Fatma Øktem: ”Jeg har en trodsighed over min mors skæbne”

Når hele familien var samlet, foregik det ofte hos den ældste i familien, Fatma Øktems morfar.

Her sad alle mændene altid inde i stuen og snakkede, og kvinderne stod ude i køkkenet og lavede mad.

Fatma Øktem oplevede som barn masser af kærlighed, men det var forventet af hende, at hun skulle acceptere uligheden mellem kønnene.

Hun oplevede, hvordan hendes fars ord var mere værd end hendes mors. Hun havde ansvaret for børnene og hjemmet. Alt andet styrede faren.

Fra en tidlig alder besluttede Fatma Øktem sig for, at hun ville være en af mændene i stuen. Hun ville være der, hvor magten var.

– Det rebelske har altid ligget i mig. Jeg startede med at udfordre min far og hans regler i hjemmet, og kampen har udviklet sig til, at jeg kæmper for, at der ikke er nogen, der skal underlægges social kontrol.

Fatma Øktems morfar kom til Danmark sidst i 60'erne som en af de eneste tyrkere i Aarhus. Han arbejdede på fabrikker, og pengene og mulighederne var små.

Der blev ikke diskuteret politik, men Fatma Øktem har altid vidst, at hun boede i et land med demokrati, hvor mulighederne er store, hvis man griber dem.

Da Fatma Øktems eksmand, Bünyamin Simsek, gik ind i lokalpolitik, blev hun hurtigt draget af Venstres frihedsidealer.

Hun blev valgt ind i Folketinget i 2011, hvor hun blev partiets ligestillingsordfører.

– Ligestillingsområdet er en grundlæggende sten i det danske demokrati. Noget af det første jeg begyndte at bekæmpe, allerede inden jeg kom ind i politik, var social kontrol. Selv når jeg siger det nu, så strammer det omkring hjertet.

– Jeg synes, det er så grundlæggende et overgreb på mennesker. Jeg tror i en meget ung alder, at jeg opdagede, hvor meget ulighed der var under min opvækst.

– Hvorfor må drengene gå i byen, men ikke pigerne? Hvorfor må han have en kæreste, men jeg må ikke?

Mistede sin mor

Fatma Øktem er født og opvokset op i Aarhus i et område, hvor der boede få familier med indvandrerbaggrund.

Da Fatma Øktem var 10 år, døde moren.

– Vi måtte helst ikke se tyrkiske familier. Min far holdt os bevidst væk fra det miljø, fordi han var bange for, at de ville tænke, at det var synd for os. Min fars største frygt var, at vi ville påtage os offerrollen. Det var vigtigt, at vi ikke voksede op med den selvopfattelse.

Det har fulgt Fatma Øktem hele livet.

– Jeg har været så bange for at være et offer, at jeg har fundet mig i mere, end andre måske ville. Det har gjort ondt til tider, at mine grænser blev overskredet på grund af min baggrund eller køn, men jeg har lagt det fra mig, fordi jeg ikke skulle være noget offer.

Hun beskriver politik som "en meget mandsdomineret verden".

– Vi har et meget kønsopdelt arbejdsmarked og hele mit arbejdsliv har været på mændenes præmisser. Jeg er med i den sidste generation der, uden at tænke over det, accepterede, at arbejdsmarkedet var mændenes domæne.

Fatma Øktem mener, at hendes generation af kvinder ikke udfordrede kulturen på samme måde, som næste generation gør nu.

– En kollega, der er en generation yngre end mig, kan finde på at tage sit barn med på Christiansborg. Det ville jeg ikke have gjort for 10 år siden.

– Vi har selvfølgelig været med til at skubbe kulturen ved at være der, men vi lavede ikke samme opgør, som den generation på arbejdsmarkedet gør nu, som jeg bakker 100 procent op om.

”Der er ingen mand, der skal have den rolle i mit liv”

Fatmas Øktems far har fyldt meget i hendes liv.

Hun beskriver sin far som en mand med mange forskelligheder i sig. Han var ekstrem mandschauvinistisk og patriarkalsk, samtidig med han elskede, at hun turde gøre modstand og sige ham imod.

– Han havde selv en stor frihedstrang og rebelskhed i sig, som jeg har arvet. Men han elskede også at bestemme.

Især Fatma Øktems storesøster og bror mærkede den patriarkalske side af faren.

– Hans blik var så fokuseret på, at min søster skulle opdrages til at være en ordentlig pige, og min bror skulle opdrages til at være en æresbærer, at han helt glemte mig.

Fatma Øktem har derfor haft en mere fri opvækst, hvor hun har haft danske veninder med hjem, og der var ikke lige så mange regler for hende, men hun har set, hvordan hendes mor levede i et forhold, hvor manden havde magten, og det har sat sig i hende.

– Min kusine blev tvangsgift, og mine søskende indgik i arrangerede ægteskaber. Selvom jeg ikke selv har oplevet direkte social kontrol, så har jeg været vidne til så meget ufrihed, at jeg i en tidlig alder, besluttede mig for, at der er ingen mand, der skal have den rolle i mit liv.

Selvom Fatma Øktems mor selv levede i et undertrykt forhold, så videregav hun det samme til sine børn.

– Hun forskelsbehandlede mine ældre søskende på grund af deres køn, men jeg tror ikke engang, at hun tænkte over det.

Fatma Øktems mor døde for øjnene af hende, da hun var 10 år.

– Hun var kun 32 år. Min mor havde mange drømme. Når hun talte med sin veninder om, når hun fik lidt flere penge, eller når børnene blev ældre, så skulle hun det og det.

– Jeg har tit tænkt på, om det var os, hendes børn, der holdt hende tilbage for at realisere sine drømme, eller om vi var en undskyldning, fordi hun ikke turde alligevel.

– Jeg ved, at udsættelse af drømme kan ende med, at man aldrig udlever dem. Jeg har en trodsighed over min mors skæbne, en trodsighed over alle de piger, der ikke opnår det, de gerne vil.

Arbejde frem for alt

Da Fatma Øktem legede som barn, havde hendes veninder travlt med at være mor for dukkerne, imens hun altid var faren, der gik på arbejde. Og det har fulgt hende.

Fatma Øktem har tjent sine egne penge, siden hun var 14 år.

Hun har serveret på restaurant om aftenen, været tolk, arbejdet i kassen i supermarkedet, arbejdet i tøjbutikker, i rejsebranchen, som kulturformidler og senere i politik.

– Arbejde er en stor del af min selvopfattelse og identitet, men det er også min største frygt. Jeg har altid været bange for, at jeg ikke har været i stand til at forsørge mig selv, og jeg skulle være økonomisk afhængig af et andet menneske.

– Arbejde har givet en frihed og en selvbestemmelse, som andet ikke har gjort. Så meget, at jeg nok har skubbet alt andet væk.

Hun blev skilt i 2015, og når hun ser tilbage på sin skilsmisse, kan hun godt se, at politik spillede en rolle.

Hun boede i Aarhus med sin mand, men var i København alle hverdage. Det var hårdt for forholdet.

– Jeg var ikke god til at passe og pleje mit forhold. Jeg kunne ikke slippe arbejdet, og glemte at kærlighed også kræver opmærksomhed. Vi var de bedste venner, men vi blev dårligere og dårligere til at være kærester. Det vil jeg aldrig tillade sker igen.

Fatma Øktem har altid forestillet sig, at hun og eksmanden skulle have børn sammen, så efter skilsmissen overvejede hun at adoptere, men der er ikke mange lande, hvor det er muligt, hvis man er single.

– Lige pludselig var jeg skilt, og der var ikke en far-rolle. Jeg har også gået med tanken om at være alenemor, hvor barnet ville have en anonym far. Det kunne jeg ikke se mig selv i.

– At jeg selv har manglet en forælder i meget af min barndom, har spillet en stor rolle. Jeg ved, hvordan det er at mangle nogen, og det har jeg ikke lyst til at udsætte et barn for.

Hvordan har du det med, at du ikke at får børn?

– Jeg er generelt et meget nysgerrigt menneske, derfor kan jeg godt tænke over, hvordan rollen som mor havde været.

– Jeg er klar over, at jeg er gået glip af noget, men jeg fortryder ingenting. Jeg har allerede mange børn i mit liv, som jeg er moster og tante for, og havde jeg inderligt ønsket at få et barn, så var det nok sket.

Ikke muslim nok

Fatma Øktem har mørkeblå habitbukser, en hvid skjorte og en blazer på, men hun har også en klar rød neglelak på fingrene og sorte stiletter på.

Fatma Øktem har modtaget en del kommentarer om sit udseende.

– Jeg har tit, især i mine lidt yngre dage, fået gode råd fra andre om, at jeg måske skulle skrue ned for neglelakken eller de tætsiddende kjoler.

– Det har gjort ondt, at folk har snakket om mit udseende, i stedet for det jeg kan. Jeg har haft svært ved at indrømme, at det faktisk påvirkede mig.

– I dag er jeg kold over for dem, som nævner mine stiletter før mit navn. Jeg tager det tøj på, som jeg synes er pænest til mig, uanset hvilke kommentarer jeg får. Jeg har bevist hvem jeg er, og at jeg hører til på Christiansborg.

Fatma Øktem har igennem tiden modtaget mange trusler igennem sin politiske karriere.

For otte år siden blev hun truet på livet, fordi hun gik i en stram kjole og Louboutin-stiletter op ad trapperne på Christiansborg.

– Efter jeg blev aktiv i politik og begyndte at udfordre nogle miljøer på deres kvindesyn, har jeg skullet vænne mig til trusler.

– I over 20 år har jeg udfordret de miljøer, hvor man har et meget snævert kvindesyn, og der er meget social kontrol og meget lidt ligestilling.

– Det er stadigvæk de grupper, som jeg kæmper mod i dag. Jeg oplever dog, at der er mange kvinder, der ikke længere bare kan trues til at tie. Det er godt, selvom kampen ikke er slut.

Fatma Øktem er muslim, men det er meget sjældent, at hun taler om sin religion, fordi hun ved, at hun bagefter modtager 30 ubehagelige mails.

– Der er ingen i min omgangskreds, der kan mærke min tro, for den er meget personlig for mig. Min religion betyder meget for mig. Jeg har mistet en mor som 10-årig, og min far døde pludseligt sidste år. Jeg har et behov for at tro, at jeg skal se dem igen.

Der er nogle muslimske kredse, der ikke mener, at Fatma Øktem kan kalde sig for muslim, fordi hun blandt andet ikke faster, går i for udfordrende tøj og generelt lever for dansk.

– Fatma er profeten Muhammeds yngste datter. Jeg har fået at vide, at jeg skal skifte navn, fordi jeg har et helligt navn, men jeg kan ikke leve op til det.

– Jeg håber, jeg kan inspirere andre til at være muslim, på den måde, som der passer til dem. Jeg er muslim, og der er ikke nogen, der skal fortælle mig om jeg må være det.

Den største og sværeste kærlighed

Fatma Øktem har meget let til tårer og græder, når hun er ked af det, og når hun er rigtig glad.

Det er en måde, hun kan komme ud med sine følelser på, men det har taget hende lang tid at acceptere, at hun er sådan.

– Jeg voksede op med, at jeg ikke måtte græde. Det ville min far ikke have. Det har taget mig lang tid at acceptere, at jeg er et følsomt menneske. I dag græder jeg som det passer mig, for det siger intet om min styrke.

Det lyder, som om du har haft mange kampe med din far, var der også kærlighed?

–Ja! Efter jeg er blevet voksen, har jeg fået nogle gode snakke med min far. Der er nogle ting, jeg ikke kan tilgive ham for, men de sidste mange år har vi fået talt meget ud, og han var stolt af mig.

– Da han døde pludseligt sidste år, slog det mig helt ud. Min far var mit anker i livet, selvom vi skændes en del, var vi også meget tætte, og vi mindede meget om hinanden. Han har været min største og sværeste kærlighed i livet.