Selvudvikling
18. juni 2019

Filosoffen: Derfor er kvinder mere spirituelle end mænd

Danske kvinder de seneste år blevet mere spirituelt søgende. Mange tror på engle, åndelige energier, stjernetegn og spøgelser, hekse og håndlæsning. Men det er der en logisk forklaring på, siger en filosof Anne Marie Pahuus.
Af: Hanne Vinther Mikkelsen, redigeret til web
Glad kvinde sakura

Foto: Jonna Fuglsang Keldsen

En uløselig forbindelse med universet. Urkraften i naturen. Ulmende trang til oprør mod tidens tempo. Filosof Anne Marie Pahuus skal ikke fundere længe over nogle af forklaringerne på, hvorfor særligt kvinder er draget af den spirituelle verden. Hun uddyber:

– Bare tænk på fødslen af et barn. Det er en oplevelse af, at universet udvider sig. Når du ser ind i barnets helt mørke øjne lige efter fødslen, er det som at se ind i uendeligheden. Du erkender, at der findes noget meget større end dig, som du er forbundet til.

Netop derfor er det naturligt, at kvinder leder efter lignende oplevelser, hvor vi føler os som en uløselig del af universet, mener filosoffen.

– Vi har erfaret, at vi ikke lever skarpt adskilt fra andre levende væsener. Uanset om vi mener, at der er tale om engle, ånd, kærlighed eller en relation til mennesker, der ikke lever længere.

Ifølge Anne Marie Pahuus kan kvinder i visse situationer mærke sjæl og krop mødes i en slags kosmisk forståelse. For vi vil gerne finde de små sprækker i det store univers.

LÆS OGSÅ: Bettina er engleformidler: "Jeg har fået så meget lys og kærlighed lukket ind i mit liv"

At føle sig hjulpet og guidet

– Det kan være en oplevelse af at mærke eller endda smelte sammen med omverdenen. Som for eksempel når min 5-årige datter går over gulvet med bare tæer, så mærker jeg med det samme, hvad hun mærker under sine fødder. Når man giver sig selv lov, kan man jo ret nemt fornemme andres følelser og behov.

Derfor er det naturligt, at netop kvinder genkender idéen om eksempelvis engles eksistens, forklarer Anne Marie.

– Jeg ser brugen af ordet engle som dét at føle sig hjulpet og guidet. Engle er symbol på, at vi gerne vil overskride den ellers så skarpe adskillelse mellem os selv og verden. Man forsøger at forstå verden som et kosmos, vi selv er del af. Engle er en slags formidling af, at der kan findes flere dimensioner i tilværelsen.

Når så mange danske kvinder tror på hekse og deres magi, er der også en forståelig forklaring, lyder det fra filosoffen. For det er helt i tidens ånd, at vi bliver tiltrukket af glemt viden om naturens kraft.

– I det moderne samfund har mange mistet forbindelsen til naturen. Men vi er ved at indse, at når vi ignorerer tilhørsforholdet til naturen, er vi med til at ødelægge kloden. Jeg ser moderne hekse og deres følgere som kvinder, der forsøger at leve lidt mere i pagt med naturen ved at anerkende og anvende dens kræfter uden at drive rovdrift på den.

LÆS OGSÅ: Kristina er clairvoyant: "I mange år følte jeg det som en forbandelse"

Oprør mod effektivitet

Uanset om man tror på engle, hekse, spøgelser, clairvoyance eller tarotkort, er der et fællestræk. For strømningen mod det spirituelle univers kan ses som et ulmende oprør mod samfundets krav om at skulle passe ind i stramme strukturer.

– Det er en reaktion på, at vi i jagten på effektivitet har udvisket for mange sider af livets mangfoldighed. Videnskaben kan kun til en vis grænse forklare alle aspekter. Den kan ikke måle og veje bevidsthed, sansning, lykke og lidelse.

Det handler om en længsel efter mere. Mere mellem himmel og jord.

– Som filosof ser jeg spiritualitet som en grundlæggende længsel efter en tilstand, hvor tid og sted ophæves. Og en søgen efter oplevelser, der ligger uden for de erfaringer, man allerede har gjort sig. Jeg synes, det er rigtig positivt, at kvinder ikke udelukkende lader sig styre af rationalitet, men også følelsesmæssigt udforsker livets åndelige rigdom.

Det tror vi på:

Markant flere kvinder end mænd tror på det åndelige. Det viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet, hvor det har overrasket forskerne, at mange kvinder tilkendegiver, at de tror på engle, hekse, spøgelser og ånder.

  • 21% tror på engle
  • 16% tror på hekse
  • 24% tror på spøgelser og genfærd
  • 30% tror, at mennesket har en ånd

Kilde: ”Kortlægning af tro, overtro og overbevisning” af Ken Ramshøj Christensen og Mathias Clasen, Aarhus Universitet, 2018

https://imgix.femina.dk/derfor-er-kvinder-mere-spirituelle-end-mae-d.jpg

Fakta om Anne Marie:

  • Filosof Anne Marie Pahuus, 48 år
  • Ph.d. i filosofi og prodekan, Aarhus Universitet
  • Gift og mor til tre
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200.jpg

Læs også