Femina tester tantra-massage: Sådan føles det
Foto: Bo Lynge
Som regel dyrker vi sex med fokus på orgasme, og ifølge Ulrik Adinatha Lyshøj, der er uddannet yoga- og tantralærer, er mange tilbøjelige til at glemme, at sex er meget mere end samleje – og derved går nydelsen og nærheden ofte tabt. I tantra er fokus på penetrering og orgasme minimalt, i stedet flyttes det til berøring, nærvær og langsom opbygning af nydelse og ekstase. Her er der fuld opmærksomhed på selve vejen hen imod nydelse og ikke målet, som orgasme er for rigtig mange. Man kunne kalde det for en kraftfuld cocktail af yoga, meditation og sex med fokus på at være til stede i nuet med alle sanser åbne.
VIL DU VIDE MERE OM TANTRA? SÅ LÆS MED HER:
feminas chefreadktør og redaktionschef købte en tantramassage for at opleve, hvordan det føles:
Inden tantra-massagen
Ved en tantramassage for kvinder i Tantratemplet bliver du modtaget af massøren. Du vælger selv, om du vil have massage af en mandlig eller en kvindelig massør. Inden massagen er der tid til at sidde og snakke, så du bliver tryg ved massøren og ved hele situationen. Når du er klar, er der mulighed for at tage et bad, og tid til, at du klæder dig af og lægger dig godt til rette, inden massøren kommer ind. Du er nøgen under massagen, men massøren beholder trusser/boksershorts på. Massøren vil herefter massere hele kroppen, og hvis du ønsker det, vil der også være mulighed for yonimassage (massage af vagina). Efter massagen serveres lidt frugt og noget at drikke, og du får mulighed for at stille spørgsmål til massøren eller fortælle om din oplevelse.
Sådan var det: Camilla, 43 år
Hvordan var det at lade en vildfremmed røre ved din krop?
– Tantra er jo i bund og grund en sensuel og mere sanselig form for massage, så for mig føltes det ikke meget anderledes end en almindelig massage. Jeg var hele tiden bevidst om, at dette jo var en behandling, jeg havde købt fuldstændig på linje med andre behandlinger. Inden vi gik i gang, havde vi en lang samtale om, hvor jeg var i mit liv, osv. Så jeg følte, jeg var 100 procent i professionelle og trygge hænder.
Hvordan var det at betale for ”sex”?
– For mig at se har en tantramassage intet med sex at gøre. Det er en massage, hvor man åbner for nogle energier, som vi normalt ikke er gode til at lukke op for. Sanselige og seksuelle energier, ja – men massagen er ikke nogen seksuel akt af den grund. Man skal blot åbne for energien og give den rum og plads. Betragte den, lade den flyde og lære den at kende – UDEN at den er knyttet til seksuel interaktion med et andet menneske. Det gør energien endnu mere intens. Det handler ikke om at få orgasme (hvilket jeg heller ikke fik). Men om at være i energien.
Hvorfor du valgte en mand?
– Jeg har prøvet begge dele, og af en eller anden grund synes jeg, det er langt mere grænseoverskridende for mig at lade en kvinde give mig tantramassage end en mand. Måske fordi jeg er heteroseksuel? Jeg ved det ikke, men jeg har det faktisk på samme måde, når jeg går til gynækolog.
Hvorfor valgte du overhovedet at prøve tantra?
– Fordi jeg som mange andre kvinder har haft svært ved at komme ud af mit hoved og ned i min krop. Give slip på skammen og slippe kontrollen. Og så var jeg et sted i mit liv, hvor jeg gerne ville give mig mere hen til sanseligheden og min kvindelighed. Og det synes jeg tantra er et fantastisk middel til.
LÆS OGSÅ: Tantra-massage: Derfor skal du elske din yoni!
Hvad var det bedste?
– Oplevelsen af, hvor vild en energi seksualiteten er, når man evner at gå 100 procent ind i sanseligheden. Vi fokuserer alt for meget på udløsning og præstation.
… det værste?
– De første 30 minutter, hvor man er nervøs og akavet og har svært ved at give slip.
Vil du gøre det igen?
– Uden tvivl, ja!
Fik du orgasme?
– Nej. Og min behandler gjorde også meget ud af, at det slet ikke var det, tantra går ud på. Jagter du orgasmen, har det intet med tantra at gøre.
Hvordan har det påvirket dit sexliv siden?
– Den har hjulpet mig til at se på min seksualitet med nye og mindre skamfulde øjne, og jeg er blevet bedre til at give slip og komme ned i min krop. Derudover har det åbnet mine øjne for, hvor stor en drivkraft den sensuelle energi er for mig helt generelt. Er man i flow med sig selv seksuelt, har jeg erfaret, at det automatisk smitter positivt af på alle andre områder af éns liv.
Tantra massage: Derfor skal du elske din yoni!
Sådan var det: Dorthe, 48 år
Hvordan var det at lade en vildfremmed røre ved din krop?
– Det var overraskende let for mig at overgive mig til det. Jeg følte mig meget tryg og syntes, at dét ”kun” at skulle modtage var meget befriende.
Hvordan var det at betale for ”sex”?
– Jeg får lidt ondt i maven ved den tanke. Det føltes ikke, som om jeg betalte for sex. Men det var selvfølgelig en meget sanselig og seksuel oplevelse, jeg var nøgen med et andet menneske, som jeg betalte. Det føles faktisk ubehageligt at tænke på det sådan.
Hvorfor du valgte en kvinde?
– Jeg valgte en kvinde, fordi jeg tænkte, jeg ville slappe mere af med en kvinde. Jeg ønskede den kvindelige energi og at overgive mig til en andens omsorg og berøring. Jeg ville udfordre mig selv til blot at give mig hen, og det virkede nemmere for mig med en kvinde.
Dorthe Kandi: Er du feminist?
Hvorfor valgte du overhovedet at prøve tantra?
– Fordi det intime liv i mit ægteskab var udfordret, og jeg trængte til en sanselig oplevelse, som var helt separat fra mit liv i øvrigt. I forvejen var jeg fascineret af tantra og tankegangen bag.
Hvad var det bedste?
– Undervejs i massagen følte jeg, mit hjerte stod åbent, at der flød energi fra massøren, og jeg modtog den rent. Det var meget smukt og spirituelt for mig. Jeg følte mig helt afslappet og samtidig fuld af energi efter massagen. Det var en vild og skøn følelse, som holdt i flere dage.
… det værste?
– Intet – jeg skatter den oplevelse.
Vil du gøre det igen?
– Ja. Men jeg har alligevel ikke gjort det siden. Jeg er lidt nervøs for at blive skuffet.
Fik du orgasme?
– Nej.