig lige så god som de andre, når hun tog sit strikketøj i hænderne, mens hun så et par gamle afsnit af “Rap fyr i L.A.”.

– Men så fandt jeg ud af, at jeg skulle lave pæne kantmasker, ikke måtte lave huller og skulle hæfte enderne på en bestemt måde. Det kunne jeg slet ikke finde ud af.

– Jeg var ikke dygtig nok, og jeg ville bare i gang, så derfor begyndte jeg at gøre det på min egen måde. Jeg tænkte, at hvis jeg skulle have det skidt på alle parametre, var det jo virkelig nedtur.

Det gav hende en selvtillid, som begyndte at smitte af på andre aspekter af Lærke Baggers liv.

Ikke mindst i forhold til den spiseforstyrrelse, hun havde, fra hun var omkring 15 år. Der skulle dog gå nogle år, før hun slap af med den.

– Da jeg flyttede til København, var jeg jo alene, og der var ikke rigtig nogen, der holdt øje med mig. Jeg kunne jo ligesom bare stoppe med at spise fra den ene dag til den anden.

Mere end strik

Da hun var allermest syg, var strikketøjet det eneste, der holdt hende oppe.

– Til sidst kunne jeg ikke arbejde. Jeg kom på sygekontanthjælp, som det hed dengang, og jeg kunne ikke engang gøre min lejlighed ren, fordi jeg var så afkræftet.

Lærke Bagger havde på det tidspunkt en kombination af anoreksi og bulimi. Hun spiste f.eks. ingenting i fire dage, derefter overspiste hun, kastede op og startede forfra.

Hendes mor flyttede ind og hjælpe hende med alt praktisk, inden hun kom i behandling.

– Gennem hele perioden havde jeg håndarbejdet. Det var det eneste, jeg stadig kunne. Det har altid fulgt mig, og det har også den funktion for mig i dag, siger Lærke Bagger.

Hun er rask i dag, men hun føler sig indimellem, som hun forestiller sig at være ædru alkoholiker.

– Jeg kunne aldrig finde på at bruge opkast og restriktiv spisning som måder at lindre indre smerter og følelser længere, men når jeg kigger på noget mad, ved jeg med det samme, hvor mange kalorier der er i det.

– Derfor elsker jeg også junkfood i dag, fordi jeg ved, at hvis jeg opstiller for mange regler for mig selv, kommer jeg til at efterleve dem.

Det har også været en af tankerne bag hendes Instagram, hvor flere end 180.000 følger med i hendes strikkerier og liv i øvrigt.

For selv om Instagram i høj grad har bidraget til, at Lærke Bagger kunne komme ud til verden og i øvrigt finde fællesskab med andre strikdesignere verden over, er det mere end en online-strikkeklub og digitalt showroom for hende.

Det er også her, hun viser, hvem hun er, når hun ikke strikker.

– Jeg vil også gerne selv have noget ud af det. Jeg gider ikke bare at have det som en reklameplatform. Dem, jeg selv kan lide at følge, er dem, der tør vise, hvem de er. Det vil jeg også gerne selv, for ellers ser jeg ingen grund til at være der, siger hun.

Og hvem er Lærke Bagger så, ud over at være strikdesigner?

Hun er bl.a. mor til to børn, Lars på knap tre år og Lulu på syv. Det var faktisk bl.a. det at blive mor, som var med til at understrege for hende, hvor langt fra perfekt, hun havde lyst til at være, og hvor langt fra virkeligheden, hendes forestillinger om moderskabet i øvrigt lå.

– Jeg synes simpelthen, det var så utrolig svært at blive mor. Det tog fuldstændig røven på mig, hvad det rent faktisk indebar.

– Jeg var heldig, fordi jeg blev hurtigt gravid. Det tog kun tre måneder, fra vi begyndte at prøve. Men det betød, at jeg slet ikke havde hovedet med i graviditeten. Mentalt var jeg der bare ikke, siger hun.

Gravid og ulykkelig

Lærke Bagger lå under for sine egne forventninger, men også for dem, hun oplevede udefra.

– Jeg følte, at der var en samfundsmæssig forventning af mig om at være den lykkelige gravide. Endelig skulle jeg være i harmoni med mig selv.

– Jeg troede, det ville være fantastisk at være gravid, men jeg havde det så dårligt både fysisk og psykisk, og jeg var ensom, depressiv og bange, siger hun.

Det handlede bl.a. om angsten for at blive en dårlig mor og angsten for, at hendes liv var forandret for evigt.

– Jeg havde heldigvis nemt ved at elske mit barn med det samme. Jeg ved, der er mange, der har svært ved at connecte til barnet, og det havde jeg ikke. Men jeg havde svært ved at connecte til mig selv.

– Jeg havde brugt så lang tid på at være det, som jeg troede, at andre havde en forventning om, at jeg skulle være, så jeg til sidst slet ikke kunne mærke mig selv, siger Lærke Bagger.

Hun var på det tidspunkt i gang med sit afgangsprojekt på Designskolen, og det var helt bevidst, at hun og hendes kæreste, som er billedkunstner, forsøgte at få et barn netop der.

– Jeg var næsten færdig som strikdesigner, og jeg vidste, at der jo ingen job var, så jeg tænkte, at jeg var nødt til at blive selvstændig, siger hun,

Derfor besluttede de, at de skulle prøve at få et barn, før Lærke Bagger startede selvstændig virksomhed, fordi vilkårene for selvstændige kvinder på barsel var komplicerede.

– Som kvinde har man ikke råd til bare at følge med strømmen og få børn, når man har lyst. Der er også større chancer for at få et job, hvis man har børn. Det kan simpelthen gøre mig så rasende, når jeg tænker på det, siger hun.

For Lærke Bagger var det ikke et valg om “først karriere, så børn, så karriere”.

– Jeg ville begge dele, og det havde jeg faktisk regnet med, at jeg kunne. Men det kunne jeg da ikke. Som så mange andre ramte det mig bare først, da jeg fik mit første barn.

Det var ikke meget bedre, da Lærke Bagger tre år senere blev gravid igen og gik 11 dage over tiden.

Efter ni dage mødte hun op på fødegangen og sagde, at de var nødt til at sætte hende i gang.

– Jeg fik det dårligere og dårligere, og der var begge gange en overhængende fare for, at det ville ende i en fødselsdepression.

– Jeg græd og græd og græd, fra jeg vågnede, til jeg gik i seng, og til sidste havde jeg slet ikke lyst til at få det barn, siger Lærke Bagger.

Spaghetti med kødsovs

Efter den første barsel var Lærke Bagger selvstændig i nogle måneder, inden hun blev headhuntet til Hjertegarn.

Det var nogenlunde samtidig med, at hendes far blev erklæret terminalt syg, og med en baby på otte måneder virkede en fastansættelse “som sendt fra himlen”.

Det har passet hende godt at have tryghed i sit arbejdsliv, mens hun havde små børn, men hun kan også mærke glæden ved den frihed, der følger med at være selvstændig.

Hver dag følges hun med sin kæreste, som hun deler værksted med, afleverer børn på vejen og følges hjem igen, når de har fri. Der er plads til spontane fridage, til at hente tidligt og til at snuppe et par timer med strikkepindene om aftenen, hvis dagene har været for fyldt med emails og møder i byen. Til gengæld er tempoet sat op, når hun arbejder.

– Jeg fedtspiller ikke mere. Er det et ord, man kender andre steder end i Jylland? Jeg er virkelig effektiv, efter jeg har fået børn, siger Lærke Bagger og fortæller på minuttal, hvordan hverdagen fungerer.

Hente 15-15.30, hjem og lave spaghetti med kødsovs, spise 17.30, skærmtid 18-18.15, nattøj og tandbørstning og som regel ro 20.15. Der er rutiner på nogle områder. Andre steder – not so much.

– Det, der halter, er så, at jeg ikke har været i bad i tre dage. Jeg går på kompromis med mig selv og min hygiejne, og jeg dyrker heller ikke sport, siger hun.

Lige nu arbejder Lærke Bagger på en serie af workshops over hele landet samt foredrag med livsstilseksperten Christine Feldthaus, og så er hun aktuel med den nye serie “Bagger og Feldthaus taber masken” på DR2, hvor makkerparret skal besøge fire nordiske lande for at udforske deres håndarbejdstraditioner.

Foruden diverse kreative samarbejder og et nyt projekt, hun endnu ikke kan løfte sløret for.

– Jeg elsker udfordringer og umulige projekter, og hvis opgaven er en “no brainer”, er jeg ude. På den anden side er jeg totalt god til nederlag, fordi jeg har haft så mange.

– Når man arbejder som selvstændig, får man 10.000 gange flere nej’er end man får et ja.