Eskil har dedikeret et år af sit liv til at høre fremmede folks dybeste hemmeligheder

HEMMELIGHEDER

Da jeg mødes med Eskil, har han gennem de seneste måneder allerede drukket kaffe med over 20 mennesker, som alle bar rundt på en hemmelighed, de ikke længere havde lyst til at være alene med. Eskil har bedt mig om at møde ham på Ingolfs Kaffebar, en hyggelig café på Amager med god kaffe. Netop kaffen er vigtig, for det er den, Eskil mødes med folk over. Mokka og en hemmelighed.

Jeg ville ønske, jeg selv havde en stor hemmelighed, for efter en time i Eskils selskab giver det god mening for mig, hvorfor alle de mennesker har krænget deres indre ud over for en mand, de aldrig har mødt før – og nok heller aldrig kommer til at se igen. Eskil taler langsomt og roligt, men ikke før han har tænkt sig grundigt om. Hans øjne glipper ikke, når nabobordet bryder ud i grin. Han holder fokus og lytter.

Eskils lille forehavende hedder Copenhagen Confessions, og han fik idéen efter en tur til New York i 2016. En amerikansk kvinde ved navn Helena Bala har i over tre år fundet mennesker på sitet Craigslist, snakket med dem, hørt på deres hemmeligheder og skrevet dem ned på hjemmesiden CraigslistConfessional.com.

LÆS OGSÅ: Miriam har fået tilsendt 20.000 hemmeligheder fra danskere

– Det var fandeme en fed idé! Jeg kendte det fra mig selv, at man går og gemmer på nogle ting. Det tror jeg faktisk, alle kender. Skriftestolen i den katolske kirke har sin berettigelse i, at det er et godt og trygt sted at komme, hvor man kan dele det, man gemmer på. Det mangler vi lidt i vores samfund. Vi mangler det menneskelige møde, og det er det, skriftestolen kan; der er et menneske, der er vidne til det, du fortæller, siger Eskil.

”Han voldtog mig nede i et mørkt kælderrum. Han trak mig derned som et vildt dyr. Jeg var bare på en tur rundt om blokken. Nu lå jeg helt stille, indtil han gjorde sig færdig. Heldigvis gik det hurtigt, og han forsvandt med det samme. Ud i mørket og væk. Han var maskeret. Jeg skammede mig. Jeg politianmeldte ham aldrig.

(...)

Da min ekskæreste senere trak af sted med mig, blev jeg grebet af panik og overhældte ham med en brandbar væske. Det dummeste jeg nogensinde har gjort. Han politianmeldte mig”

Hemmelighedsuddrag fra Copenhagen Confessions

Hvorfor tror du, folk vil fortælle deres hemmeligheder til netop dig?

– Jeg har altid været meget fascineret af personlige historier. De mest intense oplevelser, jeg har haft i mit liv, er forbundet til samtaler med venner, hvor snakken gik bag om personen og hev fat i de ting, der har været med til at forme os. Jeg har været til møder i AA-regi via det her projekt, og det, de kan, er lige netop at mødes i en form for broderskab. De ved sgu ikke, hvad de laver hver især, det er de ligeglade med, men de véd, hvad de hver især kæmper med. Det er mødet med mennesket, jeg gerne vil slå et slag for, og det tror jeg, de kan mærke.

Er du god til at lytte?

– Før jeg startede, var jeg i tvivl, men det er jeg ikke længere. Jeg er god til at lytte, og jeg kan bidrage med noget andet. Til forskel fra en psykolog eller terapeut, som tit vil finde nogle fokuspunkter ud fra ting, de har læst, finder jeg punkterne ud fra den person, jeg sidder over for. Jeg bestræber mig på at sige så lidt som muligt. Bare være der og lytte.

Hanrejen og den fængslede

Et møde varer normalt halvanden times tid. Det er ikke ret lang tid, mener Eskil, for det tager tid at udfolde en livshistorie, og kaffen står tit uberørt, når de er færdige. De fleste af fortællerne har været kvinder oppe i årene, som har deres ting på plads og måske ikke så meget på spil – længere.

– Når jeg har snakket med dem, uanset hvem de har været, oplever jeg, at de sidder lettede tilbage. Som om noget er overstået. De er helt afslappede. Trætte. De har fortalt meget intenst, ligesom hvis de havde stået på en scene. Det er en tilfredsstillende følelse. Udrensning, en fornemmelse af katarsis. Nogle har ikke vidst, hvad de skulle gøre ved deres hemmelighed, og når de endelig har fortalt den, kan jeg mærke, de tænker, at de ikke er helt skøre alligevel.

På Eskils blog kan man læse om manden, der fantaserer om ”håndværkeren”, der dyrker sex med hans kæreste, og om kvinden, der overhældte sin ekskæreste med brandbar væske og afsonede 100 dage i Vestre Fængsel. Historierne er sande, og de er begge nogle af de hemmeligheder, Eskil har fået fortalt. Hvis han får lov, skriver han dem nemlig ned og deler dem.

– Efter et møde er jeg altid helt høj, og jeg har en enorm trang til at videreformidle historierne. Dels fordi de er rørende, dels fordi der helt sikkert er andre, der kan se sig selv i dem. Jeg prøver at overbevise fortællerne om, at de skal se sig selv som donorer; de har haft en smerte ved den hemmelighed, de har gået med, men så kan de glæde sig over, at de kan lave den smerte om til noget, der kan gavne andre, siger han.

Har du hørt hemmeligheder, hvor du kan forstå, hvorfor vedkommende ikke har fortalt det til nogen?

– Ja. Både hemmeligheder, hvor folk ville tænke, man var mærkelig, hvis de kendte til det. Det kan også være hemmeligheder, som ville være ødelæggende for ægteskab eller parforhold, hvis de kom frem. Men så er der dem, hvor jeg tænker, de ikke burde være nogen hemmelighed. Jeg gør meget ud af at sige, at jeg ikke er fagperson eller har en rolle, men hvis jeg kan mærke, der er plads til det, vil jeg gerne komme med et råd. For eksempel at de bør dele det med deres familie, siger han.

”Jeg så de tre døde første gang i frugtlageret, da jeg var 14. De lå parteret i bakkerne blandet sammen med æbler, pærer og tomater. De tre døde har fulgt mig lige siden. De ligger på gulvet, sidder på stole, eller står op ad væggen i de rum, jeg træder ind i. Jeg er skizoaffektiv og ser syner og hører stemmer. Men ikke så tit nu, heldigvis, efter at jeg har fået mine psykofarmaka”

Hemmelighedsuddrag fra Copenhagen Confessions

I stedet for at have en specifik rolle håber Eskil, han kan være et menneske, de føler sig tryg ved. En, der bare lytter og hverken dømmer eller putter dem i kasser.

Kan du så lade være med det? At putte folk i kasser?

– Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det kunne jeg ét hundrede procent. Den måde, jeg forstår mennesker på, er blevet udfordret efter det her. Jeg har fået en meget bredere forståelse for, hvordan mennesker kan være. Nu kan jeg meget bedre forstå, hvad det er, der gør, at mennesker ender i f.eks. en misbrugssituation. Det er ny erkendelse for mig og noget, jeg kan bruge i forhold til mig selv. Jeg har selv haft det tæt inde på kroppen, og dér kan jeg se, at den måde, jeg reagerede på, dér ville jeg have ønsket, at jeg vidste så meget om det, som jeg gør nu, for det havde givet mig en bedre måde at forholde mig til det på. Om det er alkohol eller psykisk sygdom, så giver det en langt større forståelse for den tilstand, man er i. Der har jeg lært meget om mig selv, siger han.

Det ulykkelige paradoks

Jeg spørger Eskil, om han selv har hemmeligheder. Det har han, men de er svære at snakke med mig om, for de er jo hemmelige, forklarer han retorisk.

– De hemmeligheder, jeg har, deler jeg med min kone, mine venner, mine nærmeste …

Pause.

– Det bedste ville være, hvis vi alle kunne dele byrden med dem, vi er allertættest på, men nogle gange magter man det bare ikke. Den tilstand, hemmelighederne bringer folk i ... den afstand, man får til dem, der burde være éns nærmeste. Det er typisk dem, man er tættest på, man har en hemmelighed over for. Det er sådan et paradoks. På den ene side er det dem, der ville være bedst at fortælle det til, men oftest er det over for de samme, man har hemmelighederne. Og det er netop det, der er ulykkeligt ved at bære på noget så tungt helt alene: Det giver én en følelse af, at man ikke er rigtig til stede. Jeg oplever, at hemmeligheden fjerner dig fra den relation, du har til det menneske, der burde være din mest fortrolige, siger han.

LÆS OGSÅ: Psykologen: At fortælle en hemmelighed er helende

Selv har Eskil båret rundt på en stor hemmelighed i nogle år, før han fortalte den til sin kone. Han kan forstå skammen og det dér med at føle sig forkert helt alene. Da han selv har været i den sårbare position, føler han sig på ingen måde bedre eller klogere end de fremmede, han møder og drikker kaffe med, og det er nok meget godt i forhold til den rolle, han har.

Hvordan føltes det at fortælle din hemmelighed til nogen?

– Enormt intenst. En følelse af smerte, men også kæmpe lettelse, som kommer med det samme. Jeg tænkte, at nu kommer det hele til at ramle, nu falder alt sammen. Da jeg havde fortalt den, blev jeg ramt af en kæmpe ro, som om at uanset hvad der nu kom til at ske, skulle det nok gå.

Ville det have hjulpet dig, hvis du kunne have fortalt den til en fremmed?

– Det havde hjulpet meget. Bare det at dele den med et andet menneske – men jeg kunne også bedre have fundet ud af, hvad jeg skulle gøre med den. Det er min klare opfordring: Hvis du kan, så del din hemmelighed.

Eskil Holten Haargaard, 44, uddannet kulturhistoriker og stifter af hemmelighedstjenesten Copenhagen Confessions. Bor på Amager med sin kone og deres to døtre. Eskil fortæller ikke din hemmelighed videre (medmindre du giver ham lov), og et møde med ham koster ikke noget – han vil også gerne give kaffen. Læs nogle af hemmelighederne på Copenhagenconfessions.dk