Enige veninder er godt for humøret
"Hjernen opfatter enighed som belønning". Sådan lød overskriften, og så var nysgerrigheden vakt. Det, der lå i den overskrift, var, at på samme måde som ros er dejligt at få, så viser det sig, at enighed næsten har samme effekt og føles lige så dejligt. Forskere fra Aarhus Universitet og University College of London har ved at scanne 28 personers hjerner undersøgt, hvilken effekt det har på hjernen, når eksperterne er enige med os.
Alle kan lide at blive belønnet, ved vi, og når vi bliver belønnet, afspejles det åbenbart i et bestemt område af hjernen, nemlig det ventrale striatum. Nu viser det sig, at vores hjerner reagerer på lignende måde, når andre er enige med os i noget. Ifølge forskerne viser resultaterne, hvordan social påvirkning tilsyneladende påvirker hjernen på et basalt niveau, og det giver da sådan set god mening. I hvert fald det dér med, at enighed er noget, vi godt kan lide og opfatter som en art belønning. Tænk bare på, hvordan vi kvinder har det godt med vores veninder, hvordan vi kommer inspirerede hjem fra en pigeaften, hvordan vi næres af hinanden og den måde, vi er sammen på, hvordan vi spejler os i hinanden, hvilket jo er en meget kvindelig ting.
Og når jeg ser mig om i venindekredsen, så er vi bare blevet så gode til at rose hinanden og til at give hinanden anerkendelse på vores "gamle" dage. Vi er også blevet gode til at give hinanden rum til at være dem, vi er, til at rumme de følelser, som findes i os alle, negative såvel som positive - og lad os bare erkende det: Vi er virkelig også blevet gode til at give hinanden ret, hvilket er både dejligt og trygt. Med den nye hjerneforskning ved jeg så nu, hvorfor jeg altid kommer hjem fra venindefrokoster i rasende godt humør.
Kærlig hilsen
Renée
LÆS OGSÅ:
Camillas hjørne:
Sandheder fra en løgner
Legetøjets lyksaligheder