Guide: Sådan skaber du tid til dig (og kun dig)
Er kalenderen for 2014 nærmest allerede fuldt booket? Og kæmper du med lange arbejdsdage, brunchaftaler, indkøb, rengøring og børn, der skal hentes og bringes? Så kan det være svært at finde tid til at være dig selv – alene. Her får du psykolog Camilla Holmgaards fem bedste råd til, hvordan du skaber tid til dig selv i hverdagen:
1. Begynd med at finde 3 gange 3 minutter hver dag, hvor du er alene og bare sidder uden at foretage dig noget. Det kan være hvornår og hvor som helst. Sæt dig for eksempel ud på toilettet på din arbejdsplads.
LÆS OGSÅ: Siger du ja til for meget? Pas på - det kan gå ud over dit selvværd
2. Gå en tur på en halv time et par gange om ugen. Gerne i naturen, hvis det er muligt.
3. Sæt tid af i løbet af ugen til at skrive dine tanker ned. Køb en dagbog og skriv løbende, hvordan du har det, og evaluér på dig selv: Hvor er jeg henne i det her, hvad har jeg brug for? Har jeg brug for mere tid alene, eller har jeg det godt, som det er nu? På den måde kan du følge med i, om du rykker dig i forløbet.
4. Prøv at meditere. Du kan enten finde instruktionsvideoer på nettet eller downloade en app, der kan guide dig til at komme i gang. Hvis du har mod på mere, kan du tilmelde dig et kursus eller tage på et decideret meditations- eller yogaretreat.
5. Husk dig selv i hverdagen. Sæt alarmen på din telefon, og sæt kryds i kalenderen, så du husker, at nu er det tid til gåturen eller til at være lidt alene.
LÆS OGSÅ: Går du altid i sort? Se, hvad farverne på dit tøj signalerer