Fra en læser: Livet er også værd at leve uden børn

Da jeg var i begyndelsen af 20’erne og op til starten af 30’erne kastede folk et hurtigt blik på min mave, og spurgte ved den mindste oppustethed, ”Er du gravid?” og ”skal I ikke snart ha’ nogle børn?”.

På det tidspunkt levede jeg i et meget fasttømret hr. og fru Danmark forhold. I løbet af disse 10 år mærkede jeg en forholdsvis permanent men intensiverende forventning fra dele af mine omgivelser om, at NU skulle det snart være. Forholdet gik i stykker, og jeg begyndte en, i lange perioder, single-tilværelse med rigtigt meget arbejde og rejsen rundt i verden. Jeg levede med skiftende forhold, nogle mere længerevarende end andre, og det var bestemt min intention, at jeg skulle have børn, når jeg fandt den ”rette” mand at få dem med.

Læs også: Fra en læser: Kræften har ramt mig med en meteors kraft

I den periode var der rigtigt mange småbørn omkring mig både blandt venner og familie. Jeg er altid blevet inviteret med til mange børnefødselsdage, hvilket jeg for det meste har nydt – også selvom jeg tit har følt mig lidt alene, fordi alle børnenes forældre drønede rundt for at honorere de krav, som små børn nu engang stiller til deres forældre.

Helt op til i midten af 40'erne havde jeg håbet om at finde den ”rette” far til mine børn. Det var måske lidt naivt, men det siger lidt om, at for mig har det, "ikke at få børn", aldrig været et bevidst fravalg. Sådan er det bare gået – det kan være, at jeg ubevidst har taget min mors ord: ”livet er også værd at leve uden børn” meget bogstaveligt. Livet ER bestemt værd at leve uden egne børn - man har en helt unik mulighed for at nyde alle de andres afkom i fuldt mål. Men man må lære at leve med, at man f.eks. altid står lidt udenfor som en betragter til disse børns dåb, fødselsdage, første skoledag, konfirmationer, studenterfester, forlovelser, bryllupper og når børnene avler børnebørn - og man må lære at leve med, at der er en lille del af én, der sørger lidt over at stå udenfor livet med børn.

Læs også: Fra en læser: Jeg har været spiseforstyrret i seks år, men nu mærker jeg en forandring

Nogle gange tror jeg, at det kan være svært for folk med ”egne børn” at sætte sig ind i, at de, uden at ville det, kan komme til at træde ind i et felt, hvor det gibber lidt i en. F.eks. var der en ekspedient, der forleden prøvede at sælge mig magneter til opslag på køleskab med ordene: ”…. og så kan du sætte fotos af alle dine dejlige børnebørn op med dem”. Jeg prøvede venligt at dreje hende udenom emnet ved at sige, at jeg blot ville sætte magneterne op, men hun fastholdt hårdnakket: ”ja, men det vil være så pænt med fotos af alle dine børnebørn!" Tja!

Livet er også værd at leve uden egne børn, …… og i aften vil jeg nyde endnu et dejligt barns fødselsdag, hun fejrer, at hun lige er blevet 23, og det glæder jeg mig til :-)

Henriette Humlebæk er 56 år, selvstændig, og rådgiver virksomheder indenfor forretnings- og ledelsesudvikling.

Vi vil gerne høre DIN mening!

Har du også en klummeskribent i maven? En mening, du gerne vil ud med? Eller en anek-dote, strøtanke eller betragtning fra din hverdag, du kunne tænke dig at dele med FEMINAs læsere? Så send den til os – måske bliver din klumme udvalgt til at komme på femina.dk.

Du skal maile din klumme til redaktionen@femina.dk og skrive ”Fra en læser” i emnefeltet. Teksten skal være på 300-500 ord, du skal vedhæfte et billede af dig selv og skrive en kort introduktion af dig selv. Redaktionen forbeholder sig retten til at redigere teksten.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Mvh FEMINA